Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hæder til dem, der bliver derude

Florence Nightingalemedaljen. Tre danske sygeplejersker har i år modtaget Internationalt Røde Kors Florence Nightingalemedalje for exceptionelt mod, opofrelse og pionerarbejde.

Sygeplejersken 2005 nr. 13, s. 4-5

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2005-13-04-01Exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder. Eller pionerarbejde inden for offentlig sundhed.

Der skal en stor indsats til, hvis man skal gøre sig fortjent til at blive indstillet til Internationalt Røde Kors´ Florence Nightingale-medalje, som uddeles hvert andet år. 

Dansk Sygeplejeråd indstiller danske sygeplejersker, der typisk har været udsendt gennem de tre store nødhjælpsorganisationer Røde Kors, Læger uden Grænser og Folkekirkens Nødhjælp.

I år blev tre danske sygeplejersker indstillet til bedømmelseskomiteen i Røde Kors-hovedkvarteret i Genève i Schweiz, og for første gang i medaljeuddelingens historie har hele tre danske sygeplejersker modtaget medaljer: Vivien Margaret Walden, Vivike Heelsberg Pedersen og Helle Wincentz Sørensen (se boksen).

Medaljerne blev uddelt ved en reception hos Dansk Røde Kors i København onsdag den 22. juni. Der var taler af både generalsekretær

Side 5

i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, og formand for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow. 

Jørgen Poulsen sagde bl.a.: "Hvis der findes helte, så er det jer sygeplejersker. Når vi andre har været i katastrofeområderne, så har vi kunnet gå i sort og sætte os ind i vores fine fly og flyve hjem, men nogle skal blive, og det er ofte jer sygeplejersker," sagde han.
SY-2005-13-05-01De tre modtagere af Florence Nightingale-medaljen 2005 er fra venstre:
Vivien Margaret Walden, Vivike Heelsberg Pedersen og Helle Wincentz Sørensen.

I forhold til Danmarks beskedne størrelse er danske sygeplejersker overrepræsenterede på listen over modtagere af Internationalt Røde Kors´ medaljer. I år modtager i alt 39 sygeplejersker på verdensplan medaljen. Medaljemodtager Vivike Heelsberg Pedersen mener, at danske sygeplejersker har et særligt godt ry.

"Når lederne af delegationerne hører, at der skal sendes en dansk sygeplejerske ud, så læner de sig tilbage og er helt trygge. Danske sygeplejersker og skandinaviske sygeplejersker i det hele taget har et godt ry.

Jeg tror, det skyldes, at vores faglighed er i orden, arbejdsmoralen er høj, og vi er ikke kun teknisk orienterede. Vi møder folk der, hvor de er," mener hun.

Siden medaljen blev indstiftet i 1912, har 23 danske sygeplejersker modtaget hæderen.   

Medaljemodtagerne

Vivien Margaret Walden, 55 år. Har bl.a. arbejdet i Thailand, Etiopien, Tanzania, Malawi og Østtimor. I dag er hun tilknyttet organisationen Oxfam, hvor hun arbejder som rådgiver på kontoret i London. I tilfælde af katastrofer har hun ansvaret for at lave de første lokale vurderinger for at starte et hjælpeprogram. Senest har hun været på sådanne opgaver i Haiti, Sydsudan og i Indonesien.

Vivike Heelsberg Pedersen, 55 år. Har især været udsendt gennem Røde Kors til afrikanske lande, men har også arbejdet i Østtimor, Indien og Kosovo. Hun har en 30 år lang baggrund som sygeplejerske i skadestuen og modtagelsen på Holbæk Sygehus, hvor hun også er ansat i øjeblikket. Som udsendt har hun især været ansvarlig for undervisningsprogrammer, førstehjælpskurser og organisering af medicinleverancer.

Helle Wincentz Sørensen, 41 år, blev første gang sendt ud for Læger uden Grænser i 1996. Hun har arbejdet i en række afrikanske lande heriblandt Sydsudan, Kenya, Mozambique, Tanzania og Den Demokratiske Republik Congo. Hun har især været beskæftiget med at forebygge og behandle kolera og underernæring. De sidste to år har hun arbejdet i Læger uden Grænsers hovedkontor i Spanien, hvor hun arbejder med at finde folk til at sende ud.

Danske modtagere af Florence Nightingale medaljen

Magdalene Tidemand, g. Wathne, modtog FlorenceNightingale medaljen i 1920 for sin indsats under første verdenskrig her under blandt tyske krigsfanger i Rusland.

Eli Magnussen, forstanderinde på Rigshospitalet og i Sundhedsstyrelsen, modtog Florence Nightingale medaljen i 1949 for sin gerning blandt medfangerne i Frøslevlejren under krigen og for indsatsen for dansk sygepleje.

