Om at vokse op med alkoholmisbrug

Side 20

Billede

Side 21

Ifølge de seneste tal fra Socialforskningsinstituttet lever mellem 66-114.00 børn i familier, hvor en eller begge forældre har et alkoholmisbrug. Siden 1991 har Sundhedsstyrelsen blandt andet gennem publikationer med et oplysende og forebyggende sigte forsøgt at sætte fokus på indsatsen over for børn i familier med et misbrugsproblem.

På trods af den øgede opmærksomhed er det vores erfaring, at børnene i alkoholfamilierne langtfra altid får tilstrækkelig hjælp. Den største del af de eksisterende behandlingstilbud er fortsat rettet mod selve misbrugeren. Kun i en mindre del af tilbuddene er også partneren inddraget og i endnu færre tilfælde børnene.

Det har ikke været muligt at finde en samlet fortegnelse over konkrete behandlingstilbud til disse børn, hvilket tyder på, at en sådan ikke eksisterer. Det vil således være særdeles vanskeligt for forskellige henvisningsinstanser at finde kvalificeret behandling til netop denne børnegruppe.

I de få behandlingstilbud for voksne misbrugere, hvor børnene i et vist omfang er inddraget, sker det primært som led i misbrugerens behandling. Der er således ikke tale om et særskilt behandlingstilbud til børnene.

Manglende fokus på medafhængige børn

I vores arbejde med familier, hvor misbrug af alkohol er eller har været en gennemgående faktor i børnenes opvækst, har vi erfaret, at børnene ikke har haft mulighed for at kommunikere med deres forældre om de mange traumatiske oplevelser, de har haft i forbindelse med misbruget. Forældrene viger tilbage fra at tale med børnene, dels fordi erkendelsen af, at alkoholproblemerne i familien skader barnet, er ubærlig, dels fordi mange forældre er uoplyste og uvidende om børnenes særligt vanskelige livssituation.

Det er endvidere vores erfaring, at de professionelle omkring familien som eksempelvis læge, daginstitution, skole, sagsbehandler og så videre fokuserer mere på et behandlingstilbud til den misbrugende forælder, hvorved børnene isoleres med deres egne problemer: ''Man skal ikke skabe problemer, hvor der ikke er nogen.''

På den baggrund har vi i Familiecentret, Lundtoftegade på Nørrebro i København, i tre år haft tilbud om samtalegrupper for børn og unge, der lever, eller har levet, i familier med alkoholmisbrug. Behandlingen har været udformet som et gruppeforløb, og gennem gruppen har børnene kunnet støtte hinanden, ligesom det har været et godt forum til at bearbejde deres problemer. Hensigten med et tilbud til denne gruppe skal også ses som et forsøg på at medvirke til at forebygge en gentagelse i voksenlivet af forældrenes alkoholmisbrug.

Vi mener, det er vigtigt at videregive vores erfaringer med at igangsætte og gennemføre afgrænsede behandlingsforløb, i håb om at andre behandlingsinstitutioner vil tage opgaven op. Ligesom vi ser en mulighed for at medvirke til at skabe åbenhed og debat omkring børnenes svære opvækstvilkår.

Følgevirkninger og utilstrækkelige behandlingsformer

I vores arbejde i Familiecentret var kun 10 procent af henvendelsesårsagerne angivet som alkoholproblemer. En statistisk opgørelse viser imidlertid, at for over 60 procent af de familier, vi har haft i behandling, er alkohol en væsentlig del af problemstillingen.

Vores erfaringer fra flere års traditionel familiebehandling har vist os, at denne behandlingsform ikke er tilstrækkelig, når det gælder børnenes muligheder for at bearbejde deres særlige oplevelser og traumer. Misbrugerens problemstillinger ser ofte ud til at blive de dominerende, og børnene holder af hensyn til forældrene og familiens særlige dynamik deres egne problemer tilbage.

