Magtanvendelse på det sociale område

Den 2. juni 1999 vedtog Folketinget Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Gældende fra 1.1.2000.

Med denne lovændring tages der i lov om social service, herefter kaldet serviceloven, højde for nogle af de problemstillinger, der ofte har været til debat i dagspressen og blandt social- og sundhedspersonale.

Der bliver nu i dansk lovgivning taget stilling til de sociale myndigheders omsorgspligt, dvs. pligten til at yde omsorg til klienter, der ikke selv kan varetage deres interesser, også i situationer, hvor klienten modsætter sig omsorgen. Der bliver samtidig stillet handlemuligheder til rådighed, der ikke tidligere lovligt har været tilgængelige. Omsorgspligten beror på et skøn i forhold til den enkelte.

Denne lovændring kan for de svageste klienter betyde indgriben i selvbestemmelsesretten, fx i forhold til opholdssted.

Der bliver fremover pligt til at yde en forstærket indsats for de svage grupper, hvor der er truffet beslutning om at yde bistand efter serviceloven. Indsatsen ydes uanset boform og uanset, om pågældende samtykker i foranstaltningen. Dette skal naturligvis ske på grundlag af en afvejning af hensynet til den personlige integritet over for hensynet til at undgå omsorgssvigt. Der skal foreligge faglig dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

Der kan aldrig iværksættes tvangsmæssige foranstaltninger med hjemmel i omsorgspligten. Indgreb i form af tvangsmæssige foranstaltninger må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Det skal undersøges, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser, eller om der skal iværksættes værgemål efter værgemålsloven.

De svageste klienter omfatter i denne forbindelse klienter med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne. Til disse hører en del af hjemmeplejens klienter, bl.a. demente. Lovændringerne er derfor af interesse for den primære sundhedstjeneste, politikerne i de kommunale udvalg angående sociale forhold samt for sundhedspersonale på amtskommunale institutioner, hvor serviceloven gælder.

Kommunen og amtskommunen har pligt til, inden der foretages indgreb i selvbestemmelsesretten, at forsøge at opnå personens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning. Hvis en klient udviser passivitet, men ikke modsætter sig, er der i lovens forstand tale om, at betingelserne for de enkelte indgreb skal være opfyldt.

Hvis der i forhold til de svageste klienter ikke kan opnås resultater ad frivillighedens vej, skal magtanvendelsen være så lidt indgribende som muligt og stå i rimeligt forhold til det, der ønskes opnået. Det siger sig selv, at magtanvendelse som udgangspunkt skal begrænses mest muligt, være så kortvarig som muligt og ikke påføre klienten unødig krænkelse og ulempe. Egentlig fiksering er ikke tilladt ifølge serviceloven. Dette må kun ske med hjemmel i psykiatriloven.

Side 45

Der kan naturligvis klages over magtanvendelse og indgriben i selvbestemmelsesretten, når det sker mod den pågældendes vilje.

Kompetence delegeres

I loven nævnes kommunen og amtskommunen som dem, der har kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende anvendelse af de enkelte tiltag i loven. Til daglig må anvendelsen af de enkelte tiltag bero på en delegering fra kommunen eller amtskommunen til de ansvarlige parter i form af hjemmeplejeledelse og andre.

Som følge af denne delegering må kommune og amtskommune i samarbejde med de dagligt ansvarlige udarbejde standarder eller vejledninger med baggrund i loven. Dette skal sikre, at kriterierne for tvangsmæssige foranstaltninger er opfyldt, før der skrides til handling. Det er ikke nok, at kommunalbestyrelsen eller amtsrådet efterfølgende godkender eller ikke godkender et foretaget tiltag. På det tidspunkt kan klienten allerede være blevet udsat for en krænkende behandling, og det er en af de ting, loven lægger megen vægt på bliver undgået.

De enkelte indgreb

Alarmsystemer

Kommunen og amtskommunen kan træffe afgørelse om at anvende personlig alarm- eller pejlesystem for en person, når der er nærliggende risiko for, at den pågældende ved at forlade boligen udsætter sig selv eller andre for væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet at afværge denne risiko.

Der træffes desuden afgørelse om, for hvilken periode de personlige systemer anvendes, og det skal løbende vurderes, om en mindre foranstaltning kan anvendes.

