Omkring en seng

Veje til faget

At klare sig selv

"Som elev på Århus Amtssygehus i begyndelsen af 1940'erne havde jeg en af de bedste perioder i min tilværelse. Jeg var så glad for at komme i gang med en uddannelse, som jeg efterhånden havde fundet ud af, jeg selv måtte klare.

Jeg er født på en middelstor gård på Viborgegnen. Vi børn deltog i arbejdet, så tidligt vi overhovedet kunne. Det var til tider hårdt, men det tænkte jeg ikke meget over. Sådan var det bare.

Jeg ville gerne have været i realskole, men vi var fem drenge og så mig, og jeg skulle vel bare giftes. Så der var ingen grund ­ eller penge ­ til at ofre det på mig. Jeg ville gerne læse til læge, men det turde jeg slet ikke sige. Det var jo en dyr uddannelse. Jeg græd mig i søvn mange gange. Så var det, at jeg bestemte at klare det selv.

Som 16-årig tog jeg plads i huset, og de sidste to år, før jeg som 20-årig kunne begynde som sygeplejeelev, var jeg heldig at komme på et sagførerkontor. Jeg sparede op af min sparsomme gage, så jeg kunne komme på Testrup Sygeplejehøjskole. I forvejen havde jeg kontaktet Søster Clara, forstanderinden på Århus Amtssygehus, som lovede mig en plads som elev der efter Testrup-opholdet.

Jeg startede den 1. april 1941 på en kirurgisk afdeling, hvor jeg blev modtaget med et alvorligt, vurderende blik af afdelingssygeplejersken, som var diakonisse.

Alle afdelingssygeplejersker var diakonisser, og det er helt sikkert, at det var deres myndige, men blide og behagelige væremåde, der prægede afdelingen, ja hele hospitalet.

Men selv diakonisser er forskellige. Jeg husker engang, jeg tog telefonen. Der var jo ikke afdelingssekretærer dengang, så vi spænede, når den ringede. Det var en pårørende, der spurgte til en patient. Jeg søgte i alle kroge efter Søster, som havde sagt, at vi elever ikke måtte give besked om patienterne. Jeg undskyldte over for den pårørende, at søster X ikke var til stede i øjeblikket, men at jeg vidste, at patienten havde det godt, og at vedkommende gerne måtte ringe igen for at tale med Søster.

Nå-å-å-, hvor blev jeg sat på plads, da jeg fortalte Søster X om opringningen. Jeg skulle ikke være nævenyttig, sagde hun ­ jeg skulle sandelig ikke tro, jeg var noget. Men jeg syntes jo, det måtte være en trøst for den pårørende at vide, at alt var vel. Ellers kunne vedkommende måske blive nervøs. Derfor svarede jeg, som jeg gjorde, trods forbuddet. Da følte jeg mig uretfærdigt behandlet. Men ellers var jeg glad for tiden på denne afdeling."

Sigge Bygholm, f. 1920

En venindes død

"Spiren til min sygepleje kan jeg helt sikkert fortælle om. Den skete en skoledag, hvor vi lige var lukket ud og skulle løbe hjem. Én af mine skoleveninder løb over vejen i landsbyen, hvor der måske kun kom en eller to biler om ugen.

Men i det sekund, hun løb over vejen, kom rutebilen, og hun fik det ene ben kørt af ­ og døde også kort efter. Det har brændt sig fast i min hjerne, og allerede på det tidspunkt var jeg næsten besluttet på, at jeg skulle være sygeplejerske.

Efter skoletiden fik jeg plads i huset. Det var almindeligt dengang. Bagefter var jeg på Haslev Højskole, og så kom jeg til en plads i København.

En aften kom fruen i huset ud til mig og sagde ­ da var man jo sådan meget høflig: ''Min mand vil tale med Dem inde på sit kontor.''

Jeg var rystende angst og tænkte, hvad har du nu lavet?

Da jeg kom derind, sagde han: ''Vil du røre i gryderne resten af dit liv, Anna?''

Nej, det havde jeg jo ikke tænkt mig.

''Nå, må jeg høre. Hvad vil du?''

