Forskning og udvikling i sygeplejen: lederens ansvar

Side 38

Illustration

Side 39

Udvikling af sygepleje er alle sygeplejerskers anliggende. For at faget kan udvikle sig i takt med samfundets behov for sygepleje, er der brug for en systematisk udvikling, der sigter mod at forbedre kvaliteten af de sygeplejefaglige ydelser.

For at sikre den faglige udvikling er der i de senere år oprettet nye stillinger med fagudvikling som ansvarsområde. Eksempler herpå er kliniske vejledere, kliniske udviklingssygeplejersker og kliniske oversygeplejersker. Udvikling af sygeplejen foregår på flere niveauer. Dette er afspejlet i funktions- og stillingsbeskrivelser og fordelingen af opgaver. Et af elementerne i den faglige udvikling er forskning i sygeplejen, og vi mener, at udviklingen går i den rigtige retning, når der skabes særlige stillinger i sygeplejen med fokus på klinisk forskning og udvikling som en nødvendig del af en afdelings aktiviteter.

Funktionen og stillingsbetegnelsen som klinisk oversygeplejerske er af nyere dato i det danske sundhedsvæsen. Den er opstået i takt med behov for opgaveændringer og deraf følgende ledelses- og organisationsudvikling. Den kliniske oversygeplejerske har fagudvikling som sit primære og særlige arbejdsområde. Fagudviklingen sker i tæt samarbejde med den ledende/administrerende oversygeplejerske.

Fælles for flere af de nye stillinger er, at de sygeplejersker, der bestrider dem, forventes at kunne være med til at sikre en udvikling af den kliniske sygepleje. Det drejer sig ikke alene om at udføre udviklings- og forskningsprojekter, men også ­ måske i endnu højere grad ­ om at arbejde systematisk og målrettet med fokus på kvaliteten i sygeplejen, så ny viden udvikles, implementeres og fastholdes.

Sygeplejefaglig indsigt

I Bekendtgørelse af lov om sygeplejersker står der, at sygeplejersken er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelse af sit fag. Vi mener ikke, det er muligt at leve op til de krav, hvis ikke man er opdateret med ny viden og anvender den. I Bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen fremgår, at formålet for uddannelsen bl.a. er, at:

''... den studerende erhverver forudsætninger for at (...) forny sig fagligt i takt med den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling samt for at udvikle sygeplejefaget'' (1).

De ledende sygeplejersker har ansvaret for, at udvikling af sygeplejen kan finde sted. De ledende sygeplejersker må finde ressourcer til udvikling, så der løbende sker en kvalificering af sygeplejerskerne. Desuden har de ansvar for, at sygeplejerskerne bliver i stand til at udvikle faget og løse opgaverne i sundhedsvæsenet. Disse tanker falder helt i tråd med Dansk Sygeplejeråds strategi for ledelse af sygeplejen i sygehusvæsenet, der påpeger, at: ''Sygeplejersker skal være ledere på de ledelsesniveauer, hvor sygeplejefaglig indsigt gør en positiv forskel for patientforløbet, eller hvor kerneydelser til patienten fordrer sygeplejefaglig indsigt'' (2).

Omdrejningspunktet for udvikling af sygeplejen er patientforløb, samt den enkelte sygeplejerskes personlige og faglige ansvar, der er koblet til autorisationen som sygeplejerske.

Udviklingen i Norge

I Norge har man en lang tradition for at arbejde målrettet med udvikling af sygeplejen. Den norske sygeplejerske Aud Sissel Digernes har i adskillige år arbejdet med udvikling af sygepleje og udbudt kurser herhjemme i fagudvikling (3). Fagudvikling skal i denne sammenhæng forstås som en strategi, de ledende og kliniske udviklingssygeplejersker lægger for fagets udvikling i klinikken. Man kan sammenligne strategien med kvalitetsudvikling, hvor man, hvis de forskellige elementer i strategien følges, sikrer en udvikling af sygeplejefaget. Digernes skaber et hierarki for den faglige udvikling, hvor udviklingen foregår på forskellige niveauer. På det basale niveau befinder sig blandt andet primær sygepleje, dokumentation og sygeplejefaglig vejledning. Digernes påpeger, at forudsætningen for at gennemføre udviklings- og forskningsprojekter er, at elementerne på det basale niveau fungerer tilfredsstillende.

