Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læger følger ikke retningslinjer for rekommanderet medicin

Tidsrøver. Retningslinjerne for at ordinere rekommanderet medicin bliver ikke fulgt på landets sygehuse. På 13 ud af 20 afdelinger bruger sygeplejerskerne unødig tid på at substituere medicin til prisvenlige og rekommanderede præparater. Det går ud over sygeplejen og giver risiko for fejlmedicinering.

Sygeplejersken 2004 nr. 31, s. 10-13

Af:

June Thomsen, journalist

Et irritationsmoment. Tid der går fra sygeplejen til medicinrummet. Risiko for fejlmedicinering. Sådan lyder meldingerne om lægernes fejlagtige ordinering af ikke-rekommanderet medicin i en rundspørge, som Sygeplejersken har lavet på 20 afdelinger landet over. Hver dag ordineres der medicin til patienterne, som ikke er en del af sygehusenes standardsortiment, og det betyder ekstra arbejde for sygeplejerskerne, når der skal findes et synonymt præparat.

På Sygehus Fyn Svendborg er sygeplejerske Pia Toftegaard fra afdeling MXEL en af dem, der dagligt løber en ekstra tur ud i medicinrummet, slår op i Lægemiddelkataloget eller bliver nødt til at kontakte sygehusapoteket, fordi lægen har ordineret et ikke-rekommanderet præparat til en patient.

”Vi bruger uforholdsmæssig meget tid på at finde andre præparater, og det er et temmelig stort problem hos os. Det ville lette tingene meget på afdelingen, hvis vi kun skulle bruge tiden på at finde rekommanderet medicin. Vi har medicinservice og får hjælp fra vores farmakonom, men der kan vi have brugt meget tid på at finde et præparat først,” lyder det fra Pia Toftegaard. 

Medicinpraksis.

Sygeplejersken kontaktede 20 sygehusafdelinger landet over - fortrinsvis akutte modtageafdelinger.

  • 13 afdelinger bruger tid på at substituere ordineret medicin til rekommanderet medicin.
  • På syv afdelinger følger lægerne rekommandationslisterne.
  • På tre af de syv afdelinger har man tidligere brugt tid på at finde synonympræparater.

Hendes erfaring er, at lægerne er for dårlige til at opdatere sig på de rekommanderede præparater.

”Vi siger det tit til lægerne, fordi de ordinerer den medicin, som patienten er vant til fra egen læge uden at bruge tid på at slå det op i standardsortimentet først.” Ifølge Pia Toftegaard halter det mest hos forvagterne, der med den halvårlige udskiftning ikke får lært standardsortimentet udenad.

En anden faktor er, at standardsortimentet ikke er lagt ind i den elektroniske patientjournal, så heller ikke her bliver lægerne mindet om det rette udvalg.

For hurtige udskiftninger

På intensiv afdeling på Sygehus Himmerland har man for et halvt år siden lagt standardsortimentet ind i den elektroniske patientjournal (EPJ), så lægerne kan søge på det.

Alligevel nikker afdelingssygeplejerske Susanne Brøndum genkendende til problemet, for afdelingens ansatte bruger dagligt tid på at søge efter synonyme præparater. Susanne Brøndums forklaring er, at det ikke er lægernes evne til at opdatere sig, men derimod udskiftningen af præparater, der er synderen.

”Præparaterne bliver efter sigende kun skiftet én gang årligt, men jeg har været 25 år på den samme afdeling og føler hele tiden, der er nye navne på præparater. Den ene dag hedder det ét, den anden dag hedder det noget andet. Det føles, som

Side 11

SY2004-31-11-01Generelt er det svært for sygeplejersken at overskue de mange forskellige navne og at substituere korrekt, ligesom det kan være vanskeligt at regne doser ud i mikrogram og milligram. Foto: Thomas Tolstrup

 Side 12

om der er udskiftning alt for tit,” siger Susanne Brøndum.

At man på nogle afdelinger får løbende opdateringer til standardsortimentet på særskilte sider, hjælper heller ikke på overblikket.

Oplæring og god kommunikation

Sygeplejerskens rundspørge viser, at på syv ud af 20 afdelinger var der ikke problemer med at substituere præparater til rekommanderet medicin. Men hos de tre ud af de syv afdelinger havde fænomenet tidligere medført stress og panderynker hos sygeplejerskerne.

”Hos os er det ikke noget stort problem længere, fordi lægerne inden for de sidste to måneder selv er begyndt at skrive ordinationerne ind i EPJ. Og nu kan de slet ikke søge på et præparat, vi ikke har. Så problemet er en lille smule aflivet her. Men vi kender godt problematikken fra tidligere, hvor vi ikke havde EPJ. Der kunne der sagtens være ordineret fem præparater, som vi ikke havde i standard, siger souschef Kirsten Heidelbach fra akut modtageafdeling på Sygehus Viborg.

Der kan være både personalehensyn og indirekte god økonomi i at gøre noget ved problemet, hvis man har adgang til de rette administrative hjælpemidler. Men det kan også vise sig at have effekt at have god kommunikation og minde lægerne om reglerne.