Ja, jeg ville jo gerne være sygeplejerske. Og helst i Århus.

''Det er fint, sagde han så. Jeg ringer til forstanderinden på Århus Kommunehospital i morgen. Og så skal jeg nok sørge for, at du kommer ind.''

Det gjorde han. Jeg blev antaget som elev på Århus Kommunehospital og begyndte den 1. juni 1946 ­ efter jeg dog havde skullet skaffe lidt anbefalinger hjemmefra fra min skolelærer og præsten.

Det var dengang, præsten skrev i sin anbefaling, at ''det er en flink ung pige, og om hendes sædelige vandel er der kun godt at sige.''

Gad vidst, hvad man i 1999 ville sige til sådan en anbefaling?"

Anna Kristensen, f. 1925

Elevtid

Livet i boligerne

"Livet i sygeplejeboligen må ikke glemmes. Jeg var elev på Århus Kommunehospital fra 1. maj 1953. Og efter en dag med somme tider meget dårlige patienter ­ vi var jo unge på 18-19 år ­ så var det godt at komme hjem og dele sorger og glæder med nogen, som forstod én.

Det kunne også gælde en tosset assistent, som ikke forstod en ung elev.

Vi boede to elever sammen det første halve år på et stort værelse. Det krævede tolerance. Den ene kunne være nattevagt, den anden aftenvagt. Så det kunne knibe med søvnen.

I sygeplejeboligen havde vi en døgnvagt, som sørgede for, at moralen ikke gik i forfald. Ingen ubudne gæster. Og skulle man i nattevagt, skulle eventuelle gæster forlade værelset klokken 22. Giftermål og bolig uden for hospitalet var ikke tilladt. Men gode kammeratskaber, som varer endnu, var en af gevinsterne."

Grete Steffen, f. 1933 

Kontrol døgnet rundt

"I min elevtid i 50'erne kan man sige, at vi boede under kontrol. Og jeg kan huske, at når man var nattevagt, så skulle man også sove under kontrol. Det vil sige, at den assistent, som sad i buret, hun skulle vække én. Man lagde så en seddel, hvor man var gået hen. Og der havde de på en eller anden måde glemt at vække mig. Så jeg sov jo helt igennem. For det kan jeg huske om min elevtid: man var altid dødtræt.

Så de kom jo farende, da de ringede nede fra afdelingen, og hev mig ud. Og uden mad, tænk jer, uden mad eller nogen som helst form for mulighed for lige at nette sig, så måtte man fare over på afdelingen.

Jeg synes, man i den grad blev behandlet som et slags mindreværdigt menneske. Det var i hvert fald ikke den måde, min skoletid havde fungeret på.

Så det blev en meget omvendt verden at være elev.

Som elev gik man først på arbejde, og så havde vi elevskole om aftenen. Og vi var faktisk for trætte til at summere alt det op. Vi læste så om aftenen og på fridagene. Så jeg må nok sige, at min erindring om de 3-4 år faktisk er, at man var dødtræt, at man led af kronisk jernmangel ­ og var alt for tynd.

Der var ikke noget med at være dus. Man var Des -­ selv i skyllerummene. Og på efternavn. Men det smøg vi os nu lidt udenom engang imellem.

Vi havde dog også nogle lyse sider. For hver morgen havde vi morgensang. Og det, synes jeg, var sådan en dejlig måde at mødes på ved klaveret. Vi havde næsten altid en sød gammel assistent på afdelingerne, der kunne spille."

Aase Gilbe, f. 1938 

Hverdag i afdelingen

Arbejde eller familie

"I slutningen af 1940'erne søgte jeg ind på Ortopædisk Hospital i Århus og fik tilbudt en stilling på børneafdelingen. Og da jeg var uddannet på Århus Amtssygehus, behøvede jeg ikke skrive en ansøgning.

Det var jeg lidt stolt af på Amtssygehusets vegne.

På afdelingen kom der otte dage gamle babyer med klumpfødder, som blev rettet op og holdt på plads med bandager eller skinner og senere med håndsyede støvler. Vi havde også mange hofteluksationer, som blev lagt i gipsbandager i flere måneder, men som kom hjem og så kom ind og fik bandage og stilling skiftet. Dertil var der andre interessante diagnoser.

