Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resumé af international forskning

Sygeplejersken 2005 nr. 11, s. 33

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Feminine og seksuelle aspekter hos kvinder med maligne sår

Lund-Nielsen B, Müller K, Adamsen J. Malignant wounds in women with breast cancer: feminine and sexual perspectives. J Clin Nurs 2005;14:56-64.

Formålet i denne danske undersøgelse er at beskrive, hvordan maligne sår påvirker femininitet, seksualitet og dagliglivet hos kvinder med progredierende brystkræft.

Metode: 12 kvinder i alderen 57 til 85 år fra to onkologiske afdelinger blev inkluderet i undersøgelsen. De havde haft brystkræft i gennemsnitlig otte år. Fem kvinder var gift. Kvinderne blev interviewet før, under og efter en fireugers periode, hvor de modtog sårpleje og psykosocial støtte. Sårplejen var systematiseret og byggede på opdateret viden. Kvinderne blev interviewet efter en semistruktureret interviewguide med både åbne og lukkede spørgsmål.

Resultater: Kvinderne beskrev, hvordan sivning fra såret og lugt udløste angst for gennemsivning. Det påvirkede valg af klæder og undertrykte deres ønsker om fysisk nærhed og seksuel aktivitet. Sårplejeinterventionen forhindrede gennemsivning og lugt fra såret. Det gav kvinderne en følelse af velvære, lyst til at klæde sig, som de ønskede det, og en følelse af frihed, de ikke havde følt længe.

Bemærkninger: Undersøgelsen viser, hvordan sygepleje, udført på baggrund af opdateret viden og med udgangspunkt i den enkelte patient, kan medvirke til, at patienterne får øget livskvalitet. Resultaterne, der er publiceret i denne artikel, er en del af en større undersøgelse. Det bliver interessant at se de samlede resultater fra hele studiet.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d.