Stærkt sammenhold blandt sygeplejersker og Amerika

I dønningerne efter den ufattelige og blodige tragedie, der rystede både jord og mennesker tirsdag den 11. september, er vi blevet bombarderet med en nyhedsstrøm uden sidestykke i tv og i dagblade og via e-mail, og vi har hørt både henstillinger og krav, klager og kloge ord. Alle mennesker er berørt af den frygtelige katastrofe, som for evigt har ændret den verden, vi lever i. Alle ønsker vi at få flere oplysninger og forklaringer om ugerningen, så vi forstår, hvad det egentlig var, der skete, og så vi kan få sat gang i den helingsproces, som må komme, men som er umulig, så længe vi stadig er i chok. Sårene vil heles, men det er stadig alt for tidligt. Der er stadig alt for mange ubesvarede spørgsmål.

Om morgenen den 11. september var jeg i gang med morgengymnastikken i et forsøg på at komme over jetlaget fra en tur til New Zealand, hvor jeg netop havde deltaget i en verdenskonference for operationssygeplejersker. Målet for konferencen var at drøfte praksis og udveksle erfaringer og ideer med henblik på at kunne yde en endnu bedre pleje af operationspatienter verden over.

Mit sædvanlige nyhedsprogram blev afbrudt af en scene fra et af tårnene i World Trade Center, hvor de øverste etager stod i røg og flammer. Først mente man, at et lille fly uforvarende var fløjet ind i bygningen. Jeg stoppede med det, jeg var i gang med, og sad klistret til tv-skærmen. I løbet af bare et kvarter så jeg endnu et fly nærme sig World Trade Center. Min første tanke var, at det fløj tæt på bygningerne for at få et overblik over skaderne fra det første fly, men knap havde jeg tænkt tanken til ende, før også det smadrede ind i World Trade Centers andet tårn.

Jeg vidste inderst inde, at det ikke var en tilfældighed, men ubevidst forsøgte jeg at bortforklare begivenhederne som ulykkestilfælde - som hændelige uheld. Min hjerne nægtede ganske enkelt at acceptere, at vi var blevet angrebet.

Brutalt og hensynsløst angrebet

Jeg skyndte mig ind på kontoret og tændte omgående for fjernsynet og koblede mig på internettet, mens jeg samtidig forsøgte at fatte de to katastrofale hændelser. I den næste halve time løb der nyheder ind om en eksplosion i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i Washington og et flystyrt i Pennsylvania. Var der en sammenhæng mellem eksplosion og flystyrt, eller var det bare tilfældigt? Endelig langt om længe begyndte det at gå op for mig, at vi var blevet angrebet af terrorister. Jeg må indrømme, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at benægte det indlysende, men da der ikke længere syntes at være andre muligheder, måtte jeg se i øjnene, at USA var blevet angrebet på den mest brutale og hensynsløse måde.

I ugen efter den frygtelige katastrofe fyldtes hverdagen af billeder af resterne af de to tårne, der engang var World Trade Center, et kæmpehul midt i Pentagon og et kolossalt krater, der hvor flyet styrtede ned i Pennsylvania. Billeder, som alle symboliserede angrebet på Amerika. Ruinerne af World Trade Center kan fjernes, og Pentagon kan genopbygges, men de kolossale tab af uskyldige menneskeliv er overvældende og er mejslet ind i vores bevidsthed. Amerika sørger.

Følelsen af sorg og tab har samlet USA. Vi står sammen, vi tager vare på hinanden, vi trøster, vi søger at komme på fode, vi søger at komme til undsætning, vi søger at hele. Det amerikanske flag vajer overalt - fra bygninger, ude foran folks huse, på postkasser - overalt. Selv anbragte jeg et flag på halv på min bilantenne. Børnene vifter med flag fra vejbroerne, og folk dytter i hornet for at vise deres medfølelse og støtte. Bygninger kan ødelægges, men den amerikanske ånd lever og har det godt.

