Mentalt et halvt skridt foran

Den 5. oktober døde det første offer for miltbrand i USA. Og bare tre dage senere mødte sygeplejerske Margrethe Lomholt op til et kursus på Rigshospitalet i kemisk beredskab sammen med 39 andre sygeplejersker fra Rigshospitalets Traumecenter. Her lærte hun bl.a., hvordan man beskytter sig selv mod kemikalier, hvordan man stiller en rensecontainer op, og hvordan man renser en person, der har været udsat for et kemikalieangreb.

Miltbrand er ikke et kemisk våben, men et biologisk. Men for begge våbens vedkommende skal sygehuspersonale tage nogle ens forholdsregler, nemlig beskytte sig mod det stof, patienterne har fået på sig og rense patienterne grundigt, inden de kan behandles.

At datoen for kurset lå så tæt på fundene af miltbrand i USA, var ikke et udtryk for lynhurtig handlekraft på Rigshospitalet. Det skyldtes en tilfældighed og ikke mindst to lægers indsats omkring et år tidligere. En af dem, afdelingslæge i Rigshospitalets Traumecenter, Steen Barnung, der også arbejder som læge i flyvevåbnet, var på kursus i USA. Her så han, hvordan læger og politi en gang om måneden øvede deres samarbejde om bl.a. afrensning af tåregas.

''Jeg tænkte: Det er vi ikke gearet til hjemme

Side 7

 i Danmark,'' husker Steen Barnung. Han gik til sin klinikchef, Jakob Trier Møller, som selv havde opfattelsen af, at det kemiske beredskab på Rigshospitalet var svagt kørende. Derfor opfordrede han Steen Barnung til at søsætte kurserne.

 
I juni måned var 20 læger på et todages kursus om kemisk beredskab, og i oktober

Side 8

deltog 40 sygeplejersker fra traumecentret på et tilsvarende kursus à en dags varighed. Samtlige anæstesisygeplejersker og yderligere et hold læger skal på kurset inden for det næste halve år. Desuden vil der følge varslede og uvarslede øvelser, hvor det kemiske beredskab vil blive afprøvet.

''Mit indtryk er, at personalet mentalt er et halvt skridt foran, fordi vi har været forudseende,'' siger Steen Barnung.

Føler sig velforberedt

I tilfælde af et angreb med kemiske våben kan sygeplejerske Margrethe Lomholt meget vel blive en af dem, der skal skylle patienter, som ikke kan skylle sig selv. Hun føler sig velforberedt efter kursets gennemgang af teori og praksis om kemisk beredskab.

''Jeg føler mig godt rustet. Og det føles trygt. Hvis jeg ikke havde været på kurset, ville jeg have haft en masse spørgsmål i hovedet nu. Nu er det ikke helt nyt,'' siger hun.

På kurset trænede sygeplejerskerne at påføre og afklæde sig beskyttelsestøj og åndedrætsmaske i den rigtige rækkefølge. De blev også instrueret i at skylle en ''patient'' og tale med vedkommende på trods af den fysiske barriere, som beskyttelsestøjet udgør. Beredskabskorps Nordsjælland assisterede på kurset, og sygeplejerskerne fik en klar idé om, hvilken hjælp sygehuset kan få i tilfælde af kemisk krigsførelse, og hvordan kommunikationen til forskellige samarbejdsparter fungerer.

Rigshospitalet selv kan påbegynde skylning af 1-2 personer. Hvis der er flere patienter, kan Københavns Brandvæsen være til stede i løbet af ''minutter'' med et skylletelt, hvor én person ad gangen kan skylles. Og endelig kan Beredskabskorps Nordsjælland inden for en time være klar med en skyllecontainer til at skylle 10 personer i timen, som selv kan gå, plus 5-6 personer i timen, som ikke selv kan gå.

''Det er alfa og omega, at jeg kan optræde roligt i en situation, hvor folk er bange. Og det kan jeg, når jeg ved, hvilke faciliteter, vi kan regne med, og hvor hurtigt de kan være klar. Det er vigtigt, at jeg kan informere patienterne om, hvad der skal foregå, så panikken ikke breder sig,'' siger Margrethe Lomholt.

Benhård prioritering

Efter kurset har hun gjort sig nogle tanker om kontakten til patienter, som står helt afklædt, mens hun selv er pakket ind fra top til tå og har en gasmaske på:

''I min pleje er det meget vigtigt at røre patienten og tale med vedkommende. Al beskyttelsesudstyret skaber naturligvis en fysisk barriere, men vi kan stadig væk nå patienterne ved at røre dem og snakke med dem. Vi har fået at vide, at vores beskyttelseshandsker godt kan tåle, at vi berører patienterne, og vores stemmer kan sagtens høres, selv om vi har masker på.''

Men én ting er den fysiske barriere, noget andet den mentale. Under normale omstændigheder kommer sundhedspersonalet patienterne i møde og byder dem indenfor på sygehuset så hurtigt som muligt. Men når det drejer sig om patienter, som har været udsat for kemiske våben, får de ingen hjælp, før personalet er kommet i beskyttelsesudstyret. Og det er bydende nødvendigt, at patienterne holdes ude af sygehuset, indtil de ikke ''forurener'' mere. Først herefter kan de blive symptombehandlet som ''normale'' patienter.

Læge Steen Barnung siger:

''Det er benhårdt. Der kan ligge mennesker og dø, mens vi får dragter på, og det vil være forfærdeligt frustrerende. Hvis personalet ikke er uddannet og forberedt på sådan en situation, vil der opstå en modreaktion. Personalet vil sige: ''Nej, vi kan da ikke lade dem i stikken derude.'' Det vil være lige forfærdeligt, om personalet er forberedt eller ej, men der vil være en større forståelse.''

Margrethe Lomholt mener, at hun har vænnet sig til tanken om at skulle afvise patienter og lade dem vente, selv om det kan blive svært:

''Vi er nødt til at beskytte os selv, for ellers bliver vi selv patienter. Det ved patienterne godt. De har set det i medierne, de er oplyste. Jeg tror ikke, de vil undre sig over, at vi ikke kan tage dem ind med det samme, som vi plejer. Jeg har det fint nok med at skulle passe på mig selv.''

Yderligere information:

Beredskabsstyrelsens hjemmeside: www.brs.dk

Håndbog om sundhedsberedskabet: www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C19991104760-REGL