Sygeplejersker og økonomer

Pålidelig information om aktiviteter og ressourceforbrug er grundlæggende forudsætninger for at planlægge og drive et rationelt sundhedsvæsen. Uden adgang til sådanne informationer tvinges ledelser på forskellige niveauer til at træffe vigtige beslutninger på et ofte meget usikkert grundlag – overvejende baseret på subjektive skøn. Det er formentlig sjældent, at sådanne beslutninger har givet anledning til store katastrofer, men hvorvidt der træffes rationelle beslutninger, kan man kun afgøre ved omhyggeligt at overvåge konsekvenserne.

Ansvarlige ledere i sundhedsvæsenet gør derfor en stor indsats for at blive bedre informeret om aktiviteter og ressourceforbrug, men det er ikke en let opgave at fremskaffe sådanne informationer. Informationsbehovet er forskelligt for sundhedsvæsenets mange niveauer. Den ledelsesinformation, som er til rådighed for sundhedsforvaltningen og det politiske niveau, er sjældent tilstrækkelig for den enkelte sygehusledelse. Den ledelsesinformation, som er tilstrækkelig til at give en sygehusledelse overblik, er sjældent passende for afdelings- eller afsnitsledelsen. På hvert ledelsesniveau må man derfor gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man bedst ruster sig til at træffe og påvirke beslutninger.

Djøficering i sygeplejen

Hvis sygeplejersker ønsker at blande sig i debatten og beslutningerne om, hvordan ressourcerne i sundhedsvæsenet anvendes, er det nødvendigt at interessere sig for sundhedsøkonomi og økonomiske tankegange – et synspunkt som både økonomer og sygeplejersker giver udtryk for (1,2,3). Sundhedsøkonom Bo Andersen udtrykker det på følgende måde: ''Der er brug for, at faggrupperne begynder at tale et sprog, politikerne kan forstå, og præcist beskriver, hvad konsekvenserne af de forskellige politiske valg vil være. Så bliver debatten pludselig kvalificeret, og man undgår den overdrevne fokusering på økonomien....'' (3).

Enkelte større sygehuse har på afdelingsniveau ansat en djøf'er til at støtte afdelingsledelsen i opgaver med ressourcestyring og økonomisk planlægning. (DJØF – Danmarks Jurist- og Økonomforbund). I langt de fleste sygehusledelser indgår en person med en økonomisk eller administrativ uddannelse. Amtslige sundhedsforvaltninger udarbejder det materiale, der udgør beslutningsgrundlaget for politiske beslutninger om prioritering og ressourcefordeling i sygehusvæsenet. Oftest udarbejdes dette beslutningsgrundlag af personer med økonomisk eller administrativ uddannelse – som har indhentet de tilgrundliggende oplysninger af faglig karakter hos personer med en sundhedsfaglig uddannelse.

For lidt uddannelse

Men hvordan er sygeplejerskerne rustet til at påvirke vigtige beslutninger om prioritering og ressourcestyring? Hvordan kan sygeplejersker samarbejde med økonomer om at frembringe et godt beslutningsgrundlag? Vi kender alle det afstandtagende udtryk 'djøficering', som vel især er blevet anvendt af en række læger, der opfatter djøf'ere som en trussel mod lægefagligheden (4).

Side 37

Billeder

Side 38

I sygeplejerskers grunduddannelse indgår økonomi og ressourcestyring i yderst begrænset omfang. På mange sygeplejeskoler indgår faget med 10 til 20 timer i løbet af den fireårige grunduddannelse. Det er et meget beskedent omfang i betragtning af, at stort set alle sygeplejersker – uanset ansættelsesområde og funktion – involveres i økonomi- og ressourcestyring i et eller andet omfang.

I den traditionelle videreuddannelse i ledelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole indgår økonomi og ressourcestyring med et omfang på ca. 14 timer. For afdelingssygeplejersker og sygeplejersker højere i ledelseshierarkiet er dette næppe tilstrækkeligt, fordi økonomi- og ressourcestyring er en meget stor del af deres arbejdsopgaver.

Den faglige kommunikation om økonomiforhold er også beskeden. I 1997 bragte Sygeplejersken omkring 15 artikler om økonomi- og ressourcestyring. I forhold til tidligere behandles området dog mere og mere. Sygeplejersken har således i stigende omfang bragt artikler om sundhedsøkonomi, blandt andet i august måned 1998, hvor der var en artikelserie om sundhedsøkonomi.

