Klinisk undervisning kæder teori og praksis sammen

Arkivfoto: Heine Pedersen

Mange spørgsmål melder sig, når sygeplejestuderende møder til klinisk undervisning på en psykiatrisk afdeling den første dag:

"Er det farligt at være her?" "Har jeg grund til at være bange?" "Hvad skal jeg sige og gøre?" lyder det fra de studerende. Et andet forbehold drejer sig om de læringsmæssige og faglige begreber, der er en del af den kliniske undervisning i psykiatrien, hvor hurraord som refleksion, kompetence, relation og evalu-ering ofte får de studerende til at himle med øjnene. Men både patienterne og terminologien er givne vilkår i de 10 uger, de studerende skal studere psykiatrisk sygepleje i klinisk praksis. Et forløb, der også er betinget dels af den seneste Bekendtgørelse (1), dels af Studieordningen (2) og Lektionskataloget (3), som er udarbejdet af Sygeplejerskeuddannelsen ved Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S).

Studieordningen har medført, at dele af den teoretiske undervisning i sygepleje er placeret i uddannelsens kliniske perioder. Siden 2001 har sygeplejestuderende i H:S Sygeplejerskeuddannelsen derfor haft forberedende klinisk undervisning i psykiatrisk sygepleje i den kliniske undervisningsperiode på 4./5. semester.

Undervisningen tilrettelægges og varetages af klinisk uddannelsesansvarlige sygeplejersker, kliniske vejledere og andre fagpersoner. Undervisning i den kliniske periode har skabt nye læringsmuligheder. De sygeplejestuderende har nu fået mulighed for at lære psykiatrisk sygepleje i et autentisk læringsmiljø.

De sygeplejestuderende præsenteres via lektionskataloget for begreber, som de på forhånd oplever som tunge og vanskelige at forholde sig til. Lektionskatalogets krav om at udvikle kompetence til at analysere, vurdere og evaluere sygeplejen tænder dem af. Samtidig er de studerende spændte på at få et indtryk af deres fremtidige virkefelt, møde færdiguddannede sygeplejersker og træffe de psykiatriske patienter. Opfange lyde, lugte og stemninger.

Tæt på praksis

Den teoretiske undervisning i klinisk praksis medfører, at de studerende får praksisnære eksempler som udgangspunkt for deres kritiske analytiske refleksion, og de kliniske undervisere oplever, at det er lettere for de studerende at koble den teoretiske og kliniske undervisning i de kliniske perioder, fordi de studerende kan se sammenhæng og mening i den kliniske praksis, de befinder sig i.

Didaktisk signalerer begrebet klinisk undervisning, at forløbet er præget af afgrænsede og fragmenterede undervisningsforløb (4) i stedet for lange erfaringsdannende og øvelsesbaserede forløb.

Læringsmetoder som klinikker, refleksionsøvelser og læringsaftaler betyder nye muligheder for udvikling af kundskabsmæssige kompetencer og derfor nye måder at tilrettelægge forløbet i klinikken, men også mulighed for at dæmpe den bekymring over for patienterne, som de studerende ofte er præget af.

Der har været gennemført forberedende klinisk undervisning i psykiatrisk sygepleje for flere hold sygeplejestuderende, og der er dermed indhentet erfaringer med undervisningsformens styrker og svagheder. De studerende og personalet i klinikken har bl.a. givet udtryk for, at det er svært at etablere og bevare kontakt til patienterne og arbejdsgange, hvis de studerende alt for ofte skal forlade klinikken for at deltage i undervisning. Derfor er den forberedende kliniske undervisning samlet i blokke.

De nye kliniske studieformer, herunder den forberedende kliniske undervisning, har ført til en ændret kontekst for læring i psykiatrisk sygepleje. Den studerende oplever nu en mere tydelig sammenhæng mellem teori og praksis. De har mulighed for at fordybe sig i specialets dilemmaer og kompleksitet.

Den forberedende kliniske undervisning

Formålet med undervisningen er at udvikle de studerendes faglige og personlige kompetencer gennem tilrettelæggelse og afvikling af den forberedende kliniske undervisning. Samtidig er det et ønske fra de kliniske vejledere og sygeplejerskerne i klinisk praksis, at undervisningsindholdet er autentisk, aktuelt og gerne afspejler en virkelighedsnær klinisk praksis, hvor mødet med den psykiatriske patient og dennes netværk er omdrejningspunktet. Det autentiske og aktuelle vidensindhold er med til at øge troværdigheden og kvalificere den forberedende kliniske undervisning.

