Undersøgelse uden tårer

Det første, der møder øjet, når man træder ind i rummet på Børneambulatoriet på Centralsygehuset i Næstved, er Kaj og Andrea.

Tøjdukkerne sidder på en briks, der er beklædt med et pink lagen, og sammen med en masse andre tøjdyr, klodser, bøger og en plakat i loftet, skaber de en varm og venlig atmosfære.

Rummet bruges, når politiet, embedslægen eller andre får mistanke om, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb, og barnet skal undersøges. Beviser til en eventuel retssag skal sikres, og det sker, ved at barnet får foretaget en såkaldt fotokolposkopi.

Fotokolposkopi er en teknik, hvor barnets kønsorganer filmes med et kikkertkamera, der kan forstørre op til 25 gange, men uden at barnet får ført instrumenter ind i kroppen. Med fotokolposkopi-teknikken er det ikke nødvendigt at undersøge barnet indvendigt for at dokumentere tegn på seksuelt misbrug.

Sygeplejerske Tina Holm Hansen har sammen med overlæge Tony Olesen på Centralsygehuset i Næstved undersøgt omkring 140 børn inden for de sidste tre år.

På nær et enkelt barn har alle børnene sagt ja til at blive undersøgt. Kun én gang har Tina Holm Hansen og Tony Olesen måttet opgive at undersøge en pige, fordi hun havde dårlige erfaringer fra en tidligere gynækologisk undersøgelse.

Tid til tryghed

Tony Olesen lærte fotokolposkopi at kende fra USA og indførte den på Centralsygehuset i Næstved for tre år siden, men før den tid blev børn, der hørte under centralsygehusets optageområde, henvist til gynækologisk afdeling.

Tina Holm Hansen er ikke i tvivl om, at fotokolposkopi er den rigtige metode at bruge, når børn skal undersøges, og at hun ved sin medvirken gør en stor forskel for børnene: ''Jeg tager mig al den tid, der skal til for at gøre børnene rolige og forklare dem, hvad der skal foregå. Og vi går ikke i gang med undersøgelsen, før barnet har givet sin accept. Barnet skal ikke opleve det som endnu et overgreb. Undersøgelsen gør ikke ondt på barnet, og her er ingen tårer,'' siger Tina Holm Hansen.

Selve undersøgelsen på briksen tager ikke mere end fem minutter, men hele konsultationen varer cirka en time. Der er dog ikke sat nogen fast tid på undersøgelsens varighed, og både læge og sygeplejerske må forskyde andre fastlagte gøremål de dage, de undersøger børnene.

''Hvis jeg virker det mindste stresset, kan barnet mærke det på mig, og det går ud over trygheden,'' siger Tina Holm Hansen.

Uddannelse i udlandet

Tina Holm Hansen havde været sygeplejerske på en børneafdeling i seks år, da overlæge Tony Olesen spurgte hende, om hun kunne tænke sig at specialisere sig i fotokolposkopi-undersøgelser af børn. Hun sagde ja.

På en uge lærte hun grundtrinene af sygeplejersker og læger i Norge. Her har de har brugt teknikken i 14 år. Siden da har hun været på studietur i USA, og to gange om året mødes hun med skandinaviske eksperter i Norge og udveksler erfaringer med sine udenlandske kolleger.

''Jeg så gerne, at flere danske børnesygeplejersker blev interesserede i emnet og lærte at medvirke ved fotokolposkopi. Jeg vil gerne have kolleger her i landet, men det er selvfølgelig først og fremmest for at hjælpe så mange børn som muligt,'' siger Tina Holm Hansen. Hun understreger, at lægerne er nødt til at være med, og at hele børneafdelingen skal bakke emnet op.

Tina Holm Hansen har lært meget af sine norske kolleger, men har også udviklet sine egen måde at udføre undersøgelserne på. Blandt andet har den danske sygeplejerske vendt den skærm om, som videooptagelsen af kønsorganerne kan ses på. I Norge vender skærmen, så barn og forældre kan følge med, men Tina Holm Hansen synes ikke, at børnene skal møde den del af deres krop i forstørret udgave. Desuden har hun en udvidet rolle i forhold til sine norske sygeplejerskekolleger. Det er hende, som sørger for at skille børnenes endeballer eller skamlæber ad, så lægen kan dokumentere eventuelle tegn på seksuelle overgreb. I Norge står sygeplejerskerne for at skabe tryghed, mens lægerne tager sig af den fysiske del af undersøgelsen.

Tina Holm Hansen og Tony Olesen er meget bevidste om deres roller i forbindelse med undersøgelsen af børnene.