En uheldig konsekvens af den begrænsede interesse for økonomi- og ressourcestyring i uddannelse, videreuddannelse og faglige tidsskrifter er, at sygeplejersker ikke i tilstrækkeligt omfang er parate til at medvirke ved vigtige beslutninger. Enten fordi de overser sammenhængen mellem økonomi og sygepleje, eller fordi de ikke forstår eller bruger tid på at sætte sig ind i de ofte komplicerede diskussioner om 'alternative omkostninger', 'den mulige forbedrede effektivitet' og 'de aktivitetsbaserede budgetter'. Det er begreber som økonomer og folk fra administrationen lystigt jonglerer rundt med, men som kan virke som barrierer for en frugtbar dialog med sygeplejersker. Og sygeplejersker udgør en stor og vigtig faggruppe i sundhedsvæsenet, så det er også et problem for sundhedsvæsenet.

Uddannelse er et vigtigt middel til at komme på banen. Blandt (ledende) sygeplejersker er der stadig flere, som efter- og videreuddanner sig i administration og økonomistyring (for eksempel merkonomkurser, HD, Sundhedsvæsenets Diplomprøve, forskellige masterprogrammer). I betragtning af sygehusbudgetternes store betydning for drift og udvikling på sygehusene er det formentlig både nødvendigt og hensigtsmæssigt for en sygeplejefaglig leder at få mere uddannelse i sundhedsøkonomi end den, der er indeholdt i den traditionelle grund- og videreuddannelse.

Individ og helhed

Der kan opstå mange problemer, når sygeplejersker og økonomer skal løse fælles opgaver. Vi har gennem projektarbejde oplevet, at et tæt samarbejde mellem sygeplejersker og økonomer kan fungere rimeligt konstruktivt og være gensidigt berigende og fagligt udviklende (se artiklen 'Plejeindsats hos medicinske patienter'). Der er imidlertid en række forskelle i tænke- og arbejdsmåde hos sygeplejersker og økonomer. Disse forskelle kan, hvis viljen er der, udnyttes konstruktivt til at give kvalitet og bredde i opgaveløsningen, men de kan også blive en barriere for et godt samarbejde.

En væsentlig forskel ligger i de to faggruppers forskellige måder at anskue ressourceudnyttelse på. Som så mange andre sundhedsfagligt uddannede bliver sygeplejersker i det meste af deres uddannelsesforløb trænet i at vurdere, hvad der er den mest effektive pleje af individuelle patienter. Sygeplejersker forholder sig til en lang række meget komplekse situationer og problemstillinger omkring de enkelte patienter. Ved enhver kontakt med patienterne på sengeafdelinger og ambulatorier bekræftes sygeplejersker i indtrykket af, at patienterne er forskellige i baggrund, sygehistorie, pleje- og behandlingsbehov. Når sygeplejersker tilrettelægger plejen, fokuserer de på den enkelte patients behov, ønsker og ressourcer. Dette er en hensigtsmæssig tilgang, når den enkelte patients pleje skal planlægges.

Men når opgaven består i at planlægge arbejdet i et afsnit eller en afdeling, er det knap så hensigtsmæssigt at tænke på patienterne som vidt forskellige. Så er det nødvendigt at finde nogle lighedstræk hos grupper af patienter, så helheden bliver lettere at overskue. Den samme tankegang gælder faktisk ved udarbejdelse af standardplejeplaner og modelprogrammer for pleje.

For økonomer er det naturligt at tænke i grupper af patienter og beskrive den kliniske aktivitet i oversigtsform. Når økonomer ser på en gruppe af patienter, er det naturligt for dem at vurdere det gennemsnitlige forbrug af ressourcer, vel vidende at der inden for gruppen vil være nogle patienter, som forbruger mere, og andre, som forbruger mindre.

Økonomer betjener sig typisk af en ret indforstået terminologi. De fastholder, at priser, udgifter og omkostninger er tre vidt

Side 39

forskellige ting. De er på hjemmebane, når det gælder ressourcestyring, beregning af omkostninger samt systematiske opgørelser af aktivitet og ressourceforbrug. Dette er i modstrid med den skoling, som sygeplejersker har i at tænke på enkeltpatientniveau.