Beslutning om at bruge et alarmsystem mod den pågældendes vilje forelægges det sociale

Side 46

nævn til godkendelse. Loven indeholder retningslinier for, hvad en sådan indstilling skal indeholde.

Der er altså her tale om et personligt alarmsystem for en person. Lovens tekst legaliserer ikke et centralt kodesystem på yderdøren til et plejehjem. Det er derfor heller ikke nok, at koden er nuværende årstal eller lignende, det bliver det i følge loven ikke mere legalt af.

Der skal desuden være nærliggende risiko for, at personen ved at forlade boligen udsætter sig selv eller andre for væsentlig personskade. En væsentlig personskade er naturligvis, hvis vedkommende bevæger sig ud på en befærdet vej og involveres i trafikuheld. Eller hvis vedkommende forlader boligen og ikke bliver fundet.

I loven er der lagt op til, at indgrebet skal være tidsbegrænset og vurderes løbende. Det er altså ikke nok gennem længere tid at udstyre en person med en personlig alarm. Der er derimod lagt op til en kortvarig løsning, indtil andre plejetiltag iværksættes, fx i form af omsorg og aktivering.

Loven giver heller ikke mulighed for at nedsætte personalenormeringen eller undgå at opnormere ved brug af alarmsystemer, da der fortsat er tale om en personlig tidsbegrænset foranstaltning.

Låste døre er ikke tilladt ud over, hvad der er sædvanligt i almindelig beboelse, dvs. låsning af døre indefra henholdsvis om natten og om dagen for at forhindre tyveri eller besøg af uvedkommende.

Alarm- og pejlesystemer er ikke begrænset til kommunale botilbud, men brugen forudsætter, at der er en i nærheden, der kan reagere. 

Fastholdelse

Kommunen eller amtskommunen kan træffe afgørelse om anvendelse af fysisk magt i form af at fastholde eller at føre den pågældende til et andet rum, når der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for væsentlig personskade, og forholdene gør det absolut påkrævet. At to klienter eller patienter bliver uvenner, legaliserer altså ikke fastholdelse af den ene, ej heller at personale og klient eller patient er uenige. I den akutte situation er det naturligvis personalet, der træffer beslutningen.

Det er nødvendigt at vurdere plejebehovet, efter at disse tiltag har været anvendt, og at etablere plejetiltag fx i form af omsorg, aktivering eller fast vagt. Det vil altid være bedre at vurdere plejebehovet, inden det kommer så langt som til at anvende tiltag, der kan være ydmygende og nedværdigende for klienten eller patienten. 

Tilbageholdelse i boligen

Der kan anvendes fysisk magt i form af fastholdelse for at forhindre en person i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen. Beslutningen om tilbageholdelse i boligen skal godkendes af det sociale nævn. Loven indeholder retningslinier for en sådan indstilling.

I forhold til dette tiltag gælder de samme krav som til alarmsystemer. Tiltaget kan have karakter af frihedsberøvelse. Derfor skal der i disse tilfælde stilles advokatbistand til rådighed, når tilbageholdelse sker mod den pågældendes vilje.

Der skal tages stilling til perioden for tilbageholdelse, og der skal vurderes løbende, om andre og mindre indgribende foranstaltninger skal iværksættes. Som ovenfor vil plejetiltag, inden situationen opstår, være at foretrække. 

Beskyttelsesmidler

Her er tale om, at kommunen eller amtskommunen kan træffe afgørelse om anvendelse af stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, bord, stol eller toilet for at hindre fald, når der er risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte

Side 47

tilfælde gør det absolut påkrævet. Denne form for beskyttelse betragtes ikke som fiksering, men som nødvendigt hjælpemiddel.

Beslutningen om anvendelse af beskyttelsesmidler skal godkendes af det sociale nævn. Der er i loven retningslinier for indholdet i en sådan indstilling. Der skal fortsat træffes afgørelse om perioden og løbende vurderes, om mindre indgribende foranstaltninger kan iværksættes.

Dette er nok også en situation, de fleste sygeplejersker har været ude for. I lovteksten nævnes fald som det, man vil undgå, og risikoen for en collum femoris fraktur hos et gammelt menneske må kunne fortolkes inden for tekstens ordlyd, så faren for dette legaliserer beskyttelsesmidlet.