Signe Jansen, f. Mogensen, oversygeplejerske på Bispebjerg Hospital modtog Florence Nightingale medaljen i 1951 for sin indsats under evakueringen af de danske jøder og i plejen af sårede modstandsfolk under besættelsen. Hun blev arresteret af tyskerne og anbragt i Horserødlejren.

Ellen Christensen modtog Florence Nightingale medaljen i 1953 for sin indsats under evakueringen af de danske jøder og i plejen af sårede modstandsfolk under besættelsen.

Maja Foget, forstanderinde i Sundhedsstyrelsen, fik Florence Nightingale medaljen i 1955 på baggrund af sit arbejde med hjemtransport af fanger fra tyske koncentrationslejre og organisering af de danske flygtningelejre efter krigen.

Zelna Mollerup, forstanderinde på Blegdamshospitalet, modtog Florence Nightingale medaljen i 1957 for sin indsats under polioepidemien 1952-1953.

Eva Lyngby, forstanderinde på Skt. Lukas Stiftelsen, fik Florence Nightingale medaljen i 1957 for sin indsats for hjemmesygeplejen, omsorgen for gamle og kronisk syge og det internationale diakonissearbejde.

Ellen Lund, forstanderinde for det danske tuberkulosehospital Arogyvaram i Sydindien, modtog Florence Nightingale medaljen i 1957 for sit arbejde med tuberkulosepatienter og uddannelse af sygeplejersker i Indien.

Signe Vest, oversygeplejerske i Angmassalik, fik Florence Nightingale medaljen i 1959 for sit mangeårige arbejde i Grønland.

Dorothea Bengtzen, forstanderinde for Dansk Røde Kors= børnehjem i Godthåb, fik Florence Nightingale medaljen i 1959 for sit mangeårige arbejde i Grønland.

Ellen Broe, direktør for Florence Nightingale International Foundation, fik Florence Nightingale medaljen i 1961 sin mangeårige indsats for sygeplejerskernes faglige uddannelse.

Elisabeth Larsen, administrativ leder ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole, fik Florence Nightingale medaljen i 1969 for sin indsats inden for sundhedsplejen.

Lone Jakobsen, oversygeplejerske ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, fik Florence Nightingale medaljen i 1995 for sit banebrydende arbejde med torturofre og for at få dette arbejde integreret i den danske sygeplejerskeuddannelse.

Ina Nielsen, operationssygeplejerske, fik Florence Nightingale medaljen i 1997 for sin indsats på et Røde Kors hospital i Afghanistans hovedstad Kabul i 1992 under krigen med Rusland.

Randi Agnete Jensen, anæstesisygeplejerske, fik Florence Nightingalemedaljen i 1999 for sit arbejde under Røde Kors i flygtningelejre og feltlazaretter siden 1990. Senest har hun sammen med Lisbeth Kristensen været med til at opbygge et børnehospital i Phnom Penh, Cambodia, og hun har stået for uddannelsen af lokale anæstesisygeplejersker.

Lisbeth Kristensen, sundhedsplejerske, fik Florence Nightingale medaljen i 1999 for sit arbejde siden 1979 i Røde Kors' flygtningelejre og feltlazaretter. Senest har hun sammen med Randi Agnete Jensen været med til at opbygge et børnehospital i Phnom Penh, Cambodia.

Jesper Hildebrandt Lillelund Jørgensen, sygeplejerske, fik Florence Nightingale medaljen i 2001 for sit arbejde i organisationen Læger uden Grænser i nogle af verdens farligste områder. Senest arbejdede han for russiske fanger ramt af tuberkulose og underviste russiske sygeplejersker i behandling og forebyggelse af sygdommen.

Grethe Hjul Mandrup, sundhedsplejerske, fik Florence Nightingale medaljen i 2001 for sit pionerarbejde med at sikre sundhed og integration af flygtninge, indvandrere, deres familier og især børnene. Som sundhedsplejerske udviklede hun nye metoder i arbejdet.

Ruth Lange, centerleder, fik Florence Nightingale medljen i 2003 for sit pionerarbejde på Grønland. I 1975 tog hun initiativ til at opbygge grønlands hjemmesygepleje. Fra 1987 til 1993 var målet at gøre den grønlandske sygeplejerskeorganisation selvstændig, hvilket skete i 1993. Som centerleder på Center for sundhedsuddannelser i Nuuk fra 1993 sikrede hun, at den fremtidige uddannelse af sygeplejersker foregik på Grønland.

Annelise Wendelboe Pedersen, operationssygeplejerske, fik Florence Nightingale medaljen i 2003 for sit intense humanitære sundhedsarbejde gennem 12 år for mennesker ramt af krig, katastrofer og sammenbrud af normale levekonditioner. Senest havde hun ansvar for et sundhedsprogram i fjerne områder af Myanmar.

DSR 26. maj 1999/Epe
Tilføjelse 12. august 2003/ BHL