Faglig kommentar: Har du knust din patient i dag?

Den gamle mand kommer langsomt hen ad gangen med en mintgrøn rollator foran sig. Ved siden af ham går hjemmehjælperen med en skinnende perle indsat på højre side af næsen. Manden skal til den halvårlige kontrol i ambulatoriet.

En sygeplejerske stormer imod ham med alle tegn på glæde: ”Goddag Herman, det er sandelig længe siden, du skal da have en knuser,” nærmest råber hun og omfavner Herman med en intensitet, som var flugten til Amerika netop tilendebragt. Herman virrer lidt med hovedet, og da sygeplejersken er blæst videre, vender han sig rådvild imod den skinnende perle og spørger: ”Hvem var det?” 

Alle giver hinanden knus nu om stunder. Du knuser din bibliotekar, dit postbud, din brugsuddeler og dine bedste venner ved enhver given lejlighed. Hvis du ikke er opdraget i Frankrig, kan det ske, du brager pandeskallen imod en anden pandeskal. Der skal knuses hjerte imod hjerte for at undgå ulykker. Men skal en sygeplejerske give sine patienter et knus for at vise dem, at hun er glad for, at de lever, og fordi hun gerne vil have, at de skal føle sig hjemme? 

Som sygeplejelærer kom jeg på et tidspunkt regelmæssigt på en psykiatrisk afdeling, hvor der blev knust igennem. Afdelingssygeplejersken kyssede og krammede patienterne, som led hun under hele barndommen at have været bundet til en pottestol. Det var ikke rart at overvære. For den tanke, der konstant rumsterer i hovedet, er: ”For hvis skyld knuser sygeplejerskerne patienterne?” Sygeplejersker er ikke de vigtigste personer i patienternes liv, de har ikke en varig plads i patienternes bevidsthed, de får det aldrig, og det har aldrig været meningen, at de skulle have det. 

Kan det være for sygeplejerskernes egen skyld, at patienterne får et ordentligt kram? Håndtryk, fornavn og efternavn kan sagtens være basis for en god relation eller for et gensyn med patienten. Når en sygeplejerske er på arbejde, er det som professionel. Ikke som privat person. Der skal være gode grunde til at krydse grænsen mellem den professionelle arena og privatsfæren. Derimod er der ingen, der siger, at sygeplejersken ikke må være personlig. Men det er muligt at være personlig uden at være privat. 

Sundhedsplejersken fortæller, hvordan hun godt kan bruge enkelte klip fra sin egen hverdag og sin egen familie i sit professionelle arbejde, men hun er meget varsom med doseringen af disse klip. Hvis en nybagt mor har problemer med sin svigermor, har moderen ikke brug for at høre, hvilken pulverheks sundhedsplejerskens svigermor er. Hun har derimod brug for et par gode ører og måske støtte til at finde sin egen løsning på svigermors utidige indblanding i stort og småt. 

En læge på en børneafdeling var ved at gå op i limningen, da hun blev spurgt, om hun kyssede sine små patienter. ”Nej, det da ved Gud jeg ikke gør. Men jeg havde en kollega, der gjorde, indtil jeg spurgte hende, om hun var sikker på, at forældrene syntes, det var i orden. Så holdt hun op.”  

Sygeplejersker kommunikerer gennem berøring, f.eks. med en beroligende hånd på patientens skulder eller et håndtryk, når noget gør ondt. Men knus i utide er ovre i det terapeutiske, som tyskeren Kurt Bader mener, er en erstatning for forskning og fornuftig anvendelse af teori og de konflikter, det kan medføre. Det er fredeligere at benytte terapeutiske håndgreb end at basere sit arbejde på en kritisk bedømmelse af tingene og argumentation på et teoretisk grundlag, mener han. 

Kurt Bader har forsket i socialt arbejde, men der skal ikke overvældende fantasi til at overføre resultaterne til sundhedssektoren. 

Så næste gang du knuser patienten, så spørg dig selv: Hvorfor?