Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: For familiens skyld

Med den ændrede servicelov sættes der en stopper for, at ukvalificeret personale udnævner en klient til at være dement med det formål at skaffe ro, orden og tryghed ved hjælp af tvang.

Sygeplejersken 1999 nr. 52, s. 25

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Ændringerne i loven om social service har allerede affødt positive reaktioner fra sygeplejersker, selv om den først træder i kraft den 1. januar 2000. Én af reaktionerne kom fra en sygeplejerske på et plejehjem: ''Det tegner godt. Nu får vi omsider lovliggjort det, vi hele tiden har gjort.'' Hermed mente sygeplejersken, at det nu blev legalt at anvende magt over for forvirrede demente. Pågældende sygeplejerske har ganske misforstået loven og dens hensigt.

''Lov om ændring af social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område'' gennemgås i dette nummer af Sygeplejersken på side 44 (Lene Gredals artikel ­ ''Magtanvendelse på det sociale område''). Lovændringen har netop til hensigt at bremse vilkårlig og rutinemæssig brug af magt over for svage klienter. Loven er helt på klienternes side, og personalet skal ikke forvente arbejdsmæssige lettelser. Tværtimod angiver loven, at der skal udarbejdes lokale vejledninger for, hvornår tvang kan komme på tale. Indgriben med tvang kan kun accepteres som en nødløsning i en konkret situation, som siden skal indberettes og følges af individuelle planer for, hvordan tvang fremover kan undgås.

Indgreb skal være tidsbegrænsede, og de må ikke påføre klienten unødig krænkelse og ulempe. Men hvad vil det egentlig sige at krænke?

Krænkelser

At blive krænket vil sige, at ens værdighed og integritet lider overlast. Der bliver trådt på nogle følelser. Om man føler sig krænket eller ej over en bestemt handling, er noget subjektivt. Det betyder, at man kan komme til at krænke en anden person uden egentlig at ville det. Det kan også være omvendt ­ at hvad plejepersonale opfatter som krænkende opførsel over for en klient, slet ikke opfattes som krænkende af den, det går ud over.

Bip-bip

Er det krænkende for svært demente at have en elektronisk dims i skoen, der udløser bippe-lyde, når de går hen over en sladremåtte? Den svært demente gennemskuer måske aldrig sammenhængen mellem passagen over sladremåtten og den venlige person, der kommer løbende kort tid efter. Den demente bliver måske endda fornøjet over, at der kommer en forbi, der gerne vil snakke. Er det mere krænkende, end hvis der sad en person i nærheden af udgangen på plejehjemmet og holdt øje med, hvem der kom og gik?

I banker og butikker skal der skiltes med overvågningen. I princippet kunne vi lade være at gå derind, men i praksis har vi ikke noget valg. Den svært demente hjælper det ikke at informere, og heri ligger i mine øjne en krænkelse. Ved at benytte metoder, klienten ikke kan gennemskue og forholde sig til på sin egen måde, krænker man personen. Jeg kender godt pårørendes argumentation for elektronisk overvågning: Det giver familien større tryghed.

Man kunne måske indvende, at der ikke kan tales om krænkelse, når personen slet ikke opfatter, hvad der foregår. Følelserne såres ikke. Men der resterer stadig et etisk spørgsmål. Klienten behøver heller ikke at opdage det, hvis personalet gør nar af ham bag hans ryg. Klienten krænkes ikke direkte, men det er uetisk alligevel. Det er muligt, at vi i mange dagligdags sammenhænge ikke har de store kvababbelser over at følge devisen: ''Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.'' Men når vi har ansvar for de virkeligt svage, må den etiske standard ligge på et noget højere niveau.

Den dementes frihed til at flakke rundt på vejene med risiko for at blive kold eller kørt over skal under alle omstændigheder bremses. Det ligger i begrebet omsorgspligt, der benyttes i serviceloven. Det er måden, omsorgspligten forvaltes på, der lovgives om.

En lov skal stå sin endelige prøve i praksis, før man kan udtale sig om, hvor god og dækkende den er. Foreløbig ser det ud til, at loven støtter godt op om den faglige udvikling inden for demensplejen. Det anerkendes, at tvangsforanstaltninger kan være nødvendigt i nødsituationer ved nedsat psykisk funktionsevne. Men der står samtidig, at der skal være faglig dokumentation af den nedsatte funktionsevne. Det er altså udelukket, at pårørende eller ukvalificeret personale udnævner en klient til at være dement for at skaffe ro, orden og tryghed med tvang.