I 1997 blev der fra Steineutvalget i Norge

Side 40

givet en indstilling om ledelse og organisering i sygehuse. Steineutvalget er et udvalg under Norges Social- og Helse Departement svarende til Sundhedsministeriet i Danmark, og indstillingen indeholder både mål og retningslinier for, hvordan reglerne om ''pasienten først'' skal sikre, at patienternes behov og rettigheder skal være styrende for struktur og aktiviteter i sundhedsvæsenet (3).

Vi har interesseret os for, hvad udvalget beskriver som hovedopgaverne for ledere og ansatte i forhold til ændringer og udvikling:

• patientbehandling
• uddannelse af personalet
• forskning.

Vi finder det interessant, at man på et overordnet og formelt niveau definerer, hvad der er de vigtigste opgaver for såvel ledere som ansatte. Ledere har desuden et administrativt ansvar og administrative opgaver, som bør være baseret på et solidt og opdateret fagligt grundlag. Et sådant fundament giver sygeplejelederen både ansvar og magt til at iværksætte de tiltag, som er nødvendige for at sikre en forsvarlig sygeplejepraksis, der kan leve op til patienternes behov (3).

Klare mål, visioner og uddannelse

Forankring i fagudvikling fordrer, at der formuleres klare mål. Det betyder, at den kliniske oversygeplejerske skal kunne se frem og have fornemmelse af, hvor faget og samfundsudviklingen bevæger sig hen, samt hvilke behov og tiltag der skal satses på. En del af funktionen er at arbejde med relevante sygeplejefaglige problemstillinger, at udvikle strategier, mål og lægge planer på kort og lang sigt sammen med de sygeplejersker, der arbejder i området.

Den kliniske oversygeplejerske må have visioner og blik for de ideer, der skabes blandt personalet og bidrage til, at ideerne bliver til virkelighed. Det er samtidig nødvendigt at skabe balance mellem udvikling og afprøvning af nye tiltag og at fastholde den gode praksis.

Den kliniske oversygeplejerske må have tæt tilknytning til klinikken ved fx at deltage aktivt i projekter og i analysen af praktiske problemstillinger, der vedrører patientplejen. Den tætte forbindelse til praksis betyder, at kerneområdet, patientplejen, ikke tabes af syne.

For at kunne udvikle et område mener vi, at den kliniske oversygeplejerske skal være teoretisk velfunderet. At være ansvarlig for udvikling af sygeplejen kræver ud over en solid sygeplejefaglig kompetence, en formel akademisk uddannelse. I praksis er der brug for at arbejde med relevante teorier med henblik på at udvikle sygeplejen i retning af en mere kundskabsbaseret praksis. For at støtte denne udvikling, vil en del af den kliniske oversygeplejerskes arbejde bestå i at initiere udviklings- og forskningsprojekter samt at vejlede kollegaer.

Fagudvikling i sygeplejen handler desuden om at kunne sætte læreprocesser i gang, der bl.a. sigter mod teamudvikling. Dvs. at sygeplejeskers faglige kompetence i teamet omkring og sammen med patienter og pårørende og dermed kvaliteten i den kliniske sygepleje udvikles. Denne tankegang kræver, at den gamle model, hvor hierarkiet og faste strukturer styrer opgaver og processer, afvikles.

Uddelegering af ansvar

Turid Støvring er sygeplejerske og amanuensis ved Institutt for Sykepleievitenskap i Oslo. Ifølge hende viser forskningsresultater, at lederen i rollen som den, der motiverer til ændrings- og udviklingsprocesser,

Side 41

er vigtig og kan bidrage til en bedre praksis. Omvendt er lederen, hvis hun ikke er interesseret i udvikling eller direkte modarbejder nye idéer, blevet identificeret som en barriere mod forskningsbaseret udvikling (3).