Mens Tina Holm Hansen sørger for at skabe tillid til børnene og holde øje med børnenes signaler undervejs, forbliver Tony Olesen bevidst i den lægelige, tekniske rolle. Hvor Tina Holm Hansen har en farvestrålende T-shirt på ved undersøgelserne, beholder Tony Olesen sin kittel på.

''Kitlen er med til at identificere min rolle, som gerne skulle signalere professionalisme, tillid og neutralitet. Børnene skal hverken kunne lide mig eller finde mig frastødende. Jeg mener, at den distance hjælper dem lettere igennem den ydmygelse, undersøgelsen trods alt er for dem,'' siger han.

Ikke et almindeligt fjernsyn

Men før undersøgelsen foretages, bliver barnets almene helbred undersøgt af Tony Olesen. Han ser blandt andet efter sår i munden og blå mærker på ryggen, som kan være tegn på en seksuel krænkelse. Først og fremmest drejer det sig dog om en generel vurdering af barnets udvikling og helbred, der samtidig gør børnene trygge i lægens nærvær. Efter denne undersøgelse går han ud af rummet, mens Tina Holm Hansen bliver hos barnet og den person, der ledsager barnet, hvilket oftest er moderen.

Hun bruger meget tid på at fortælle barnet, at undersøgelsen ikke gør ondt. Stille og roligt vinder hun dets tillid og sørger også for at have fysisk kontakt med barnet.

Først når barnet er klar til det, kigger de sammen på det tekniske udstyr, som står bag en skillevæg med store billeder af blandt andet et næsehorn og en pandabjørn.

Børn og unge fra nul til 17 år henvises til fotokolposkopi på Centralsygehuset i Næstved. Tina Holm Hansen behandler børnene på en måde, der svarer til deres udviklingstrin. De fleste vil gerne være med til at køre skærm og videokamera frem, og børnene får at se, hvordan kameraet kan forstørre deres hånd. Nogle børn er blevet filmet i forbindelse med de overgreb, de har været ude for, så det er vigtigt at forklare, at fjernsynsskærmen ikke sender som et almindeligt fjernsyn. Tina Holm Hansen forklarer også om de podepinde, der skal bruges til at teste for blandt andet kønsvorter og andre kønssygdomme, og hun forsikrer, at de lange vatpinde ikke skal op i dem. Hun rører barnet med vatpinden, for eksempel ved inderlåret.

Tina Holm Hansen er ikke bange for at bruge sig selv, når hun skal berolige børnene inden undersøgelsen.

''Jeg lægger mig op på briksen for at vise dem, hvordan de skal ligge. Jeg afdramatiserer også situationen ved at vise på mig selv uden på tøjet, hvor lyset fra undersøgelsesapparatet vil ramme, når jeg forklarer, hvad der skal ske,'' fortæller hun.

Først når barnet ved, præcis hvordan undersøgelsen skal foregå, og hvem der skal gøre hvad, spørger Tina Holm Hansen barnet, om lægen må komme ind. Og indtil nu har kun ét barn altså sagt nej til det.

Hvis barnet undervejs i undersøgelsen viser tegn på angst eller ubehag, afbryder Tina Holm Hansen, Tony Olesen går udenfor, og barnet kan forklare, hvad der generer hende eller ham.

Når undersøgelsen er vel overstået, er afslutningen meget afgørende for barnet.

Selv afklaret om sex

''Efter undersøgelsen gør vi meget ud af at fortælle barnet, at det ser helt normalt ud forneden. Mange misbrugte børn tror, at deres kønsorganer er helt ødelagte, og det er vigtigt for deres identitet og kropsopfattelse, at de føler, at de ser ud som andre på deres alder,'' siger Tina Holm Hansen.

De lidt ældre børn kan være urolige for, at kommende partnere vil kunne se på dem, at de har været misbrugt.

''Nogle af de 14-17-årige vil gerne se, hvordan de ser ud. I de tilfælde kan vi spole filmen tilbage og vise dem nogle stillbilleder efter undersøgelsen. På den måde kan de få ændret på det eventuelle vrangbillede, de måtte have skabt af deres egne kønsorganer,'' siger overlæge Tony Olesen.

Børnene får også at vide, at billederne ikke lægges i deres almindelige journal, men bliver opbevaret separat og aflåst på sygehuset.

Men der er også nogle overvejelser, der er vigtige at gøre sig som sygeplejerske, hvis man vil arbejde med børn, som har været udsat for seksuelle overgreb, mener Tina Holm Hansen.