Jeg var forlovet på det tidspunkt, og vi giftede os et års tid efter. For en ordens skyld spurgte jeg, om jeg kunne beholde mit job.

Det var jo ikke almindeligt dengang. Det skulle forelægges bestyrelsen for Ortopædisk Hospital, og det blev accepteret.

Et par år efter blev jeg gravid, og da der ikke var kitler til gravide, måtte jeg forlænge forklædelinningen med sikkerhedsnåle. Andre tider, andre skikke!

Jeg arbejdede til et par måneder før, jeg skulle føde. Jeg havde besluttet at droppe jobbet til fordel for eventuelle børn, og det gjorde jeg så.

I 20 år blev jeg hjemme og passede mand og børn, og det havde jeg det godt med. Men inderst i sjælen lå der et håb om at komme i gang igen. En dag vovede jeg mig ind på Amtssygehuset og spurgte, om der var et lille job, jeg kunne klare efter så lang en pause. Det var der. Man manglede en sygeplejerske på medicinsk ambulatorium. Der var kun en i forvejen, og nu skulle der laves gastroskopier og meget mere, og derfor havde man brug for mere hjælp. Det blev mig, og hvor var jeg lykkelig, da jeg 1. april 1969 på en solskinsdag tiltrådte min nye stilling.

Medicinsk ambulatorium var ret beskedent i omfang, men det voksede og voksede, og jeg voksede med opgaven. Men der var meget, jeg skulle sætte mig ind i, især fordi jeg mest havde været på en kirurgisk afdeling i min elevtid."

Sigge Bygholm, f. 1920

I skyllerummet

"I begyndelsen af 1950'erne arbejdede jeg som operationsassistent på kirurgisk operationsstue på Århus Kommunehospital. En herlig tid. Jeg var der i to år.

Vores arbejdstid var fra 7-16, men det første halve år var der overarbejde en time daglig.

Det hørte med til vores arbejde at lave forbindsstoffer og sterilisere det, ligesom vi vaskede handsker. Dagen efter blev de vendt, og når de var tørre, blev de pudret og pakket klar til sterilisation. Det samme gjaldt for kanyler, sprøjter og katetre og selvfølgelig alle instrumenter til operation. Der var rigtig gang i skyllerum og autoklaver."

Eva Jung, f. 1923 

Oversatte lægelatin

"Jeg begyndte som elev på Århus Kommunehospital 1. maj 1953. Det blev på en kirurgisk afdeling med 32 senge ­ og en afdelingssygeplejerske, som boede på afdelingen og havde sit privatliv dér. Jeg har mange gange vasket hendes muselmalede porcelæn oppe i nattevagt. Ikke noget negativt om dét. Jeg fortæller det mere sådan til eftertanke over, hvad man bød en afdelingssygeplejerske på det tidspunkt.

Frøken Larsen, som hun hed, var en af de gode over for patienterne. Når stuegang var forbi, gik hun sin egen stuegang og sikrede, at patienten forstod, hvad der var blevet sagt. Og hun oversatte lægelatinen til almindelig dansk. Det gav trygge patienter."

Grete Steffen, f. 1933

Første gifte sygeplejerske 

"I 1942 fik min livsledsager stilling som dommerfuldmægtig i Ebeltoft. Vinteren var isnende kold. Alt frøs til. Først i april opdagede jeg de toppede brosten.

Efter at have arbejdet som hjemmesygeplejerske blev jeg sommervikar på Ebeltoft Sygehus, og dér lærte jeg faktisk hele den basale sygepleje.

Jeg fik 140 kr. om måneden. Så omtalte jeg til sygehusinspektøren, at der var noget, der hed boliggodtgørelse. Så sagde han: ''Fru Holmkær. Nu må vi finde os i, at De er gift. Nu skal de altså ikke komme for godt i gang. De kan se min bog hér. Der er ikke en eneste kolonne til boligudgifter. Vi er slet ikke vant til, at sygeplejerskerne bor ude i byen. Det hører sig ikke rigtig til her.''