Side 27

Sygeplejersker står sammen

Midt i forvirringen står de amerikanske sygeplejersker sammen endnu en gang og har med én stemme tilbudt hjælp og assistance til alle dem, der har hjælp behov. På nettet vrimler det med støtteerklæringer, kondolencer, opdaterede nyheder og opfordringer til at stå sammen. Fem dage efter angrebet offentliggjorde Michelle Burke, der er hospitalsdirektør for kirurgisk afsnit på Sct. Vincent's Hospital i New York (der er et af de hospitaler, der ligger tættest på World Trade Center), en besked på nettet. Hun skrev:

''Vi får stort set ikke flere skadede ind, hvilket er et dårligt tegn. I øjeblikket arbejder vi med at hjælpe mennesker med sorgbehandling og med at finde savnede. Det er et forfærdelig sørgeligt og følelsesmæssigt meget krævende arbejde. Hvert eneste møde med et menneske, der søger efter en savnet, er hjerteskærende.''

Sygeplejersker verden over reagerede på Michelles notits med ros, tak og opmuntring.

Sygeplejersker over hele kloden bakker op om deres amerikanske kolleger for at understøtte og løfte den ånd, der ligger så dybt i alle sygeplejersker. Det, der skete i New York og Washington, skete for os alle. Efter angrebet skrev en britisk sygeplejerske følgende kommentar på operationssygeplejerskernes hjemmeside:

''I husker sikkert, at operationssygeplejerskernes konference i år blev afholdt tæt på Sct. Patricks dag. Jeg bemærkede, at nogle af dem, der bar grønne veste og firkløver, umuligt kunne være irere, og fik at vide, at på Sct. Patricks dag blev alle amerikanere også irere. Mine kære kolleger, i denne uge er hele verden blevet amerikanere. Mine tanker er hos jer.''

Disse udtryk for sammenhold, medfølelse og forståelse er en trøst for amerikanske sygeplejersker, der i disse dage læser AORNs hjemmeside og lignende hjemmesider. (AORN, Association of periOperative Registered Nurses er den amerikanske organisation for sygeplejersker med speciale i peroperativ sygepleje, red.)

Kampånden fejler ikke noget

Mange amerikanske sygeplejersker kæmper med følelsen af håbløshed og magtesløshed og har brug for at føle, at de hjælper. Nogle arbejder som frivillige for amerikansk Røde Kors i forbindelse med donortapning, andre deltager i hjælpearbejdet, og atter andre indsamler bidrag til hjælpearbejdet. Sygeplejersker, der bor i nærheden af New York eller Washington, aflaster de sygeplejersker, der arbejder i døgndrift på hospitaler, i hjælpeorganisationer og på nødhjælpscentre. Sygeplejersker, der bor længere væk, yder bidrag til hjælpe- og genopbygningsarbejdet og opfordrer deres lokale hospitalsadministration til at bidrage med samme beløb, som personalet har indsamlet. Sygeplejersker samler ligeledes ind til hjælpe- og genopbygningsarbejdet hos private. Man har angrebet os fysisk, men man skal ikke tro, at man har slået os. Vi står sammen, og vores kampånd fejler ikke noget.

Alle er berørt af de forfærdelige konsekvenser af de kujonagtige angreb tirsdag den 11. september, men det er blot resulteret i endnu stærkere sammenhold og fællesskab, hvor alle hjælper, hvor de kan, enten med arbejdsindsats eller ved at yde et økonomisk bidrag. Hvis nogen vover at sige, at en enkelts bidrag

Side 28

til hjælpearbejdet eller bøn for ofrene og de efterladte ikke nytter noget, bliver de øjeblikkelig mindet om, at der kun var 18 eller 19 mennesker om det knusende angreb på vores verden den 11. september. Sygeplejersker deltager også i arbejdet til forebyggelse af terrorisme. Jeg er repræsentant for operationssygeplejerskerne i Ohio i en komité, der skal søge at udarbejde, planlægge og iværksætte aktiviteter til forebyggelse af angreb med masseødelæggelsesvåben. Komitéen mødes hver tredje måned og har sat debatten om kemiske, biologiske og atomare våben på dagsordenen.

Forberedt på ny terror

Den 8. maj i år fremsatte præsident George W. Bush en erklæring, hvori han bl.a. sagde: ''Beskyttelsen af USA og dets indbyggere mod angreb med masseødelæggelsesvåben er en vigtig national sikkerhedsmæssig udfordring. I dag har flere nationer end nogensinde før kemiske, biologiske og atomare våben, og endnu flere stater vil gerne eje den slags våben. Det mest bekymrende i denne udvikling er imidlertid, at listen over lande, der besidder disse frygtelige våben, tæller nogle af verdens mindst ansvarlige stater - stater, for hvem terror og afpresning synes at være en naturlig del af tilværelsen. Og derfor skal vi sammen med vores allierede søge at afholde alle stater fra overhovedet bare at overveje at bruge disse våben. Det er også derfor, vi skal sikre, at Amerika er parat til at forsvare sig mod de skader, den slags våben kan forvolde.''