Ud fra den erfaring, at børn og unge, der er opvokset i alkoholmisbrugende familier, som oftest lever i ensomhed med deres smertefulde traumer, ønskede vi at skabe behandlingsmæssige rammer for, at disse børn og unge kunne dele deres oplevelser med jævnaldrende. Derfor startede vi for tre år siden de særlige alkohol-børnegrupper.

For de børn og unge, som har deltaget i samtalegrupperne, gælder, at omkring halvdelen af

Side 22

familierne har været henvist til Familiecentret fra instanser som for eksempel alkoholbehandlingsinstitutioner, skoler ­ og for en lille dels vedkommende socialcentrene.

Bortset fra henvisningerne fra alkoholbehandlingsinstitutionerne omhandler henvisningen ikke alkoholmisbruget generelt, men i højere grad følgevirkninger hos børnene som for eksempel faglige problemer i skolen, ensomhed, mangel på venner og adfærdsmæssige problemer.

Den anden halvdel af familierne havde selv henvendt sig til Familiecentret, og for størstedelen af disse henvendelser gjaldt, at det var skilsmissefamilier, og at det var den ikke-drikkende forælder, som henvendte sig på grund af vanskeligheder ved at gennemføre et regelmæssigt samvær med den misbrugende forælder.

For næsten alle familierne gælder, at det kun er én af forældrene, som har et alkoholmisbrug. I vores materiale er misbruget ligeligt fordelt på mødre og fædre.

Cirka to tredjedele af de alkoholmisbrugende forældre har gennemgået et eller flere behandlingsforløb og/eller et medicinsk forløb i form af antabus. For alle de forældre, som har været eller er i et behandlingsforløb, gælder, at de har et mangeårigt misbrug bag sig, før de tager imod et behandlingstilbud, og at der i forløbet sker tilbagefald. For de forældre, som ikke er eller har været i et behandlingsforløb, gælder, at de har et vedvarende alkoholproblem.

Det betyder således, at de børn og unge, vi har haft i børnegrupper, har levet under disse forhold siden fødslen eller deres tidligste barndom. Alle børnene har, på det tidspunkt de er i gruppeforløb, alkoholproblemerne tæt inde på livet.

Vi har set det som et væsentligt formål med børnegruppen, at børnene ­ i samvær med jævnaldrende ­ får støtte til at:

• Sætte ord på de tanker, følelser og oplevelser, de har som følge af forældrenes alkoholmisbrug.
• Få sat ord på, hvad det betyder at skulle drage omsorg for voksne og have forskellige former for voksenroller.
• Lære at oparbejde forskellige konkrete handlemuligheder, når de kommer i vanskelige situationer med en beruset far/mor.
• Komme i gang med et almindeligt liv med jævnaldrende ­ herunder fritidsinteresser.
• Kommunikere om fordomme/viden og egne holdninger til alkohol.

Det er vores erfaring, at børnene får størst udbytte, når grupperne er opdelt i forhold til alder, eksempelvis seks- til niårige, ti- til tolvårige, tolv- til femtenårige. Vores grupper har bestået af både drenge og piger samt søskende.

Vi har samtidig udviklet en model, der består af :

• En indledende, visiterende familiesamtale
• Et gruppeforløb a seks gange halvanden time med et interval på en til to uger imellem.
• En afsluttende, evaluerende familiesamtale.

Den visiterende familiesamtale har til formål at præsentere tilbuddet for familien, der på baggrund af denne samtale kan tage endelig stilling til barnets/den unges deltagelse i gruppen.Vi bestræber os på, at begge forældre ­ så vidt det overhovedet er muligt ­ og barnet deltager.

En stor del af børnene har i mange år levet med alkoholmisbruget som et tabubelagt emne i familien. At forældrene gennem samtalen giver deres accept til, at barnet deltager i gruppen, er derfor en forudsætning for, at barnet får udbytte af forløbet. I modsat fald er det vores erfaring, at der for barnet nemt kan opstå en loyalitetskonflikt i forhold til den misbrugende forælder.