De fleste økonomer må nok betegnes som analfabeter, hvad den kliniske terminologi angår. Her er sygeplejerskerne på hjemmebane. Økonomer er i almindelighed også uvidende om de mange forskellige procedurer og arbejdsgange, som et moderne sundhedsvæsen omfatter. Økonomerne er tillige bekvemt langt væk fra at skulle implementere eventuelt truende beslutninger om reduktioner i personalet, lukning af senge etcetera. Sygeplejersker har derimod direkte kontakt med patienterne og den verden, hvor prioriteringerne skal omsættes til virkelighed for eksempel i form af afvisninger og begrænsninger i plejetilbud. Og mange sygeplejersker er utilfredse, fordi de ikke synes, at deres indsats og de eksisterende ressourcer dækker patienternes behov tilfredsstillende.

Samarbejdets kunst

Hvordan kan sygeplejersker og økonomer få hinanden i tale på en fornuftig måde? Hvad kan de to faggrupper gøre for at vinde hinandens respekt og opmærksomhed og bruge den samlede viden og erfaring på en hensigtsmæssig måde? – Og har de i det hele taget brug for hinanden?Vores erfaringer er, at det godt kan betale sig at få forskellighederne frem i lyset og i et eller andet omfang acceptere, at de er der og bliver ved med at være der. Budskabet om at respektere og udnytte den forskellige faglighed er banalt – men ikke desto mindre aktuelt også i denne sammenhæng. Det er provokerende for sygeplejersker, som efter bedste evne argumenterer for en sag, hvis økonomen ignorerer argumentationen med den begrundelse, at sygeplejerskerne er ude af stand til at anlægge et passende perspektiv. Til gengæld må sygeplejersker indstille sig på, at der også findes en række nyttige sundhedsøkonomiske værktøjer til at vurdere, om ressourcerne anvendes på den mest hensigtsmæssige måde. Sygeplejersker skal stille spørgsmål, skaffe sig viden og acceptere, at sygeplejefaglighed og økonomi hænger uløseligt sammen i dagens Danmark.

Økonomer må i det konkrete samarbejde beherske deres undren over, at en del sygeplejersker (efter deres målestok) ikke er tilstrækkeligt økonomisk bevidste og ikke viser særlig interesse i at sikre en effektiv ressourcestyring af de ganske betydelige budgetter, de bestyrer.

De to faggrupper må være bevidste om, at de anvender forskellige arbejdsmetoder, forskellig terminologi og fokuserer på forskellige aspekter af en problemstilling.

Den fælles opgave

Hvori består så opgaven, som sygeplejersker og økonomer kan løfte i fællesskab? Visse sundhedsøkonomer hævder, at god økonomi i virkeligheden ikke er andet end sund fornuft. Det vanskelige består blot i at omsætte den sunde fornuft til en fornuftig udnyttelse af ressourcerne og en bedre patientpleje og -behandling. Det må være i processen med at konvertere sund fornuft til konkret prioritering og økonomistyring, at sygeplejersker (og selvfølgelig andre sundhedsfaglige personalegrupper) og økonomer i samarbejde kan frembringe en brugbar opgaveløsning.

Opgaven er således:

• at påvirke de politiske beslutningsprocesser med den rigtige kobling af faglige og økonomiske argumenter
• at sikre, at økonomi og kvalitet vurderes i sammenhæng, når der træffes beslutninger af væsentlig betydning for sygeplejen

På den måde er der størst chance for at sikre bedst mulig ressourceudnyttelse i sygeplejen. Det kræver såvel et sygeplejefagligt som et økonomisk perspektiv at nå dertil.

Litteratur

1. Palsbo S. Spilleregler for indflydelse. Sygeplejersken 1998; (32): 18-21.
2. Stallknecht K. En konstant udfordring. Sygeplejersken 1998; (30): 18-22.
3. Bjørnsson K. Husk fagets værdier. Sygeplejersken 1997; (48): 18-20.
4. Jungersen D. Besværligt med – men uden djøfere går det ikke. Ugeskrift for Læger 1996; (158); 46: 6637-9.

Nøgleord: Ledelse, ressourcestyring, sundhedsøkonomi, økonomi.

Billedtekster:
Stort set alle sygeplejersker involveres i økonomi og ressourcestyring i et eller andet omfang. Men i grunduddannelsen fylder området ikke meget. Hvis sundhedspersonalet vil have indflydelse på de overordnede beslutninger om, hvordan sundhedsvæsenets ressourcer skal bruges, må de interessere sig for økonomiske tankegange.Når arbejdet i en afdeling skal planlægges, er det ikke længere hensigtsmæssigt at tænke på patienterne som vidt forskellige. Det er nødvendigt at finde fællestræk, så helheden bliver lettere at overskue.