På akut modtageafdeling på Helsingør Sygehus har lægerne ikke fået lov til at ordinere ikke-rekommanderet medicin uden at høre for det, og det sidste halve år er der sket en ændring til det bedre. Det samme gælder på tilsvarende afdeling på Amtssygehuset i Roskilde, hvor nytilkomne læger får en introduktion i, hvilke præparater man bruger her. Og følger det.

På Sønderborg Sygehus har forbedret kommunikation mellem læger og sygeplejersker betydet, at problemet endelig bliver respekteret og retningslinjerne fulgt. ”Det har været et meget stort problem før, men det har også hjulpet meget, at vi har fået vores eget sygehusapotek, der fungerer som koordineringscentral og kan sidde med i den ledende gruppe og beslutte, hvilket spektrum af præparater vi har brug for,” siger afdelingssygeplejerske Tove Filtenborg fra akut medicinsk afsnit.

For mange kokke

På Amtssygehuset i Gentofte medgiver overlæge dr.med. fra Klinisk Farmakologisk Enhed og formand for Københavns Amts lægemiddelkomite, Jesper Sonne, at det principielt er lægernes opgave at følge ordinationerne til dørs. I praksis ser situationen helt anderledes ud.  

Millioner at spare

Lægemiddelkomitéerne for hvert amt udstikker retningslinjer for, hvilke præparater der skal være i de enkelte sygehusafdelingers standardsortiment. Ved at bruge de mest rationelle og prisvenlige præparater i standardsortimentet sparer amterne millioner af kroner i medicinudgifter årligt. De fleste amter udsender en rekommandationsliste en gang årligt - dog med løbende ændringer hvis enkelte præparater er udgået, eller der er indgået en billigere indkøbsaftale.

”Mange læger har i akutte situationer meget travlt, og der er ikke altid tid til at finde synonyme lægemidler, eller de har ikke den fornødne erfaring, så derfor får patienten en ordination af samme præparater som derhjemme,” lyder forklaringen fra Jesper Sonne.

Dermed sender lægerne ordinationen videre til sygeplejerskerne.

En af de underliggende årsager er ifølge Jesper Sonne nogle lægers manglende opdragelse med for ringe prioritering af den medicinske behandling. Den har været ”behandlet lidt med venstre hånd” - noget man ikke tager lige alvorligt blandt alle læger, selv om det unødige tidsspilde til stadighed er et irritationsmoment for sygeplejerskerne.

”Og det er altså vores ansvar,” siger overlægen på standens vegne. Det er hans erfaring, at der er ordineret ikke-rekommanderede præparater i stort set alle patientjournaler.

Det er ikke i sig selv et problem, idet

Side 13

indikationen kan være god nok, men problemet opstår ved krav om at skifte præparat til rekommanderede lægemidler. Og dermed, som ved hvert led i en medicinering, en større risiko for fejlmedicinering.

”Meget forskelligt kan gå i kludder. Generelt er det svært for sygeplejersken at overskue de mange forskellige navne og at substituere korrekt, ligesom det kan være vanskeligt at regne doser ud i mikrogram og milligram. Lægen kan have skrevet så utydeligt, at det er ulæseligt.”

Jesper Sonne, der med sit tværfaglige speciale arbejder for at finde den bedst mulige anvendelse af lægemidlerne, har ved flere lejligheder fundet fejlmedicineringer i journalerne netop af ovenstående grunde. Eksempelvis fik en patient femdobbelt dosis af et præparat, fordi ordinationen var skrevet utydeligt.

”Vedkommende led ikke større skade, men det var naturligvis helt uacceptabelt,” lyder det fra overlægen.

En præliminær undersøgelse af utilsigtede hændelser på sygehusene har vist, at op mod 80 pct. har med medicinering at gøre. Der er ikke lavet konkrete undersøgelser af, præcis hvor i kæden der er størst fare for fejlmedicinering. Om det er, fordi der er rod i journalerne, misforståelser hos personalet eller dårlig kommunikation, er ikke belyst, men ifølge Jesper Sonne er netop manglen på klokkeklare regler en af årsagerne.

”Det giver afgjort en større risiko for fejlmedicinering,” siger Jesper Sonne. Derfor anbefaler han, at ledelsen på det enkelte sygehus udformer en klar vejledning af, hvordan medicinen skal ordineres, dispenseres og administreres.

”Og så skal der være evalueringer på det. Folk reagerer på en anden måde, hvis de ved, der kommer kvalitetsmæssige stikprøver,” siger han.

Tid er penge

Sygeplejerskens rundspørge giver ikke et facit på, i præcis hvilket tidsmæssigt omfang den beskrevne problemstilling finder sted. Men tid er penge. Unødig tid brugt i medicinrummet er spild af plejetimer, der meget vel kunne bruges andetsteds på afdelingerne.

Man kunne forestille sig, at en del af gevinsten ved brugen af rekommanderet medicin bruges på uhensigtsmæssige arbejdsgange.

Så mens den enkelte afdeling afventer administrative retningslinjer, kan det godt betale sig at få diskuteret problematikken igennem på tværs af faggrænserne, selv om man skal være forberedt på, at de ønskede ændringer ikke altid kommer lige nemt.

”Sygeplejerskerne har af historiske årsager nok lettere ved at acceptere og implementere ændringer, mens der for lægerne her er tale om et kulturelt paradigmeskift, der kan blive sværere at vende end en supertanker,” siger Jesper Sonne