Dilemma: Pis og kanyler

Illustration: Bodil Molich

Birger er tidligere sygehjælper og bor i en lejlighed på tredje sal. Han har netop fået konstateret metastaser i den ene lunge efter en modermærkekræft, som han troede var helbredt.

Nu er han sendt hjem for at afvente indkaldelse til en samtale om eksperimentel kræftbehandling. Efter en uge kommer hans søster, Bodil, på besøg fra Jylland. Hun finder sin bror i en meget dårlig forfatning. Han hoster voldsomt, lider af dyspnø og er bange.

Gode venner har sørget for indkøb og tøjvask, men ellers er Birger overladt til sig selv. Søsteren får fat i en visitator fra hjemmeplejen, som kommer på besøg to dage senere.

Visitatoren, Annette, bliver vred, da hun ser Birger. ”Hvorfor er der ikke nogen, der har sørget for at koble hjemmeplejen på, da Birger blev udskrevet,” tænker hun. ”Hvorfor er det så svært at få nogen til at tage ansvar? Her står vi i 2004 med akkreditering, dokumentation, helhedssyn og pis og kanyler, og se så ”

Annette er normalt meget besindig, men nu tænker hun på at henvende sig til Ekstra Bladet, skrive et Synspunkt til Sygeplejersken eller opfordre søsteren Bodil til at henvende sig til Patientklagenævnet. Hvordan ville du reagere, hvis du var Annette?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 5 2005    

Sårbar konstruktion

Når man ser et sygt, forladt og omsorgssvigtet menneske, kommer man til at tænke på sundhedssektorens lange ”behandlingskæde.” Kigger man nærmere på kæden, finder man ud af, at der er mange ringe i den. Ringene sidder godt nok sammen, men man undrer sig nogle gange over, hvordan de kan blive siddende fast, når konstruktionen er sårbar.

Det er nemt at reagere, som Annette gør. Med vreden og magtesløsheden som redskaber kan man ikke reparere skader på kæden. Klager og frustrationer, som er negative følelser, fører kun til kædens endnu større sårbarhed og flere svigt på længere sigt.

Hvad skal man så gøre? Vær forebyggende og ræk en hjælpende hånd til medarbejderen i de forskellige led i kæden. Kun igennem en sund medarbejderpolitik, hvor ledelsen har en bekræftende og rosende rolle i forhold til sit personale, kan man få engagerede medarbejdere, som bruger hele deres personlighed i arbejdet og får succes.

Anna Tomanek, vikarsygeplejerske, cand.pæd.stud. ved DPU.

Traditionel stolthed

Annette besinder sig, slår sin sunde fornuft til igen og sætter sig lidt nærmere på Birger og spørger: ”Birger, kan du huske, hvad de sagde til dig på afdelingen, da du skulle udskrives?

Tilbød de dig ikke, at de ville kontakte hjemmeplejen, enten for at aftale noget hjælp eller for, at visitator kunne besøge dig i dit hjem, når du først var hjemme i dine egne rammer igen.”

”Jeg har en mistanke om, at du har afslået hjælpen, da du ikke har ønsket at være til besvær, det ligger desværre til os fra faget. Mente du mon, at det nok skulle gå med gode venners hjælp? Men sådan blev det desværre ikke, vel, og med den stolthed vi har, så bliver vi ved med at prøve.

Jeg kan jo ikke tvinge dig til at modtage hjælp, ifølge Grundloven har du din egen fri vilje, men som jeg vurderer din situation nu, så kan jeg tilbyde følgende hjælp ”

Gitte Engen, visitator, ansat i Rudkøbing Kommune.