Børnenes virkelighed som udgangspunkt

Forløbet over seks gange er bygget op af tre grundelementer: en 'siden sidst-runde', 'dagens tema' og 'afrunding'.

Den første gang, børnene mødes, gør vi meget ud af den gensidige præsentation med det formål at synliggøre børnenes ressourcer: ''Hvem er jeg ud over at være barn af en alkoholiker.'' Vi fortæller, hvad formålet med gruppen er, og informerer om tavshedspligten i relation til forældre og omverden.

Formålet med 'siden sidst-runden' er, at børnene videregiver, hvad de har været optaget af siden sidst, til gruppen. Det kan eksempelvis være et weekendbesøg hos den drikkende forælder, en konflikt i skolen eller en positiv oplevelse fra sportsklubben.

Hver gang afslutter vi med at foretage os noget kreativt sammen på baggrund af ønsker fra gruppedeltagerne. Det kan være spil, musik, teater med videre. Denne måde at afslutte på er vigtig, idet vi derigennem får signaleret børnenes ret til at være børn, at dyrke det kreative, deres ressourcesider, og øve sig i at fremkomme med alderssvarende behov.

Vi får lært dem, at de er mere og andet end børn med svære familieproblemer, samt at det kan lykkes at have et socialt fællesskab med jævnaldrende.

Temaerne tager udgangspunkt i børnenes virkelighed og kan

Side 23

derfor variere. Vi har dog erfaret, at der er temaer, som går igen, idet disse synes at være gældende for hovedparten af børnene:

• At leve med uforudsigeligheden i hverdagen
• Angsten for at miste den misbrugende forælder
• Hvad er børns ansvar i en familie/hvad er voksnes ansvar?
• Børnenes frygt for misbrugerens tilbagefald
• Erindringer omkring angstfyldte og pinlige episoder
• Svære følelser af skyld, afmagt, vrede og fortvivlelse
• Følelsen af had og kærlighed til samme person
• Børnenes egne erfaringer med og holdninger til alkohol
• Konkret information om alkohol og stoffets skadelige virkninger på krop og sjæl.

Vi arbejder med disse grundlæggende temaer gennem hele gruppeforløbet med forskellige pædagogiske metoder og aktiviteter.

Pædagogiske metoder

Valget af pædagogiske metoder afhænger af, hvilke problemstillinger der er behov for at arbej-de med, samt børnenes alder og interesser. Generelt bruger vi gruppesamværet til at støtte børnene i at udtrykke sig med ord, sætte ord på følelser, lytte til andre, forstå sig selv og andre, realitetsteste egne tanker, følelser og oplevelser.

Som oftest overholder vi reglen om, at alle skal udtrykke sig efter tur, og at gruppen aktiveres i forhold til at lytte, stille spørgsmål, give råd og så videre. Efterhånden som trygheden i gruppen øges, bliver det muligt at nærme sig de allermest pinefulde og følelsesladede oplevelser, som børnene ­ måske for første gang i deres liv ­ får støtte til at sætte ord på.

Som supplement til gruppesamtalen er også andre pædagogiske metoder anvendt som for eksempel:

• Alkoholspillet ­ Familiecentret har med en af grupperne udviklet et spil, der består af en række spørgsmål, som børnene selv har fundet på ud fra egne erfaringer, og som relaterer sig til det at vokse op i en familie med alkoholmisbrug. Deltagerne skiftes til at besvareet spørgsmål, og den øvrige del af gruppen stiller uddybende spørgsmål. Herefter er det gruppen, som i fællesskab beslutter, hvor mange point vedkommende skal have. Det at udvikle et sådan spil har i sig selv vist sig at være en terapeutisk proces for deltagerne. For andre grupper, som har spillet spillet, har det været med til at synliggøre, at ''jeg er ikke den eneste i verden, der lever i en misbrugsfamilie.''
• Familiespillet ­ er et spil, som har til formål dels at sætte ord på oplevelser og følelser i relation til familie og venner, dels at lytte til hinanden. Vi har udvalgt spørgsmål, som relaterer sig til problemstillingerne, som for eksempel spørgsmål om kammeratskab, forhold til forældre med videre.
• Film ­ der er fremstillet flere film, som omhandler problemstillingen. 'De voksne børn' er eksempelvis en af dem, som vi har vist klip fra. Og filmklippene har været brugt som indfaldsvinkel til en snak om forskelle og ligheder mellem filmens indhold og gruppedeltagernes egne oplevelser.
• Tegninger ­ ud fra et givet tema som for eksempel 'at tegne en situation, hvor du har det rart i din familie' og 'en situation, hvor du ikke har det rart'. For mange børn har tegning og maling vist sig at være et meget brugbart udtryksmiddel for følelser og oplevelser.
• Netværkscirkel ­ bruges som redskab til at arbejde med børnenes 'overlevelsesstrategier'. Cirklen er en billedliggørelse af, hvilke personer barnet har omkring sig, og hvem af disse som kan støtte barnet, når der er problemer.

Hvad børnene lærte os

Ud fra det, børnene har videregivet i grupperne, har vi erfaret, at de:

• er ensomme omkring deres oplevelser
• er bekymrede for deres forældre
• påtager sig en voksenrolle og ansvar i forhold til deres forældre
• har svært ved at have et almindeligt socialt liv.

Ud fra det, børnene har fortalt, opfatter vi, at de har svært ved at opbygge venskaber baseret på ligeværdighed. Nogle bliver i kontaktforhold kontrollerende og dominerende og søger ældre kammerater frem for jævnaldrende.

Vi mener, at dette adfærdsmønster skal ses som et resultat af de voksenroller, de har skullet påtage sig i deres misbrugende familie.

Andre børn og unge reagerer ved at undgå kontakter med såvel jævnaldrende som andre voksne, hvorved de kommer til at

Side 24

leve en barndom i ensomhed, opslugt af deres egen families problemer, som de er med til at benægte og skjule over for omverdenen. På denne måde bliver de fastholdt i familiens hemmeligheder, og denne 'onde cirkel' får konsekvenser for børnenes evne til at bearbejde følelsesmæssige erfaringer og realitets-teste deres egen virkelighed. Ud over at de bliver berøvet kontakter.

Uforudsigeligheden i hverdagen beskriver børnene på forskellig vis, det kan handle om den evige usikkerhed med hensyn til, om forælderen er ædru eller fuld, når barnet kommer hjem fra skole eller skal på samværsweekend.

Eller om store humørsvingninger, der kan udspille sig lige fra ukontrolleret vrede og udskælden til afvisning og ligegyldighed eller perioder med spontan interesse og tegn på kærlighed til barnet.

Det pinagtige for børnene består i, at de aldrig kan vide, hvilke følelser de bliver mødt med, samt at de ikke kan forstå deres egen andel i forældrenes skiftende og modsætningsfyldte følelser, hvorfor de fleste børn ender med at give sig selv både skyld og ansvar for det, der sker.

De voksne børn

Mange børn angiver det som noget 'positivt', at de ofte har fået slik, penge og gaver af den berusede forælder, har fået lov at købe cola og grillmad, når køleskabet har været tomt, selv har kunnet få lov at bestemme, hvornår de skal være hjemme, og hvor de må gå hen og så videre.

Men de kan også sætte ord på den mere smertefulde side af disse oplevelser og give udtryk for de omsorgssvigt, der ligger i en sådan selvforvaltning.

Mange af børnene får tillagt ansvarsområder som for eksempel at være forældre for mindre søskende, ansvar for huslige opgaver, forældre for deres egne forældre. Alle børnene har fortalt om, hvordan de er blevet draget direkte ind i misbruget ved for eksempel at skulle skaffe misbrugeren alkohol, sørge for udlevering af antabus, kontrolfunktion i relation til drikkeriet, medvirke til at skjule flasker, være med forælderen på værtshus og så videre.

