Faglig kommentar: Et spørgsmål om prioritering

Når næsten en tredjedel af patienterne på medicinske afdelinger ikke får lagt en tilstrækkelig plan for deres indlæggelse, er det ikke godt nok. Det må give anledning til selvransagelse blandt sygeplejersker, mener oversygeplejerske Lisbeth Rasmussen fra kvalitetsprojektet Den Gode Medicinske Afdeling.

Det er især galt inden for områderne ernæring og mobilitet, hvor sygeplejersker har et stort ansvar. Det fremgår af artiklen ''Kvalitetsforskelle på medicinske afdelinger'' side 8.

Men inden sygeplejerskerne på de undersøgte afdelinger begynder at piske sig selv til blods, skal vi måske gå realiteterne lidt efter i sømmene. Medicinske afdelinger er generelt præget af akutte indlæggelser og overbelægning, fænomener, der kan vælte enhver planlægning. Der skal hele tiden prioriteres. Feber og smerter nævnes som områder, der prioriteres før ernæring og mobilisering.

Skulle det være, fordi temperaturforhøjelse og smerter er lægens ansvarsområde, mens ernæring og mobilisering er sygeplejerskens? Alle fire områder er vel både lægens og sygeplejerskens ansvar. Forskellen ligger i, at læger og sygeplejersker angriber problemerne på hver deres måde, men forhåbentlig så de supplerer hinanden. Til gengæld prioriterer de formentlig problemerne ens. Feber og smerter er symptomer, der skal gribes hurtigt ind over for. Behandling af feber og smerter vil desuden være en forudsætning for, at patienten får madlyst og kan mobiliseres.

Personalets handletvang

Hvilke muligheder har man reelt på en medicinsk afdeling for at få den overvægtige til at ligne og bevæge sig som en sylfide? Man kan ordinere (og det er stadig lægens ansvar) energifattig kost og råde patienten til at tabe sig. Det tilfredsstiller måske personalets handletvang, men det er illusorisk at tro, det har effekt efter udskrivelsen. Omlægning af madvaner og livsstil kræver en helt anden og omfattende indsats, som end ikke den bedste ''Gode Medicinske Afdeling'' har mulighed for. Fint ville det være, om man kunne henvise den interesserede patient til indlæggelse på et livsstilscenter, men sådan er sundhedsvæsenet ikke skruet sammen.

Det handler også om patienternes forventninger og krav. En patient, der ligger med feber i otte dage, uden at nogen tager temperatur eller ordinerer antibiotika, vil være tilskyndet til at klage, og Patientklagenævnet ville reagere. Men har man nogensinde hørt om en patient, der har klaget over, at han hverken er blevet vejet eller har fået målt BMI og proteinindtag under en otte dages indlæggelse, og hvor Patientklagenævnet har uddelt næser, fordi der ikke var udvist omhu og samvittighedsfuldhed? Patienter forventer, at der bliver taget professionelt fat om feber og smerter, men ser ikke på samme måde deres manglende appetit, træthed eller funktionsnedsættelse som et professionelt problem. Forventningerne er ikke de samme.

Patienter kan stille krav om information, om tilstrækkelig smertestillende medicin, om at blive behandlet for diagnosticerede sygdomme, som kan behandles, og om at få korrekt medicin. Hvis patienterne også skal til at stille krav om, at sygeplejersker praktiserer det, de er uddannet til, må de nødvendigvis have konkret viden om, hvad det omfatter. Enhver borger i Danmark ved, at man kan blive opereret for grå stær og få nye hofter og knæ, når de originale er slidt op. Men ved enhver, at den småtspisende kan få appetitten igen og genvinde normalvægten, at tryksår kan forebygges og fysiske funktioner genvindes, hvis sygeplejen får ordentlige vilkår og sygeplejersker får mulighed for at udfolde sig og bruge deres uddannelse?

Hvad vil amtet betale for?

Vi ved jo nok, hvor godt det kunne blive, hvis sygeplejens grundlæggende principper blev overholdt. Men ét er, hvad sygeplejersker selv opfatter som ideal, noget andet er, hvad amt og kommune vil betale for. De politiske prioriteringer ændrer sig ikke, før borgerne lærer at stille krav til sygeplejen. Her halter det, for sygeplejersker er langt bagud i forhold til f.eks. læger, når det drejer sig om at informere om, hvad der kan opnås med sygepleje.

''Jeg har ikke læst i fire år for at rende med madbakker,'' sagde en sygeplejerske en gang. Der kan sikkert findes andre sygeplejersker med samme indstilling på de undersøgte afdelinger, som kunne trænge til noget selvransagelse. Men årsagen til de utilfredsstillende resultater i DGMAs tværsnitsundersøgelse ligger også i sygeplejens reelle vilkår og politiske prioriteringer.