Det var der ikke noget at gøre ved.

Nogen tid efter blev jeg kaldt op til ham. Han var nemlig problemknuser, skal jeg sige jer. Nu skal I bare høre hans arrangement. Han sagde: ''Er Deres mand ikke nede på dommerkontoret? Og lukker dommerkontoret ikke mellem 12-13? Jeg vil foreslå, at Deres mand tager sin cykel og kører op på sygehuset. Og så får han sin middagsmad hér hver dag.''

Se, det var problemløsning. Og så snakkede vi ikke et ord mere om den nye kolonne, jeg skulle til at have indført.

Vi var himmelhenrykte. Jeg var så dårlig til at lave mad, og min mand blev så feteret af eleverne.

Han fik først af steg og sovs, for de var ikke vant til at have sådan en mand inde i spisestuen. Man hvor var det ulovligt!"

Esther West Holmkær, f. 1916 

Under krigen  

"Dette er historien om en ganske almindelig dansker under krigen.

Jeg var på det tidspunkt sygeplejerske på et stort hospital på Sjælland. Jeg havde en toværelses lejlighed, hvoraf jeg lejede det ene værelse ud til modstandsbevægelsen.

Det var mest politifolk fra Helsingør, der kom og gik.

Jeg blandede mig aldrig, ­ jo mindre man vidste des bedre.

Så kom forfølgelsen af jøderne, og en morgen var næsten alle patienterne i sengene sorthårede.

Men hvordan få dem ud fra hospitalet?

Det sker jo på et hospital, at patienter dør, og når rustvognen kører ud, er der jo gerne nogle sørgende efterladte i biler bagefter. Mærkværdigvis var alle de efterladte sorthårede.

Jøderne blev kørt op til Nordsjælland, hvor der var en del tomme sommerhuse. Her var de, mens de ventede på at komme videre til Sverige."

Nina Møller Jensen, f. 1914

Hierarkier i hvidt 

Uventet sammenhold

"Jeg har arbejdet sammen med en afdelingssygeplejerske, der virkelig havde interesse for sit personale ­ også sit personales privatliv. Hende ville jeg gerne ligne. Hun var ikke bare god ved patienterne, men også ved personalet.

Da jeg fik mit første barn, var der ikke noget, der hed fem måneders barselsorlov. Da havde man tre måneder, og så skulle man arbejde fuld tid ­ eller også ingenting. Deltid var sådan set ugleset der i 1966. Så jeg havde fuld tid på afdelingen.

Jeg ville jo gerne amme mit lille barn, men jeg kunne godt se, at otte timer var lang tid at være væk.

Så en dag sagde afdelingssygeplejersken:

''Jeg ved godt, du ikke må forlade sygehuset i din middagspause. Men kunne du ikke parkere omme ved parkeringspladsen længst væk fra sygehuset? Hvis du går ind under kælderen, kommer du ikke forbi forstanderindens kontor, og så kan du gå ud den vej og køre hjem og amme dit barn i din middagspause i stedet for at gå over i kantinen?

Det var virkelig et pænt menneskeligt træk, at hun tænkte sådan. Hun var gammel, og hun var frøken. Og så havde hun tanke for, at jeg havde et lille barn, der gerne skulle have modermælk så længe som muligt. Jeg kom til at amme fem måneder, fordi jeg havde sådan en forstående afdelingssygeplejerske, som rent ud sagt ikke respekterede reglerne 100 pct. Altså de regler, der sagde, at vi ikke måtte forlade sygehusgrunden i de otte timer, vi var på arbejde.

Regler skal have elastik, og jeg synes også, man skal have et menneskesyn, der siger, at man ikke altid skal generalisere. Man skal være smidig og forstå andres meninger og respektere dem. Og kunne se en sag fra flere sider end bare ens egen. Og det har jeg heldigvis mødt mange sygeplejersker, der har kunnet. Det er jeg taknemmelig for."