I erklæringen mindede præsident Bush os om, at vi skal være forberedt på en ny bølge af terror. Amerikanske sygeplejersker har medvirket til at udbrede oplysninger om kemisk og biologisk krigsførelse (de lydløse bomber) og virkningerne af og symptomer på en sådan krigsførelse. Vi skal nemlig øjeblikkelig være i stand til at identificere, hvilke midler der er anvendt under et sådant angreb, så vi kan tage de rigtige forholdsregler og sikkerhedsforanstaltninger. De amerikanske sundhedsmyndigheder (CDC) er i gang med at udarbejde retningslinjer og advarsler i forbindelse med den type krigsførelse. Meningen er, at dette materiale skal drøftes blandt sygeplejersker og videresendes til alle vores kolleger via e-mail.

Desuden medvirker sygeplejersker i arbejdet med at fortælle folk, hvordan de skal være mere opmærksomme på det, der sker omkring dem. Hvert enkelt menneske har et ansvar for at være opmærksom på eventuelle unormale hændelser eller reaktioner. Ved at være proaktiv og forstå terroristens tankemønstre kan hver enkelt af os medvirke til at genkende, forebygge eller måske ligefrem afværge de afskyelige handlinger, som terrorister tilsyneladende trives med at sætte i værk. Andre sygeplejersker melder sig til tjeneste i militæret for at yde assistance til tropperne. Reserverne er i alarmberedskab, nogle er allerede indkaldt, og andre er i aktiv tjeneste. En af mine kolleger er reserve i luftvåbnet, og hun har allerede pakket sit grej og er forberedt på at blive indkaldt til tjeneste i forbindelse med militærtransport af patienter.

Sammenholdet er større end nogensinde

Vi er nu i krig mod terrorisme, hvis fornemste opgave er at splitte og forvirre. Det gik bare ikke i USA. Her er sammenholdet større end nogensinde, og den fælles front vil føre til et endnu stærkere demokrati - ikke blot i USA, men i alle frie lande i hele verden. Beslutsomhed, styrke og gode tanker om alt det, der er positivt og godt i vores liv, præger disse dage.

Små og store kriser går ofte forud for ethvert fremskridt. Bare tænk på, hvor mange gange Edisons forsøg med den elektriske pære slog fejl, før det lykkedes for ham. Og husk alle de gode og varige virkninger og positive resultater, der er kommet ud af demokratiet og uafhængigheden efter Anden Verdenskrig. Som regel er det sådan, at jo større fremskridt, jo større har den forudgående krise været. Denne foruroligende tanke kan være svær at holde sig for øje i denne mørke periode, hvor vi prøver at komme os efter tragedien den 11. september. I dag kan vi slet ikke forestille os, at der overhovedet kan komme fremskridt og fremgang ud af disse grufulde terrorhandlinger, men det vil der, og det vil fremtiden vise.

Det er en meget krævende periode i vores liv. Verden har forandret sig. Dagligdagen har forandret sig. Tankerne har fået ny fokus. Det er stadig som en ond drøm - eller et grusomt eventyr. Har disse frygtelige ødelæggelser virkelig fundet sted? Eller vågner vi lige om lidt efter et langt skrækindjagende mareridt? Med tiden vil fællesskabet, sammenholdet og den amerikanske ånd sætte gang i helingsprocessen. Og i indsatsen i dagene fremover, mens vi hver især gør det, vi skal gøre, skal vi huske på, at i eventyrene sejrer det gode altid over det onde! 

Kay Ball er amerikansk sygeplejerske med speciale i peroperativ sygepleje og ansat på Lewis Center i Ohio. Hun er tidligere præsident for den amerikanske organisation Association of Registered Nurses (AORN) og nuværende præsident for the AORN Foundation. I perioden fra 1994-1999 var hun chefredaktør for tidsskriftet Today\64s Surgical Nurse og har i den forbindelse forfattet ledende artikler og artikler i øvrigt om sundhedsfaglige emner til både organisationsblade og faglige tidsskrifter. Oversættelse: Marianne Nerving.