Ud fra erfaringer med de studerendes forbehold indleder de kliniske undervisere den kliniske undervisningsperiode i psykiatrisk sygepleje med en kort fælles introduktion, hvor hensigten er at eliminere de fordomme og den bekymring over for specialet, som mange studerende kommer med, og som kan spærre for teoretisk indlæring samt at præsentere de studerende for det ny speciale, dets patientkategorier og det at studere i feltet.

Meget få studerende har en forestilling om, hvordan en psykose viser sig hos en skizofren patient, og hvilke konsekvenser de psykotiske symptomer kan have for den psykiatriske patients funktioner på både det fysiske, det psykiske og det sociale plan, og langt færre studerende har en forestilling om, hvordan de vil reagere i mødet med et psykisk sygt menneske.

Efter introduktionen planlægges der et kortere ophold i klinisk praksis for at give de studerende et mere nuanceret billede af den psykiatriske sygeplejes teori og metode, f.eks. jeg-støttende sygepleje og kontaktpersonbegrebet (5). Hensigten er, at de studerende hurtigt får en fornemmelse for den psykiatriske sygepleje og det praksisfællesskab (6), de skal være en del af, og at de får mulighed for at møde patienterne, personalet og de kliniske vejledere, før de præsenteres for den psykiatriske sygeplejes teorier, begreber og metoder.

Desuden får de studerende mulighed for at foretage egne observationer af den psykiatriske praksis, og dermed inddrage egne erfaringer i den forberedende kliniske undervisning. Ved at sætte ord på egne oplevelser og lægge øre til andres skabes et beredskab til yderligere læring og fordybelse (7). Efter den korte periode i klinikken starter den forberedende kliniske undervisning, der ofte er planlagt som et samlet forløb.

Når undervisningen samles, får de studerende mulighed for at bygge videre på de faglige drøftelser, som finder sted undervejs i forløbet (8). Ubrudte læringsforløb såvel i teori som i klinik er med til at skabe sammenhæng og dermed større forståelse for det, der skal læres, og styrker de studerendes personlige og faglige udvikling.

Undervisningsforløbet er baseret på analyse og refleksion, hvor sygeplejefaglige aspekter diskuteres, uddybes og begrundes (9). Målet er at opnå en integration af sygdomslære og psyki-atrisk sygepleje og desuden opnå en bevidstgørelse om de elementer i den psykiatriske praksis, der har betydning for den konkrete pleje og behandling. I undervisningen stræbes der mod dialog, erfarings- og meningsudveksling. På den måde imødekommes og åbnes for debat om den psykiatriske sygepleje.

De studerende får et relevant teoretisk fundament i frisk erindring og opnår et kontinuerligt forløb med mulighed for at sammenholde de forskellige underviseres oplæg. De studerendes indlevelsesevne og empati skærpes, så de får mulighed for at indleve sig i patienternes forståelsesverden. Det overordnede fokus er at få en forståelse for og indsigt i etableringen af en bæredygtig relation (10) samt indsigt i, hvorledes man kommunikerer målrettet med respekt for den psykiatriske patient. Etik i mødet med mennesker, der lider af en psykisk sygdom, bliver da et af de bærende elementer i den kliniske undervisning (11).

De studerendes modvilje mod hurraord kan føre til læringsbarrierer. Derfor har de brug for kærlige skub og let provokation fra underviserne for at blive deltagende og engagerede. Begreber som analyse, vurdering, evaluering og refleksion bliver meningsfulde for de studerende, når de bruges til at koble teori på levende og vedkommende eksempler fra den psykiatriske praksis.

Udgangspunktet er at synliggøre og problematisere de dilemmaer, den studerende kan møde i det psykiatriske felt, og på den måde skabe et trygt og tillidsfuldt fundament i relationen med de studerende, så de kan påtage sig et medansvar for egen læring (12,13). Hensigten er, at de studerende føler sig inspireret og godt rustet til fortsat at studere og lære i et spændende klinisk felt.

Planlægningen af den kliniske undervisning må ses som en kontinuerlig proces, der er i fortsat udvikling omkring læring i klinisk praksis. Generelt viser evalueringer, at de sygeplejestuderende bedømmer den forberedende kliniske undervisning i psykiatrisk sygepleje til over middel på hospitalerne i H:S.