Ninna Pedersen, f. 1939 

Professor-stuegang

"Professorstuegangen i min elevtid i 50'erne var et kapitel for sig. Alle dem, der var med på stuegangen, kunne snart ikke være inde på de små stuer.

Under stuegangen talte man hen over patienterne. Professoren henvendte sig til afdelingssygeplejersken og spurgt om patienten: ''Hvordan har vi det i dag?''

Bag i spændetampen på professorens kittel hang håndklædet. Og når der så skulle vaskes hænder, så skulle en tage håndklædet og stå med det foran professoren. Og så hængte han det selv om bagpå igen.

Det var et cirkus.

Forinden sådan en stuegang var der sendt en elev rundt på stuerne for at se, om patienterne nu også lå pænt i sengene. Og det hele så pænt ud. Så fik patienterne at vide, at de skulle ligge sådan, til professoren havde været der."

Else Møller, f. 1930     

Sejlivet system

"Der var et voldsomt hierarki selv i 1970'erne i min elevtid, synes jeg. Vi oplevede jo på nogle afdelinger, at man gik stuegang med en hale, hvor eleverne var de aller-allersidste. Der kunne være 10-15 mennesker i sådan en stuegang. Og så kom vi små elever droslende til allersidst efter overlæge, oversygeplejerske, afdelingssygeplejerske osv. osv. Jo lavere i hierarkiet, jo længere nede i rækken.

Vi elever måtte endelig ikke hverken ses eller høres. Vi skulle være dér helt usynlige.

Og så skulle vi faktisk tænke på alt, hvad sådan slaver ellers tænker på. Vi skulle være tankelæsere og være lidt i forvejen, hvis der skulle hentes noget.

Dem, der var finest og højest på strå, kørte med vognen og rakte journaler til professoren. Og så kunne vi andre bare se beundrende på det.

Men vi lærte da noget alligevel efterhånden. Vi lærte jo meget ude på stuerne."

Kirsten Østergaard Nielsen, f. 1953 

Set fra sengen 

"Jeg var indlagt på en kirurgisk afdeling på Århus Kommunehospital i 1940. Vi var tidligt gjort i stand om morgenen, og så måtte vi ikke hverken læse eller ligge uroligt i sengen før efter stuegang. Hvis det var en overlæge eller professoren, der kom, kunne det for det meste blive middag.

Et cirkus for sig var professorstuegang. Så var der 12-15 bagefter ­ yngre læger og sygeplejersker. Det gik meget hurtigt på den stue. De sidste i køen var aldrig kommet ind, inden de fleste skulle ud. Så de var lige ved at sidde fast i døren. Det var en meget komisk forestilling, som vi morede os over hver gang. Og vi fik god tid til det, for når de alle var i den hale, havde vi den næste time for os selv.

Vi fik en god behandling både med mad og renlighed. Det var udelukkende benskader alle syv på stuen. Så vi havde det også festligt, når alle ceremonier var overstået."

Alfred Niss, f. 1919 

At sige fra

"Selv om der var megen autoritet dengang i min elevtid i 1950'erne, så kunne man altså godt komme et stykke vej med det som elev. Jeg har et par gange måttet spørge, om jeg havde misforstået situationen.

Da jeg var på medicinsk afdeling, blev assistenten ved med at sende mig ind til et ''problembarn.'' Han var medicinmisbruger, og han var læge ­ og ven med overlægen. Så sagde jeg til hende: ''Jeg kan altså ikke løse problemet. Jeg kan mærke, han bliver vred på mig. Så jeg synes, det er en dårlig idé, du bliver ved med at sende mig ind til ham, for jeg kan jo ikke sige andet til ham, end at han ikke må få noget.''

Da hun så blev ved med det, kontaktede jeg oversygeplejersken, men hun ligesom skottede mig af. Så tog jeg overlægen en morgen. Jeg blev på afdelingen fra nattevagten, og så fortalte jeg ham min oplevelse af det.

Derefter sagde jeg, at jeg ville først tale med ham ­ og ellers ville jeg gå op på elevskolen og høre, om jeg havde misforstået situationen.

Han sagde så: ''Nej, det har De ikke.''

