5 faglige minutter: Find din indre jægersoldat

Da jeg gik den lange vej til talerstolen dybt nede i det store auditorium, vidste jeg, hvordan Maren Spliid havde det, da hun blev ført til bålet i 1641. Jeg forestillede mig, at en pludselig besvimelse eller en styrtsø af næseblod ville ramme mig, inden jeg nåede i sikkerhed bag mikrofon og læselampe. Min rædsel måtte i hvert fald være synlig for de festklædte og glade mennesker, der fyldte stolerækkerne.  

Marens brøde bestod i, at hun i 1637 ønskede ulykke over Didrik Skrædder i Ribe. Min i, at jeg, i et anfald af kækhed, havde sagt ja til at holde tale for et hold nyudklækkede sygeplejersker. Det er mange år siden, men jeg husker, hvordan jeg tre-fire gange øvede mit budskab bag en barrikaderet dør på loftet. Alligevel var halsen tør som Sahara, og alle gode råd om øjenkontakt og ro fordampede i den sommervarme, der hang tungt over hospitalet udenfor.

Da talen var afviklet, var jeg tilfreds. Trods min skræk og fornemmelsen af, at auditoriet endte i en svovlgul afgrund dybere end Filippinergraven, er mit budskab, at man skal gøre noget farligt mindst to gange om året. Det farlige kan f.eks. være at deltage i en debat, at skrive til en avis eller springe elastikspring, for det er noget skrammel aldrig at udfordre sig selv.

Dagblade, fagblade, tv-kanaler og hjemmesider kæmper alle om at engagere læserne, seerne og brugerne. ”Hvad mener du? Bland dig i debatten. Vi vil gerne have et indspark fra dig.” 

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

De medier, der får flest mennesker ud af busken, har størst succes. Men hvor tit står dit eller mit navn under et læserbrev, en kronik eller et debatindlæg? Hvor ofte er en sygeplejerske med til at diskutere stregkoder i hjemmeplejen? Usynligheden kan skyldes, at sygeplejersker ikke har en mening, eller at de er sindsoprivende konforme.

Men den kan også skyldes, at der er for langt mellem de farlige handlinger. Både selvcensur og de andres vurderinger er effektive forhindringer. Når man så alligevel går i aktion og får gjort det, man er bange for, er et nyt duelighedstegn parat til at blive syet på skjorten.

Det er legalt at sige fra og i orden at følge sin mave-fornemmelse, siger vi til hinanden. Men den uskrevne regel i sygeplejen om, at man lærer bedst, hvis man er tryg og rolig, tror jeg ikke på. Hvis tryghed har førsteprioritet, sker der med stor sandsynlighed ikke noget som helst. 

For et par år siden tog jeg kørekort til motorcykel. Da jeg sad på den grønne Honda og hørte den aparte kørelærer fortælle, hvordan tæerne ser ud, hvis man vælter uden at have motorcykelstøvler på, overvejede jeg, hvordan jeg kunne komme væk uden at tabe ansigt. Mine tæer skulle ikke forvandles til cocktailpølser.

Da jeg bestod køreprøven, og den motorsagkyndige gav mig hånden, havde jeg glemt alt om mine trængsler, som bl.a. omfattede at vælte i en rundkørsel og ligge dér og rode, mens kiggekøen voksede. 

Jeg fandt min indre jægersoldat, og det hjalp. Den private monolog bestod af lange remser af banaliteter, som jeg lirede af for mig selv: ”Jeg kan godt, jeg består, selvfølgelig går det godt.” Og det gjorde det. 

Det er sjældent, jeg fortryder noget, jeg har gjort. Det sker oftere, at jeg fortryder noget, jeg lod være med at gøre, fordi jeg syntes, det var for farligt eller besværligt. 

Hvad med dig? 

”Det er legalt at sige fra og i orden at følge sin mave-fornemmelse, siger vi til hinanden. Men den uskrevne regel i sygeplejen om, at man lærer bedst, hvis man er tryg og rolig, tror jeg ikke på.”