Alt sammen opgaver, der ikke hører barnelivet til, og som betyder, at børnene i mange situationer virker som 'de små voksne', tager ansvar og kontrollerer de voksne.

Børnene i vores grupper har alle været udsat for pinagtige og angstfyldte episoder med den berusede forælder. Børnene ved, hvad der karakteriserer den berusede voksne ­ gyngende gang, lukkede øjne, vrøvlet tale. De har afluret alle tegnene, fra de var små.

De kan beskrive værtshusbesøg omgivet af berusede voksne, overværelse af pinlige episoder, som for eksempel at den voksne tisser i bukserne, falder på gaden, skal hjælpes i seng, besøg på skadestue, og de mest angstfyldte voldelige episoder, husspektakler, selvmordsforsøg eller trusler om det samme.

Frygten for at miste den misbrugende forælder er et gennemgående tema hos børnene, hvilket betyder, at de befinder sig i en psykologisk stresstilstand af angst og afmagt.

Børnenes evige håb er, at nogen kan hjælpe deres misbrugende forældre ud af misbruget. Derimod udtrykker børnene ikke selv håb om eller forventning til, at nogen kan hjælpe dem til en mere rimelig barndom.

Fælles for børnene er, at de aldrig eller kun i meget begrænset omfang har haft mulighed for at kunne kommunikere om episoderne eller sætte ord på deres egne smertefulde følelser.

I en stor del af familierne har alkoholmisbruget været belagt med tabu, og disse børn er derfor opvokset med voksne, som benægter og fortrænger de dele af virkeligheden, som har med alkoholmisbruget at gøre. Det er et gennemgående træk for vores grupper, at den ikke-drikkende forælder har været med til at beskytte misbrugeren og benægte realiteterne. Børnene har derved haft svært ved at få tillid til voksne generelt og haft store vanskeligheder ved at realitetsteste egne tanker og følelser.

Et svært tema for børnene er de ambivalente følelser, de rummer over for den misbrugende forælder, som de elsker og hader på samme tid, og som de føler, de skal beskytte og tage vare på. Herved får de ikke selv deres kærligheds- og tryghedsbehov dækket og står tilbage med store savn og følelsesmæssige længsler rettet imod forælderen.

Hvad børnene viste os

Børnenes egne evalueringer af gruppeforløbet: Alle børnene har givet udtryk for, at de gerne vil fortsætte med gruppeforløbene ud over de seks aftalte gange, og har på forskellig vis udtrykt deres udbytte af forløbet:

''Jeg har lært, at man kan hente hjælp hos de voksne,'' ''det er rart at være sammen med andre, der har prøvet det samme,'' ''jeg har fået nye venner,'' ''jeg har lært, at jeg godt må gå, hvis far er for fuld,'' ''jeg tror ikke mere, jeg vil give min mor antabus.''

En løbende proces har været at

Side 25

arbejde med grænsesætning dels over for den berusede forælder, dels med hensyn til børnenes voksenroller. En pige siger: ''Nu har jeg lært, at jeg aldrig mere kører spirituskørsel med min far, jeg sætter mig ikke ind i bilen.''

Nogle har erkendt, at det ikke er deres skyld, at forælderen drikker. Andre har ikke kunnet nå frem til denne erkendelse. For eksempel siger et barn: ''I voksne har fortalt, at det ikke er min skyld, jeg vil give mig selv skylden hele livet, indtil hun siger det modsatte.''

Vore refleksioner over børnenes udbytte af gruppeforløbet: Vi har erfaret, at børnene forbavsende hurtigt har fundet sig til rette i grupperne og har været med til at skabe en gensidig tryg atmosfære. Igennem denne tryghed har børnene fungeret med stor respekt for hinanden, de har kunnet lytte til hinanden, engagere sig i de andres problemer samt videregive råd og egne erfaringer.