''Man må eliminere sine egne fordomme om sex. Hvis man stivner, når der bliver sagt ''analsex,'' så kan barnet føle det. Det duer ikke, at man væmmes, heller ikke selv om man får nogle frygtelige ting at vide. Hvis man ikke er afklaret, så skal man ikke arbejde med seksuelt misbrugte børn,'' siger hun.

Hun understreger også, at børnene skal modtages neutralt.

''Selvfølgelig skal man vise børnene medfølelse, men uden at det bliver omklamrende eller falsk. Man skal vise barnet varme og tillid, men ikke overdrive ved for eksempel at tage det op på skødet. Barnet må gerne få et kram, hvis barnet vil,'' siger Tina Holm Hansen.

Holder mistanken i kafferum

Hun mener, at sygeplejersker kan og skal blive bedre til at opdage seksuelt misbrug af børn. Sygeplejersker skal også blive bedre til at reagere, når de ser tegn på misbrug.

''Vi sygeplejersker har været gode til at sidde ude i kafferummet eller under rapportskrivningen og tale om en mistanke om seksuelt misbrug, men så har vi ikke gjort mere ved det. Vi har måske sagt det til lægen og håbet på, at denne så gjorde noget. Men vi må selv tage ansvaret og holde ekstra øje med børn, som har for eksempel mavesmerter omkring navlen, synkebesvær eller blå mærker på ryggen,'' siger hun.

Selv har hun tit tænkt tilbage på en teenagepige, som var indlagt på børneafdelingen, og hvis far nærmest lå oppe i sengen hos pigen.

''Jeg skulle have spurgt mere til, hvorfor hendes far sådan overskred nogle grænser, men det fik jeg aldrig gjort,'' siger Tina Holm Hansen.

I dag ved hun bedre: ''Hvis børn siger det mindste, så skal man tro dem, for det har taget dem lang tid at få det sagt, fordi de ofte tror, det er deres egen skyld.''

Hun håber, at sygeplejersker vil blive mere opmærksomme på problemet og på deres underretningspligt, når de får en mistanke om misbrug.

''Mange sygeplejersker er stadig bange for at splitte en familie, eller for at forældrene finder ud af, at det er dem, som har underrettet kommunen. Men det har vi jo pligt til, og en underretning er ikke det samme som en anmeldelse,'' siger Tina Holm Hansen. Hun mener, det er en god ide at skrive ned, hvad man observerer, så det kan indgå i den vurdering, socialforvaltningen får fra sygehuset.

Børn er andet end kønsorganer

Fotokolposkopi bruges også på de to retsmedicinske afdelinger i Århus og København, men her er det udelukkende læger, som medvirker ved undersøgelserne af børnene. Og Tina Holm Hansen kan godt mærke, at retsmedicinerne har haft svært ved at forstå og acceptere, hvorfor en sygeplejerske skal deltage aktivt ved undersøgelserne.

Tony Olesen mener, at sygeplejersker har en indlysende rolle ved undersøgelser af seksuelt misbrugte børn.

''Som læge og sygeplejerske supplerer vi hinanden godt. Sygeplejersken skaber trygheden, og lægen står for den lægelige vurdering,'' siger han.

Børneafdelingen på Centralsygehuset i Næstved er indtil videre den eneste børneafdeling i Danmark, som udfører fotokolposkopisk undersøgelse på børn, og Tony Olesen mener, at denne undersøgelse af børn såvel som anden specialudredning vedrørende børn naturligt bør ligge i børneafdelingen.

''Vores forudsætninger for at møde og tage vare på børnene i sådanne situationer er optimale. Børnene kan komme på afdelingen døgnet rundt, og de kan ses flere gange, hvis det er nødvendigt. På længere sigt bør man ikke acceptere den udbredte praksis, at børn transporteres mange kilometer blot for at få undersøgt deres kønsorganer,'' siger Tony Olesen.

Sammen med Tina Holm Hansen er han ved at oplære andre læger og sygeplejersker i at arbejde med fotokolposkopi-undersøgelser af børn.

Nøgleord: Børn, fotokolposkopi, sexmisbrug.

Billedtekster
Sygeplejerske Tina Holm Hansen og overlæge Tony Olesen, Centralsygehuset i Næstved, er et enestående team i Danmark. Deres sygeplejerske-læge-samarbejde ved fotoundersøgelser af seksuelt misbrugte børn er det eneste i Danmark.For at afdramatisere situationen er rummet, hvor de seksuelt misbrugte børn undersøges, børnevenligt indrettet med blandt andet Kaj og Andrea.