Tænk i færre, men bedre hænder

Lige så ramponeret og slidt E-huset er, lige så net og ordentligt er der på sygeplejerske, forstander Inge Fjordside Weilebys syrenfarvede kontor. Hun er et lille menneske på kun 156 cm, men visionerne er store, og hun bobler af liv og engagement. I det følgende fortæller hun om E-huset, holdninger til alkoholmisbrugere og personalepleje.

Et særligt plejehjem

"E-huset er et særligt plejehjem under sundhedsforvaltningen, der modtager borgere, som har besluttet, at de vil have et alkoholforbrug. De får lov at drikke så meget, som de vil og har penge til, og de må samtidig gerne have en adfærd, som kan være svær at rumme andre steder. Beboerne kan få al den pleje, man kan få på et normalt plejehjem.

De har et plejebehov, som kan betyde, at de f.eks. ikke formår egenomsorg, at betale deres regninger, bo i et almindeligt boligkompleks, kontakte sociale instanser eller sørge for, at der er mad i køleskabet. Vi kalder os en palliativ alkoholenhed, dvs. at vi ikke fjerner grundlidelsen alkoholmisbruget, men prøver at kompensere for alt det, misbruget fører med sig.

Vi forsøger at være et frirum, for denne her beboerkategori er typisk borgere, som har været de sorte får, lige meget hvor de har været henne. De er meget ildeset, også af fagpersoner. Vi giver dem et fristed, hvor de kan få lov til at være. Og der sker noget med andenrangs borgere, når man tilbyder dem førsteklasses pleje- og behandling.

Mange af beboerne, for hvem autoriteter som os ofte er fjender, giver udtryk for, at E-huset er det bedste, der er sket for dem.

Forstander, sygeplejerske Inge Fjordside Weileby, beboeren Peter og souschef, pædagog Mie Thomsen foran pejseilden. Foto: Anne-Li Engstrøm

Personalet brænder for skæve eksistenser

Enten er man til det, eller også er man ikke. Det her er ikke et sted, man er som gylden middelvej. Der er en gruppe inden for både pædagoger og sygeplejersker, som brænder for skæve eksistenser. Det er den type personale, vi får fat i, fordi vi siger, at vi vil udøve en meget flot sygepleje, vi vil have et meget højt niveau. Tidligere har jeg oplevet, at det var noget med at opbevare, og det skal vi ikke. Vi skal netop gå ud og sige:

"Vi kan utrolig meget. Vi kan meget med det pædagogiske, vi kan meget med det plejefaglige." Det er noget af det, vi rammer sygeplejersker på. Vi har pleje og pædagogik-agtige tilbud til beboerne. F.eks. svømning og lige nu en "Matador"-aften, hvor vi ser serien sammen.

Aldrig noget med magtanvendelse. Vi skal have den faglige drøftelse. Vi har mange personalemedlemmer, som synes, det er utroligt spændende, at vi er så tværfaglige (se boks 1.)

Da jeg blev afdelingssygeplejerske, var der en del ufaglærte her, og der var nogle rigtig gode personalemedlemmer. Men det var svært at få brudt den onde cirkel. Sygeplejersker vil ikke arbejde, hvor der mangler uddannet personale, men får man brudt cirklen og begynder at kunne sige "jeg har så og så mange sygeplejersker, så og så mange assistenter osv.," bliver det et sted, der tiltrækker. Og så er man nødt til at videreuddanne meget, supervisere og have en god personalepleje.  

Et hårdt speciale
Vi skal skabe en rimelig normering. Det kan selvfølgelig være meget smart at sige, det skal vi bare, så hjælper alting, men vi peger på, at det er et hårdt speciale, som kræver, at personalet skal have det godt for at kunne matche det. Personalepleje kan være at sikre, at alle kommer af sted på årlige internater. Hele forsamlingen. Det kan være at sikre, at alle kan få fri til at gå med til fælles julefest.

Altså bøje vagtplanen. Vi bruger fast supervision her i huset, vi har mange uddannelses- og undervisningstilbud, og de fleste har vi fælles for hele huset. Og så har vi massage som tilbud. Vi prøver at gøre nogle kreative ting, så vi får leget meget. Når vi er af sted på internater, cykler vi, og vi har været ude på lidt af en overlevelsestur. Vi har spillet paintball, vi har gjort mange ting, og det er vigtigt. Hvis man griner sammen, kan man meget sammen. Når vi er af sted, er det portører, det er sekretæren, og det er hende, der gør rent. Det er forskellige ting, vi laver, men vi er lige vigtige i det her hus.

Sygeplejersker nedvurderer misbrugere

Der er faktisk tale om disrespekt. Jeg er helt med på, at en af vores barylere kan fylde meget på en skadestue, og at det kan være frustrerende, at man som fagperson prøver at gå ind og hjælpe en alkoholmisbruger og gang på gang ser, de svigter. Misbrugeren kan bare ikke gøre det meget anderledes. Men det kræver viden og forståelse for specialet, og det at rumme en alkoholmisbruger med abstinenser og uden bajere på en skadestue, hvor du skal hjælpe akut, kan være utrolig svært. Det er en gruppe, der fylder meget, og jeg tror ikke, viden og forståelse er nok.

