Kortlægning Samarbejde Kommunikation -­ en rapport om arbejde med sindslidende udlændinge

Rapporten er et resultat af et projektarbejde i Distriktspsykiatrisk Center i Odense. Projektarbejdet opstod på baggrund af et øget antal udlændinge i distriktspsykiatrien og et udtalt behov hos behandlerne for at se nærmere på kvaliteten af arbejdet med denne gruppe. Projektet blev finansieret af 15M puljemidler og udført af medarbejdere i Distriktspsykiatrisk Center, socialformidler Ulla Weldingh og undertegnede sygeplejerske Kirsten Vestergaard i perioden august 1997 til august 1998. Rapporten er bearbejdet og redigeret af Socialt Udviklingscenter ved Anita Barfoed.

Ved hjælp af et spørgeskema startede vi med at kortlægge de udlændinge, som kommunens psykiatriafsnit havde kontakt med. Spørgeskemaet var stilet til kontaktpersonerne, og resultaterne viste blandt andet, at der var meget lidt viden om den enkelte udlænding.

Der lå åbenbart en barriere hos kontaktpersonen, når den enkelte udlænding skulle spørges om relevante forhold. På samme måde var der et misforhold mellem, hvad kontaktpersonen syntes, der var behov for, og hvad den samme kontaktperson havde sat i værk for at imødekomme behovene. Dette så vi som et tegn på usikkerhed hos behandleren. En usikkerhed, som kunne skyldes dels forvirring over mødet med mange ukendte faktorer, dels manglende kendskab til, hvilke tilbud der findes i kommunen til gruppen af udlændinge.

Det gav anledning til en hurtig rundspørge om udlændinges brug af de socialpsykiatriske tilbud, og vi fandt som ventet, at kun ganske få udlændinge var brugere af tilbuddene. Da vi undersøgte integrationstilbuddene i kommunen, viste det sig desuden, at der var en mangfoldighed af forskellige projekter med erhvervsmæssigt sigte. Integrationstilbud til psykisk svage udlændinge var ikke prioriteret, ligesom lokale behandlingsmuligheder for traumatiserede udlændinge var en stor mangel.

For at imødekomme behandlernes barrierer mod at erhverve sig viden om den enkelte udlændings forhold fokuserede projektet på, hvilke barrierer der kan forekomme i mødet med en sindslidende udlænding. Rapporten nævner forskellige forhold, men gør især opmærksom på et vigtigt behov for højt kvalificeret tolkning i psykiatrisk arbejde.

Det fremgår klart, at virkeligheden ikke svarer til behovet, og at tolkning generelt ikke får den prioritet, som den burde. Der konkluderes blandt andet, at alle tolkebrugere bør lære at bruge tolk, og at tolke skal have kendskab til det område, der tolkes i. Lav tolkeprioritering kan medføre mange misforståelser og manglende samarbejde med klienten og dermed hindre behandling af den sindslidende udlænding.

Rapporten slutter med et afsnit om, at en omfattende interviewguide er blevet afprøvet som metode til at få den nødvendige viden om klienten til at iværksætte en behandling. Der gives en del eksempler fra interview med fire klienter for at give et billede af, hvilke væsentlige forhold der fremkommer, når klienten fortæller om sit liv. Beskrivelserne af interviewene giver også eksempler på, hvilke misforståelser der kan opstå, og hvilke pinagtige situationer både behandler og klient kan blive udsat for.

Kirsten Vestergaard er ansat i Distriktpsykiatrisk Center i Odense.

Nøgleord: Distriktpsykiatri, kommunikation, udlændinge.