Og resultatet blev, at da jeg fik min udtalelse, da stod der: meget selvstændig. Og hvem hilste altid på mig på terrænet: det gjorde professoren.

Assistenten var smaddersur på mig. Men det var jo forkert, det hun havde gjort. Jeg kunne ikke løse problemet som elev. Det var jeg jo slet ikke kompetent nok til.

Men det handlede også om, at overlægen havde anbragt patienten på en afdeling, hvor han egentlig ikke hørte til ­ og det vidste overlægen."

Aase Gilbe, f. 1938 

God og dårlig sygepleje

Rigtige mennesker

"Gennem mine tyve aktive år i sygeplejen har jeg mødt megen god sygepleje. Man er ikke i tvivl om kvaliteten, når man møder den. Fidusen er at lære det ­ og lære fra sig. Men hvordan? Det er en kompleks sag.

Jeg tror, at man skal være i stand til fuld opmærksomhed over for det andet menneske. At kunne se den enkelte og hans situation kombineret med en forståelse af, at meget andet spiller ind på en situation end det, vi lige kan se her og nu på sygehuset. En høj faglighed er nødvendig, gerne krydret med passende humor.

Jeg tror ikke, at det er muligt at adskille fag og person. I vores arbejde bruger vi krop, sjæl og ånd samtidig med intuition. Hvis jeg skal honorere den tillid, som patient og pårørende viser mig, så må jeg engagere mig lige så meget, som sagen kræver. I vores arbejde må vi nødvendigvis fremstå som ''rigtige mennesker af kød og blod,'' for ellers kan vores serviceydelser opleves middelmådige og overfladiske.

Kunsten i sygeplejen er at møde den enkelte patient dér, hvor han er. Ikke bare tækkes ham ­ eller hospitalssystemet ­ for enhver pris, men være en ærlig med- og modspiller på et realistisk plan. Først da kan vi gøre en forskel som sygeplejersker. At kunne omgås patienter på en professionel og ærlig måde, godt rustet både teoretisk og fagligt og med personlighed; det må være det højeste mål for hverdagens praktiske sygepleje.

Jeg husker gode rollemodeller fra de forskellige afdelinger, jeg har været på: læger, sygeplejersker og sygehjælpere, som blev mine læremestre. Det var før den store ''standardiseringsbølge,'' så der var mange typer og mange måder at udføre sygepleje på. Det gav et varieret udbud, som man kunne tage bestik efter som mindre øvet ­ nuancer, der kunne imødekomme enhver patient.

Jeg husker fx den ældre, barmfagre sygeplejerske, der udstrålede en ro og visdom, så hun med en stilfærdig afventen kunne få de unge og usikre patienter i tale. En mere forfinet kollega udstrålede afdæmpet autoritet og sikkerhed, mens en elsket sygehjælper med et brysk væsen altid lod sig lede af sit gode hjerte til nærværende sygepleje af høj kvalitet.

Der findes dog også eksempler på dårlig sygepleje. For nylig oplevede jeg en nattevagt, som i løbet af et fem minutters besøg hos min gamle, svagelige mor udførte sin gerning så hårdt og kontant med kommentarer i en nedladende tone, at hun efterlod en 80-årige dame som et ydmygt offer og en rasende datter, der krummede tæer over denne elendige omsorgsarbejder. For første gang i mit liv har jeg klaget over en plejekollega, for måske er der ingen vidner til næste overgreb?

Vores gamle forbillede Florence Nightingale anbefalede, at den gode sygeplejerske forstår at gøre sine iagttagelser, er beslutsom, snarrådig og udholdende, men også ærlig, taktfuld med en sund dømmekraft og indlevelsesevne. Hun kæmpede for bred uddannelse, for bedre sanitære forhold og videnskabelighed baseret på statistiske opgørelser.

Florence's kloge ord har stadig kraft for mig, 150 år senere på vej ind i et nyt årtusinde. Hun blev en reformator og et symbol på de værdier, som vi kan få lov at værne om og formidle.

Charmen ved at udøve sygepleje er netop, når kunsten i faget lykkes."

Kirsten Østergaard Nielsen, f. 1953