I de senere år, er der sket en ændring af mange ledende sygeplejerskers ansvars- og funktionsområde. Der ses en tendens til, at de ledende sygeplejerskers ansvarsområder er blevet større, ofte med flere ansatte og/eller flere ledende og administrative funktioner end tidligere.

Dette har mange steder hindret de ledende sygeplejersker i at være tæt på klinikken og de faglige problemstillinger. Vi ser her en risiko for, at lederne i takt med at de fjerner sig mere og mere fra klinikken, ikke på samme måde ser de faglige problemstillinger og derfor kommer til at nedprioritere udvikling af faget.

En af konsekvenserne har været, at mange ledende sygeplejersker har fundet det nødvendigt at uddelegere en del af deres ansvar, nemlig det kliniske område, til kliniske oversygeplejersker, kliniske vejledere, kliniske afdelingssygeplejersker med videre. Delegering skal her forstås som et tæt samarbejde, hvor den ledende sygeplejerske hele tiden er velorienteret om de områder, der udvikles i klinikken, således at makkerparret er enige om strategien i afdelingen.

Med i klinikken

Når en ledende sygeplejerske overvejer at ændre organisationen ved at ansætte en eller flere sygeplejersker til primært at tage sig af udviklingen af faget, er der mange aspekter, som er vigtige at have overvejet og drøftet med ledergruppen først.

Eksempler på dette er:

• Hvordan har den ledende sygeplejerske og de øvrige ledende sygeplejersker det med at give delvis slip på en del af sit ansvarsområde?
• Er der lagt en kort- og langsigtet strategi for udviklingen af sygeplejen?
• Hvilke faglige kvalifikationer efterspørges, og hvordan skal aflønningen være?
• Er der, eller kan der skabes rum til, at sygeplejepersonalet kan deltage i undervisning, møder og projektarbejder?

I forbindelse med et stillingsopslag som ledende sygeplejerske ved en mindre institution var nævnt, at den ledende sygeplejerske skulle have en klinisk funktion. Mange ledere på det niveau vil nok studse over dette, men vi finder, at det er en spændende idé. Der er flere fordele. Den ledende sygeplejerske vil få mulighed for at lære det kliniske område at kende og holde sig ajour. Hun vil få mulighed for at diskutere faglige problemstillinger i klinikken, som hun samtidig selv er en del af. Der er stor forskel på at være en del af klinikken og til altid at få refereret plejepersonalets oplevelser. Hun vil få en anden og måske bedre kontakt til sine tværfaglige samarbejdspartnere, og hun vil få direkte kontakt med patienter og pårørende.

Når man kontinuerligt bliver konfronteret med patienterne og de pårørende, vil man have dem med i tankerne, når der skal tages beslutninger om, hvordan ressourcerne bedst anvendes. Når vi påpeger dette, er det, fordi vi har oplevet, at der er taget beslutninger, hvor patientaspektet har været fraværende.

Vi mener, at fagideologien ''Sygepleje skal ledes af sygeplejersker'' giver mere mening, når de ledende sygeplejersker kender den kliniske hverdag godt. Og vi vil forsigtigt spørge, om de ledende sygeplejersker i virkeligheden hellere skulle overveje at uddelegere de administrative- og økonomiske opgaver frem for de udviklings- og forskningsmæssige?

Litteratur

1. Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen. Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 143 af 2. marts 1990.
2. Strategi for ledelse af sygeplejen i sygehusvæsenet. København: Dansk Sygeplejeråd; 1998.
3. Støvring T. Pasienten først! I: Fagermoen MS, Nord R, Hanestad BR, Bjørnsborg E. red. Fra kunst til kolikk. Norsk sykepleieforskning i fokus. Oslo: Universitetsforlaget AS; 1998.