5 faglige minutter: VASificering

Hun lå helt stille på ryggen. Knoerne var hvide. På panden og langs næseryggen voksede svedperlerne frem som aftendug. Hun lå med lukkede øjne og trak vejret ganske forsigtigt. Hvis man havde stukket næsen helt tæt på, ville man svagt kunne lugte resterne af bedøvelsen mellem de halvåbne, tørre læber.  

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Dryp, dryp, dryp. Væsken falder som et lille regnvejr i dråbekammeret. En sygeplejerske kommer ind og skruer på infusionsslangen og måler blodtryk. ”Du kan vist godt drikke lidt nu til en smertestillende pille,” siger hun venligt og hjælper Gurli med at holde hovedet, så ikke alt vandet løber ned ad halsen. 

Det skærer helt vildt i maven, når Gurli gør den mindste bevægelse. Men det er ikke nok at ligge stille. Smerterne kommer i bølger og mærkes overalt i bækkenet. Gurlis indre organer har fået strammet alle bardunerne, der er hæftet fast til knoglerne med kraftige silkesuturer. Pillerne hjælper ikke, og der kommer nogle små klynk fra Gurli. 

Den omsorgsfulde sygeplejerske kommer igen, denne gang med en slags lineal. Hun forklarer omhyggeligt Gurli, hvordan hun skal finde et tal mellem 0 og 10 på linealen, som svarer til smerterne. 0 betyder, at det overhovedet ikke gør ondt. 10 svarer til uudholdelige smerter. 

Så er det, Gurli kommer til at tænke på et par familiemedlemmer. Den ene skreg sig ihjel, inden hun døde af knoglekræft for over 30 år siden. Den anden døde af leverkræft for ti år siden, men Gurli husker stadig den endeløse klagen og maven, der voksede fra dag til dag som en aldrig afsluttet graviditet. Gurlis fantasier rækker helt ud i verdensrummet til hunden Lajka, det første levende væsen, der blev sendt i kredsløb om jorden og til langsom opvarmning indtil døden. 

Så i respekt for alle lidende sjæle, levende og døde, giver Gurli sin smerte et 5-tal, hvorefter sygeplejersken henter en tablet, der svarer til en smertescore på 5. Gurli mærker stadig næsten ingen virkning og indstiller sig på at være tapper og ligge ganske stille i håb om, at smerterne efterhånden vil klinge af. 

Næste dag fortæller kirurgen, at indgrebet erfaringsmæssigt er meget smertefuldt, hvorefter Gurli selv beder om en morfinindsprøjtning. Ingen problemer. Gurli fik de sprøjter, hun bad om, sov godt om natten og spiste med god appetit. Hun tillod sig oven i købet at bede om en ekstra sprøjte, hun egentlig ikke havde behov for, blot som en lille trøstepræmie oven på det første forfærdelige døgn. 

En lille trøst, fordi sygeplejersker med begejstring har kastet sig over at måle det umålelige med visuelle analogskalaer, så patienten kan opnå en VAS-score. Men smerter kan hverken måles eller registreres. Oplevelser er vedblivende noget subjektivt. Man kan registrere folks udsagn om deres oplevelser, og man kan observere deres adfærd. Men man kan ikke sammenligne Gurlis og Gunnars udsagn om deres smerter og udlede, at hvis de begge peger på et 5-tal, så har begge også brug for samme dosis af samme slags medicin. Til gengæld kunne den stakkels VASificerede Gurli have brugt skalaen til at evaluere smertebehandlingen efter et passende tidsrum. Endnu et 5-tal, og sygeplejersken kunne have set, at medicinen ikke havde hjulpet. 

Hun kunne selvfølgelig også have talt med Gurli, observeret hende og læst om indgrebet, men det virker ikke helt så videnskabeligt, tager længere tid og er vanskeligere at dokumentere. 

En udbredt og somme tider ukritisk brug af VAS står i modsætning til den mere tilfældige brug af objektive målinger. Spørges patienten om, hvor høj hun er, eller måles legemshøjden for at indgå i vurderingen af risikoen for osteoporose? Bliver nyindlagte afebrile patienters basaltemperatur målt, så man har en individuel normalværdi at sammenligne med senere? Spørges om legemsvægten, eller vejes patienten?