Synspunkt: Magt og afmagt ved sygesengen

For et stykke tid siden var jeg inviteret af nogle medicinske studenter til at tale for dem om lægens magt. Jeg bad dem annoncere foredraget under titlen ''lægens magt og afmagt.'' Men da jeg fik programmet, var det blevet til ''Lægens magt og patientens afmagt.'' De kommende læger kunne ikke forestille sig, at lægen kunne føle sig afmægtig i forhold til patienten.

Jeg tror ikke, at sygeplejersker ville kunne finde på at tænke på lignende måde. Sygeplejersker ved, at de kan føle sig afmægtige over for en patient. Jeg tænker her ikke blot på kværulantiske og konstant sure patienter, som ikke kan tilfredsstilles af noget som helst. Men jeg tænker på den uhelbredeligt syge patient, hvis smerter man måske kan fjerne eller dulme, men hvis sorg over den afslutning på livet, der nærmer sig, man ikke kan slukke, og derfor må føle sig afmægtig overfor.

Men selvom enhver sygeplejerske og i øvrigt enhver god læge kender denne afmagt, er det ikke noget, man taler så højt om. Det hænger nok sammen med, at vi har udviklet en teknisk og videnskabelig kultur, hvis resultater har gjort os så ''høje,'' at vi ofte gerne ser bort fra de situationer, hvor vi ikke kan udrette noget eller kun meget lidt med vores teknik og videnskab. Derfor taler man ikke om situationer, hvor vi er teknisk og videnskabeligt afmægtige, og hvis man uddanner sig til videnskabsmand, sådan som fx de medicinske studenter jeg talte om, forestiller man sig overhovedet ikke, at man i sit arbejde kan komme i en afmagtssituation.

Men hvad godt kan der komme ud af at tale om en sådan situation, vil man måske spørge. Hvis der er situationer, hvor man overhovedet ikke kan udrette noget, bør man da ikke hellere beskæftige sig med andre situationer, hvor man dog kan udrette noget?

Men jeg talte ikke om situationer, hvor man overhovedet ikke kan udrette noget. Jeg talte om situationer, hvor vi teknisk og videnskabeligt er magtesløse. Det betyder ikke, at vi ­ dvs. både læger, sygeplejersker og os pårørende ­ ikke ofte har andre ressourcer i sådanne situationer. Men det er ressourcer af en helt anden art end de tekniske og videnskabelige. Det er ressourcer, der gør det muligt for os at magte situationen trods lidelsen hos den syge og hos os selv, der gerne ville helbrede, men ikke formår det.

Pleje er en livskunst

Selv når der ikke mere kan udrettes noget med den store videnskab og teknik, kan der alligevel stadig udrettes noget ved den livskunst, der hedder omsorg og pleje. Hvad er det vigtigste i omsorg og pleje? Tag fx gamle på et plejehjem? Nogle bureaukrater og politikere tror, at det er eget bad og mindst to værelser til hver enkelt beboer. Derfor tror de, at de gamle får det bedst, hvis man lukker plejehjem, der ikke kan yde sådanne faciliteter, og overfører beboerne til store institutioner, der kan yde dem. Men plejerne ved, at sådanne overflytninger snarere slår beboerne ihjel, for de gamle lever først og fremmest af det nære fællesskab med andre beboere og plejere, og de dør, hvis dette fællesskab tages fra dem.

Der er altså andre ting, vi kan yde over for hinanden, end det, som i moderne teknokratsprog hedder vidensbaserede, målbare forbedringer.

Tillid mistet

I omsorgen er intet så vigtigt som tid til samtale og kontakt. Den værste misere i det danske sundhedsvæsen i dag er, at den uproduktive tid ikke regnes for noget. Alt, hvad der foretages, skal gøres op som ydelser ved ­ som det hedder ­ en monitorering af vidensbaserede og målbare resultater.

Men hvorfor regner man ikke med den uproduktive samtale og kontakt? Det er ikke blot, fordi alle såkaldte ydelser til patienten skal være vidensbaserede og målbare, men også fordi vi ganske enkelt har mistet tilliden til hinanden. Bureaukraterne og politikerne tror ikke på, at læger og sygeplejersker vil undlade at misbruge den tid, der ikke gøres op som ydelser. Lægen, tror de, vil i stedet bruge ekstra tid til at tjene flere penge og rejse til flere kongresser, og sygeplejerskerne vil bruge den til at drikke mere kaffe i vagtstuen! Men al denne mistillid til personalet på sygehusene og plejehjemmene er ulykkelig for patienterne.

I en radioudsendelse for nylig fortalte lederen af et privathospital, hvad patienterne dér først og fremmest betaler for. Det allervigtigste, han nævnte, var ikke, at de fik de bedste specialister, eller at der ikke var ventelister, men at man gav sig tid, god tid, til at tale med den enkelte patient.

Det er denne tid til patienten, som man ikke mere tør give til personalet på sygehusene.