Naturligvis kan man ikke bruge loven til at foretage besparelser på personaleområdet eller undgå at opnormere. En del af problemet kan måske afhjælpes med omsorg, aktivering, og evt. optræning. 

Flytning uden samtykke

Kommunen eller amtskommunen kan indstille til det sociale nævn at træffe afgørelse om, at en person skal optages i et bestemt boligtilbud, fx plejehjem eller en ældrevenlig bolig, når det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og denne hjælp ikke kan gives i den nuværende bolig. Det er en betingelse i loven, at den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætter sig for alvorlig personskade, og at det derfor er uforsvarligt ikke at sørge for flytningen til anden bolig.

Her er tale om, at en anden instans end kommunen eller amtskommunen skal træffe afgørelsen efter indstilling. Loven indeholder retningslinier for de redegørelser, indstillingen skal indeholde. Desuden skal der i disse tilfælde beskikkes en værge for den pågældende samt stilles advokatbistand til rådighed.

Der er her tale om, at den nødvendige hjælp

Side 48

ikke kan gives i nuværende bolig, og at vedkommende udsætter sig selv for alvorlig personskade. Her er det hensynet til den enkelte klient, der gælder.

Man kunne forestille sig, at der kunne blive tale om at indstille den pågældende til en bestemt bolig pga. de fysiske forhold, som gør det umuligt for plejepersonalet at arbejde i den pågældendes hjem. Personalet skal kunne arbejde under forsvarlige sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold. Kan dette ikke ske, kan det formentlig være nødvendigt at indstille pågældende til anden bolig mod dennes vilje, da andet vil være uforsvarligt.

Bestemmelsen om flytning tænkes alene anvendt i graverende tilfælde. I forhold til optagelse i særligt botilbud, kan politiet af kommunen eller amtskommunen anmodes om bistand til at gennemføre flytningen. Det er ikke desto mindre et meget drastisk skridt, loven lægger op til. Noget sådant findes dog også i psykiatriloven.

Klagerettigheder

Det vil være muligt at klage til det sociale nævn over afgørelser truffet efter denne lov. Når den pågældende person ikke selv er i stand til at klage, kan en ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for personen klage på den pågældendes vegne.

I flere tilfælde kan det sociale nævns godkendelser indbringes for den Sociale Ankestyrelse af den samme personkreds som ovenstående under de samme betingelser. Der er fire ugers frist. Klagerne har ikke opsættende virkning. Dvs. tiltag opretholdes under lovens betingelser, til klagen er behandlet.

Ankestyrelsens afgørelser kan, såfremt de drejer sig om tilbageholdelse i boligen eller optagelse i særligt botilbud, kræves forelagt landsretten. Der er fire ugers frist. Kun i helt specielle tilfælde kan der ydes procesbevilling til Højesteret. Alle former for magtanvendelse og indgreb i selvbestemmelsesretten skal registreres og indberettes til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. For alle personer, over for hvem der er foretaget ovennævnte tiltag, skal der udarbejdes planer.

Socialministeren skulle pr. 15.12.1999 have fastsat de nærmere regler for iværksættelse, registrering, indberetning, godkendelse og udarbejdelse af planer.

Lovliggørelse

Lovens intentioner er at yde den nødvendige pleje til de svageste klienter, og loven giver mulighed for tiltag over for disse klienter. Tiltag, der ikke før har været mulige med hjemmel i lovgivningen.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen vil man kunne genkende situationer, der relaterer til de enkelte paragraffer i loven. Flere af tiltagene er ret vidtgående, og overgreb vil kunne forekomme ved misforstået fortolkning af loven. Da alle tiltag skal indberettes, vil der være en vis kontrol med lovens intentioner, men området kræver stadig omtanke for ikke at udsætte patienter/klienter for krænkende og ydmygende behandling.

Lovkilder

1. Bekendtgørelse af lov om social service, lovbekendtgørelse nr. 581 af 06.08.1998.
2. Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love. Lov nr. 117 af 02.03.1999.
3. Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov nr. 392 af 02.06. 1999.
4. Værgemålsloven, lov nr. 388 af 14.06. 1995.
5. Psykiatriloven, lovbekendtgørelse om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, nr. 849 af 02.12.1998.