Illustration: Bodil Molich
Gertrud er intensivsygeplejerske og 28 år gammel. Hun lever sammen med ingeniøren Mads på 32. Alt omkring det unge par er i orden. Uddannelserne, rækkehuset, bilen og haven. Men der mangler én ting: barnet.
Gertrud har prøvet at blive gravid i to år og er nu startet i fertilitetsbehandling. To forsøg er det blevet til, men uden resultat. Nu er der lys forude. Gertruds bedste veninde fra gymnasietiden, Thea, har tilbudt parret et æg, som kan blive befrugtet med Mads’ sæd.
Behandlingen er ikke tilladt i Danmark, så Thea, Mads og Gertrud må rejse til England for at få gennemført deres projekt. Gertrud fortæller sine kolleger om planerne og bliver meget forbavset over deres reaktioner. En jævnaldrende kollega er meget forarget og kalder det roderi og manipulation med naturen. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvem barnet skal kalde ”mor” – Gertrud eller Thea?
Gertrud fortryder, at hun kunne finde på at fortælle om sine planer på sin arbejdsplads, og hun forsøger at lægge emnet på hylden, men kollegerne vender ofte tilbage til sagen. Hvad ville du sige til Gertrud, hvis hun var din kollega?
Kommentarer i Sygeplejersken nr. 8 2005
Det er ikke manipulation
Det at blive forældre er det største for rigtig mange af os, det er bare ikke os alle, der har lige let ved at opnå dette ønske. Men til vores held har videnskaben også her kunnet hjælpe mange, heriblandt mig selv, via IVF. Og rent personligt tror jeg, at mange har svært ved at forstå vores situation, hvilket ofte kan føre til sårende kommentarer. Som sygeplejerske ser jeg på ægdonation som på enhver anden transplantation, hvor man giver et organ/æg væk, idet man ikke selv skal bruge det, til en anden, som har brug for det. Jeg kan ikke se, hvad der er manipulerende ved det, for så er alle transplantationer vel også det, idet vi også her griber ind i naturens gang?
Tanja Skærbæk Pedersen, Sørvad, i øjeblikket på barselsorlov.
Ingen menneskeret
Det er ikke en menneskeret at få børn. Men hvis I virkelig så meget ønsker jer et barn - eller flere - vil jeg foreslå adoption. I kan gøre en stor og god gerning ved at tage imod et barn, hvis livsvilkår ellers var uoverskuelige. I bliver ikke ringere forældre på den måde. Og I vil selv slippe for den altid nagende følgesvend: at det ikke er helt vores eget, der er også en anden mor (det er unaturligt at have to mødre) og evt. bekymringer for, hvordan veninden med tiden vil reagere over for barnet. For slet ikke at tænke på barnets reaktioner med tiden.
Herdis Jakobsen, sygeplejerske, Fredericia Sygehus.
Respekt og rummelighed
Vanskelig beslutning. Måske er jeg enig - måske ikke, men når Gertrud selv vælger at fortælle om projektet, må hun også være klar til at diskutere det. Hun må være klar til at høre på alle modargumenterne om et godt liv uden børn, om alle de børn, der kunne få et godt liv ved at blive adopteret af et par som Gertrud og Mads, og om alle de følelsesmæssige konflikter, der kan opstå mellem Gertrud og Thea.
Når det er sagt, så må jeg være rummelig og respektere deres valg og således også som en god kollega glæde mig over, at Gertrud får det barn, hun så brændende ønsker sig.
Kirsa Ahlebæk, rektor på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole, medlem af Sygeplejeetisk Råd.