Undervisningen evalueres som praksisnær og relevant. Studerende har i deres evalueringer udtalt, at de ser det som en fordel, at teorien nu er knyttet til klinisk praksis, og de pointerer, at undervisernes kliniske erfaring og konkrete patienteksempler opleves som en fordel. Udfordringen ligger i at finde balancen mellem præsentation af de fundamentale begreber, der skal bruges til refleksion i psykiatrisk sygepleje og en egentlig praksisnær undervisning.

Efter den forberedende kliniske undervisning er der planlagt et længere klinisk forløb i afsnittene. Her har de studerende mulighed for at videreudvikle personlige, faglige og færdighedsmæssige kompetencer i samarbejde med den kliniske vejleder.

Praksis er udgangspunktet

At integrere teoretisk undervisning i psykiatrisk sygepleje i klinisk praksis har medført, at undervisningens indhold og rammer i højere grad kvalificerer refleksionen i den kliniske undervisning. Refleksionen gøres nærværende, relevant og motiverende, idet den nu udspringer af den kliniske praksis, som både de studerende og underviseren er en aktiv del af. Sagt med andre ord: Undervisning i den psykiatriske sygeplejes teorier, begreber og metoder, som en naturlig del af den kliniske hverdag, skaber en synergieffekt, der fremmer den studerendes læring.

Denne integration af teori og praksis evalueres af de studerende som vedkommende og aktuel. Udviklingen i det kliniske uddannelsesforløb fremstår således relevant og opfylder professionsbacheloruddannelsens øgede krav til sammenhæng mellem teori og praksis.

De kompetencer, den studerende udvikler i direkte berøring med problemstillingerne i klinisk praksis, bliver knyttet til relationen mellem den studerende, personalet og patienten, og den forberedende kliniske undervisning kobles direkte til de observationer, den studerende har foretaget i sit kliniske forløb. Det samspil har afgørende betydning for kvaliteten og troværdigheden af undervisningen.

Dels fordi erfaringerne og erkendelserne bliver mere autentiske, dels fordi kvaliteten af disse erfaringer og erkendelser kan øge de studerendes handlingskompetencer og deres forståelse for sammenhænge. Den studerende får ligeledes indsigt i sygeplejefagets arbejdsprocesser og arbejdsformer, hvordan de organiseres, føres ud i livet og videreudvikles. I det hele taget er en indføring i faget via praktisk problemløsning kombineret med undervisning en mulighed for at udvikle den studerendes kritiske og analytiske kompetencer.

Ud over bestemmelser fra Bekendtgørelsen (1), Studieordningen (2) og Lektionskataloget (3) er artiklen baseret på information fra og undervisningsmateriale udarbejdet af kliniske vejledere samt klinisk uddannelsesansvarlige sygeplejersker i H:S.

Catherine Fenger Benwell er klinisk uddannelsesansvarlig sygeplejerske i H:S, Amager Hospital, Jytte Graarup er klinisk uddannelsesansvarlig sygeplejerske i H:S., Rigshospitalet, og Jane Pregaard er Teamleder i H:S., Sankt Hans Hospital.

Litteratur

1. Bekendtgørelse nr. 232 30/03/2001.
2. Studieordning, H:S Sygeplejerskeuddannelsen. Revideret udgave, juni 2004. Godkendt af Undervisningsministeriet, september 2004.
3. Lektionskatalog for klinisk undervisning i psykiatrisk sygepleje på 4./5. semester udarbejdet 25.03.2003.
4. Knowles M. The Adult Learner. Houston: Texas Gulf Publishing Co.; 1973.
5. Strand L. Fra kaos mod samling, mestring og helhed. København: Munksgaard Danmark; 1992.
6. Lave J, Wenger E. Situated Learning. Legitimate Peripheral Participation. Cambridge University Press; First published 1991, 2002.
7. Bjerkenes MS. Bjørk IT. Praktiske studier. Stockholm: Tano; 1997.
8. Dryer O. Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster. In: Nielsen K et Kvale S. ed. Mesterlære - Læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag; 1990.
9. Mach-Zagal R. Vejledning og dialog som pædagogisk proces. I: Saugstad T et Mach-Zegal R. Sundhedspædagogik for praktikere. København: Munksgaard Danmark; 2003.
10. Travelbee J. Mellommenneskelig forhold i sykepleie. Oslo: Universitetsforlaget; 1999.
11. Craford, C. Udviklende fortrolighed. København: Hans Reitzels Forlag Danmark; 1994.
12. Lauvås P, Handal G. Veiledning og praktisk yrkesteori. Oslo: J.W. Cappelens Forlag as; 1990.
13. Bjerknes MS og Bjørk IT. Praktiske studier. Stockholm: Tano; 1997.