Dilemma: Demente beboere i linsen

Illustration: Bodil Molich

Kirsten er sygeplejerske og besøger sin mor på det lokale plejecenter for demente mennesker. Da Kirsten træder ind i opholdsstuen, sidder en af de demente beboere sammen med et personalemedlem og ser i et fotoalbum. Billederne er taget af personalet ved forskellige lejligheder og viser stedets beboere og personale ved festlige lejligheder og i private situationer.

Der er et foto af en beboer siddende i natkjole med benene oppe på sofabordet og et andet foto af en beboer, som ikke ser ud til at være klar over, at der bliver taget billeder af ham. Ud for hvert billede har personalet knyttet en kommentar, som kunne være sagt af beboeren, men ikke er det.

Kirsten kan ikke lide tanken om, at det kunne have været hendes - nu demente - mor, som var kvinden i natkjolen. Hun er ikke sikker på, at hendes mor ville have bifaldet at blive fotograferet klokken ni om morgenen iført nattøj, hvis hun havde mulighed for at sige fra. Kirsten ved godt, at der kan være et pædagogisk formål med albummet, fordi billederne kan være med til at få den demente til at huske.

Kirsten overvejer, om hun er for sart, eller om hun bør kommentere billederne af beboerne over for personalet. Hvordan ville du reagere, hvis du var pårørende?

Olga Kristine Nielsen er sygeplejestuderende på Vestsjællands Amts Sygeplejeskole i Slagelse.

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 9 2005    

Magtesløse pårørende

Min erfaring er, at de pårørende ofte føler sig magtesløse i savnet af den person, som dog stadig er hos dem. Ved aktivt at blive inddraget af personalet i at understøtte den dementes hukommelse kan de føle, at de opnår en nærhed og en kontakt med den demente.

Ditte Gundorph Wieder, sygeplejerske, ansat på Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital.

Bevarer værdigheden

Min nyligt afdøde far havde, da han fik diagnosen Alzheimer, den største angst for, at han skulle komme i situationer, som kunne synliggøre hans demens, eller situationer, som han ikke ville have accepteret før sygdommen. Det isnede ned ad ryggen på mig, da jeg opdagede, at de nissehuer, som hang i vores afsnit for demente, ikke var beregnet til personalet som først antaget, men til beboerne.

Efterfølgende har jeg set billeder af beboere med andre narrehatte på til f.eks. nytår og fastelavn. Jeg kunne se, at det var noget af det, min far frygtede, og jeg med ham. Vores svage forældre er ikke gamle, som er blevet børn, men gamle, som er ramt af demens. De skal hjælpes til at bevare så meget værdighed og identitet som muligt. Jeg var blevet rasende, hvis jeg havde set den slags billeder, og det er en gave at få lov til at fremføre mit synspunkt som pårørende, da det ikke er let at være kritisk over for kollegers adfærd.

Lene Borrisholt, primærsygeplejerske, ansat i nattevagt i Hirtshals Kommune.

Stil krav

Jeg har en mand på 62 år, som har Alzheimer, og jeg er ikke i tvivl om, at vi skal stille krav til plejepersonalet om at bruge de pædagogiske plejeredskaber og til plejepersonalets etik. Jeg vil ikke acceptere nogen form for ydmygelse af min mand. Jeg mener, at vi som pårørende er med til at sætte standarden i plejen. Hvis vi accepterer ydmygelser af vore kære, er vi med til at sænke kvaliteten i plejen, men stiller vi krav, kan vi være med til at hæve standarden og få personalet uddannet til denne vanskelige opgave.

Marianne Dyrhauge, sygeplejelærer, ansat på Social- og Sundhedsskolen Vejle Amt.

Ydmygende situationer

Den, der står med kameraet, bør være i stand til at afgøre, om hun eller han selv ville bryde sig om at blive fotograferet i den situation. Er der blot den mindste lille tvivl, er svaret enkelt. Man lader være. I dagligdagen oplever den demente alt for mange ydmygende og uværdige situationer. Uanset hvor gode hensigterne måtte være, så er der ingen grund til at fastholde disse situationer med et kamera.

Gerda Ringholm Nielsen, pensioneret sygeplejerske.