Desværre har mange den holdning, "at man kan da bare lade være," hvor vi har en anden vinkel. Der er ikke nogen, der vælger, som man vælger et fag: Jeg vil gerne være alkoholiker. Jeg tror på sygdomstanken. Jeg tror på arv og miljø. Det er ulykkelige mennesker, der "vælger" denne her livsstil. Så hvis man lader være med at tænke, "han kan også bare lade være," bliver det lidt nemmere, og forståelsen bliver større.

Vi sætter vores egne normer. Hvis ikke man kommer ren og pæn, og det gør vores borgere typisk ikke, så kræver det noget at gå ind til dem. Jeg har dyb respekt for mit personale, der gang på gang på gang står i nogle meget lidt lækre situationer, samtidig med at de stadigvæk viser respekt og giver omsorg. Det er svært.

Omsorg og respekt for beboerne er kerneværdier i E-huset. Foto: Anne-Li Engström

Trænger til opmærksomhed

Jeg tror, almindelige plejehjem trænger til opmærksomhed. Der er slet ingen tvivl om, at de er trængt. De er trængt normeringsmæssigt, og de har svært ved at rekruttere, fordi det er svært for sygeplejersker at se udfordringerne. Det er ikke særlig prestigefyldt at arbejde med ældre. Hvis man er trængt på normering osv., kan det være svært at have råd og tid til videreudvikling og faglig sparring. Men jeg tror, man kan løfte det meget.

E-husets fremtid

Vi vil gerne have en aflastningsenhed for alkoholmisbrugere, vi vil gerne have en sygeafdeling. Forebyggelse på en anden måde. Politisk er forebyggelse at få folk til at holde op. Her bliver de sundere alkoholikere, og det er ikke, fordi de drikker mindre, men de får alt det andet samtidig, og det betyder noget.

Vi skal være nogle gode folk

Det er vigtigt at tænke i kompetencer. Det tror jeg også, mange ledere gør. Det er meget vigtigt at give kompetencer, at turde tænke kreativt og at sætte fokus på, at sygepleje er mere end det helt traditionelle. Sygepleje er mange ting. Sygepleje er også at få lov at komme ind til en borger, der har svært ved at modtage en kontakt.

Det er svært at sige, hvad andre skal gøre. Men det er noget med at tænke i færre hænder - men bedre hænder. Det er en af mine prioriteringer. At sige: "Det er ikke nødvendigt, at vi skal være mange, men vi skal være nogle gode folk." 

Da jeg overtog som afdelingssygeplejerske, oplevede jeg, at alle gjorde alt. Uanset om man var ufaglært, eller hvad man var, så gjorde alle det samme, og det giver miskmask i fagligheden. Man kan få øretæver, når man går ud og siger "jamen, vi er bedre til at give medicin." Men det mener jeg, vi er. Så vi har bestemt, at her er det kun sygeplejersker, der giver medicin. Til gengæld er der andre, der er hamrende gode til noget andet. At turde sige: "Der er nogle opgaver, vi tager os af, og der er andre, vi gerne vil af med. Som sygeplejersker har vi brug for at sige, at der er noget, vi er rigtig gode til. Her er det f.eks. kun assistenter og sygeplejersker, der rører ved sår, fordi vi har en faglig viden der. Hvis man oplever, at man går ind og gør et kompetent stykke arbejde omkring et sår, og det så er revl og krat, der ellers er involveret i det, så ryger den faglige stolthed. Jeg tror, det er vigtigt at få den faglige stolthed tilbage i vores fag.

Fortæl med stolthed, hvad du laver

Jeg går ud og siger, at jeg faktisk mener, vi kan noget her, som vi er enormt dygtige til, og det vil jeg gerne fortælle omverdenen om. Det giver øretæver nogle gange. Man skal ikke altid tro, man er noget.

I mange år har det ikke været smart at sige, at man var sygehjælper eller social- og sundhedshjælper eller arbejdede med gamle, men i virkeligheden er det fantastisk arbejde. Gå ud og fortæl de gode historier. Det tror jeg, man skal. Gå ud og fortæl med varme og stolthed, hvad du laver. Vi skal ranke ryggen. Det gør jeg, og i min lederstil bruger jeg meget at rose personalet, og når jeg får nyt personale, så tror de i starten, at der er bagtanker, når de skal have ros. De tror, jeg vil sælge en nattevagt. Selvfølgelig skal man rose, hvor der er noget at rose, ellers giver det ikke mening. At folk bliver set, er utrolig vigtigt. Det er i virkeligheden det, vi alle sammen vokser af. Det er også det, vores beboere vokser af. Lige få spurgt folk og anerkende ting, de gjorde. Tit ting, de tror, man ikke opdager.

Det her var tidligere sådan et sted: vi er dem, de andre ikke vil lege med, hvordan kan man dog som pæn pige arbejde her? Nu siger vi: Vi er hamrende gode til lige præcis det her."

Månedens buket

Inge Fjordside Weileby skal til møde. På bordet står en brevordner med artikler og udklip om E-huset fra diverse tidsskrifter og aviser, og der ligger en video med en optagelse fra "Lægens bord," hvor forstanderen fik månedens buket. Der er nok at gå i gang med.