Det har været overraskende positivt, at børnene meget hurtigt i forløbet har kunnet tage fat på de mange svære oplevelser med den drikkende forælder. De har vist os, at de har et stort behov for at fortælle om de mange pinefulde hændelser, som de har været med til at skulle tage ansvar for. Vi har således erfaret, at børnene godt tør tale om det tabubelagte, selvom de aldrig har været vant til det.

Problemerne forsvinder ikke af sig selv

Vi mener, at den gruppemodel, vi har anvendt, har betydet, at børnene har fået brudt ensomheden og privatiseringen omkring deres problemer. Børnene har været overrasket over at opdage, at de andre børns erfaringer ligner deres egne, hvilket tydeligvis har medvirket til at sætte gang i såvel trygheden i gruppen som den psykologiske bearbejdning af problemstillingerne.

Det er vores erfaring, at de mål, vi på forhånd har opstillet, har kunnet indfries inden for de seks gange, i større eller mindre udstrækning.

Alle børn, der har deltaget i grupperne, har lært at sætte ord på tanker og følelser i forbindelse med forældrenes alkoholmisbrug. De har fået talt om, hvad det betyder at have en barndom, hvor de skal drage omsorg for de voksne, og har i samme forbindelse lært at sætte flere grænser, end de før har kunnet. De har fået mange forskellige konkrete handlemuligheder til at undgå at stå alene med ansvaret for en beruset og syg forælder. De har lært at bede om hjælp hos voksne.

Det er lykkedes at få børnene til at fungere i socialt samvær omkring de planlagte aktiviteter. Flertallet af børnene har kunnet berette om mange nederlag og konflikter i skole og fritid med jævnaldrende. I gruppen har de med støtte fået andre og mere positive oplevelser og erfaringer, som vi kan håbe, de også vil kunne bruge uden for gruppen.

Vi mener også, at nogle børn har fået et vist udbytte af at kunne sætte ord på og komme med ideer til, hvordan de vil kunne handle anderledes i kontakten med jævnaldrende, så de undgår vanskeligheder.

Vi har desuden forsøgt at arbejde med deres negative og lave forventninger til sig selv ved at øge deres forestillinger om, hvad de har af ressourcer i relation til kammerater og fritidsinteresser. Inden for de seks gange har vi imidlertid ikke kunnet følge med i, om de også har kunnet omsætte forestillingerne til handlinger.

For de børn, som har et mere velfungerende fritidsliv, har vi kunnet understøtte dem i vigtigheden af at fortsætte hermed.

For de fleste af børnenes vedkommende er det således vores overbevisning, at gruppeforløbet har været en succes. Igennem gruppesamværet har vi kunnet aflaste børnene for den stresstilstand, vi mener, de i årevis har befundet sig i, og vi har fået brudt deres mange tabuer.

Vi mener, at gruppeforløbet for flertallet af børnene har været en tilstrækkelig hjælp til at kunne forstå sig selv og deres egen familiesituation bedre. En mindre del af børnene har vi vurderet som så psykisk skrøbelige og belastede af deres aktuelle situation, at vi har henvist dem til videre behandling.

Med udgangspunkt i hvad børnene har lært os, er vi ikke i tvivl om, at alle børn, der er vokset op med alkoholmisbrug hos en eller begge forældre, har brug for og bør tilbydes hjælp til bearbejdning af livssituationen.

Børnenes mangeartede og omfattende problemer forsvinder ikke af sig selv.

Københavns Kommune har nedlagt Familiecentret pr. 31.12. 1998.

Merete Schiellerup er cand. psych. og ansat på Københavns Kommunes Akutinstitution.
Kirsten Frederiksen er Socialpædagog og ansat på Familieambulatoriet på Thoravej i København. 

Nøgleord: Alkoholmisbrug, alkoholbehandlingstilbud til børn, familiebehandling, opvækstvilkår.