Glem ikke de psykisk syges børn

Arkivfoto: Jeanne Kornum/Scanpix

Både børn og forældre har brug for hjælp og støtte, når mor eller far har en sindslidelse. Det forudsætter indsatser fra medarbejdere i voksenpsykiatrien, i forvaltninger og i almene tilbud i kommunerne. Det er afgørende, at parterne arbejder sammen og koordinerer deres indsats for børn og forældre.

For at få en status på den støtte, der ydes til børn og forældre i voksenpsykiatrien i Danmark, er der gennemført en undersøgelse af støttemulighederne i hele behandlings- og socialpsykiatrien. Undersøgelsen er gennemført af Socialt Udviklingscenter SUS og finansieret af Socialministeriet.

Mange tusinde børn

Hvert år fødes ca. 1.500 børn af mødre, der har en behandlingskrævende sindslidelse. Ca. en fjerdedel af de indlagte patienter i psykiatrien har børn under 18 år. I Ballerup Kommune registrerede man i en periode over tre måneder i 1999 forældre med diagnosticeret sindslidelse og kontakt med socialforvaltningen.

Opgørelsen viste, at disse forældre udgjorde 2 pct. af forældrene i kommunen, og at familierne i alt havde 212 børn. En forsigtig generalisering af tallene peger på, at der i hele landet i 1999 var ca. 25.000 børn med lignende baggrund.

Herudover ved vi, at mange mennesker med sindslidelse bliver behandlet hos egen læge eller hos privatpraktiserende psykiater eller psykolog. Vi ved også, at mange ikke har kontakt med behandlingsvæsenet. Derfor må tallet skønnes at være væsentlig større.

Eksakte tal ville kræve afgrænsning af:

• Hvad er en sindslidelse? Diagnoser, bestemte symptomer eller psykiske vanskeligheder i det hele taget?
• Hvad er en familie? To biologiske forældre med to børn, plejefamilier, enlige forældre, sammenbragte forældre?
• Hvilket perspektiv bør undersøges? Ønsker vi en tværsnitsundersøgelse for at vide, hvor mange børn det lige nu drejer sig om? Eller ønsker vi at afdække, hvor mange børn, der i løbet af deres barndom i perioder har levet sammen med forældre, der har en sindslidelse?

I undersøgelsen blev der sendt spørgeskemaer ud til 731 voksenpsykiatriske behandlingstilbud. 60 pct. af skemaerne blev returneret med svar.

Der blev spurgt, om de enkelte tilbud har kendskab til, om stedets brugere har børn under 18 år. Det svarer 79 pct. ja til, mens 21 pct. svarer nej. 56 pct. registrerer børnene, mens 44 pct. ikke gør. Der kan således være kendskab til børn uden registrering og omvendt.

Når svarene udskilles i forskellige behandlingstilbud, viser det sig, at 36 pct. af de psykiatriske afdelinger ved, om brugerne har børn, men 67 pct. svarer, at de registrerer børnene.

83 pct. af de socialpsykiatriske dagtilbud har kendskab til børnene, men kun 32 pct. registrerer. Her har nogle af svarpersonerne forklaret, at dagtilbud slet ikke registrerer, heller ikke brugerne, der ofte kan komme anonymt. Men det betyder altså ikke, at man ikke ved, om brugerne har børn.

I spørgeskemaet har vi bedt om begrundelse, hvis børn under 18 år ikke bliver registreret. Svarene lyder, at det ligger uden for psykiatriens fokusområde.

Få lokale tilbud

Der er i 2005 gennemført en landsdækkende tilfredshedsundersøgelse blandt patienter og pårørende i distriktspsykiatrien (se boks 1). Formålet var at afdække patienters og pårørendes oplevelser og vurdering af psykiatrien. I undersøgelsen er der ikke spurgt til patienternes børn, og alle deltagende pårørende er over 18 år.

Der indgår ingen resultater, som antyder, at distriktspsykiatrien tager hensyn til de børn, der er pårørende. En enkelt patientbesvarelse efterlyser en hensyntagen til børn. Dette til trods for at SUS' undersøgelse viser, at 80 pct. af de distriktspsykiatriske tilbud registrerer brugernes børn. Det ser således ud, som om medarbejdere i store dele af distriktspsykiatrien er opmærksomme på patienternes børn. Det kan undre, at betydningen heraf i forhold til patienters tilfredshed ikke er undersøgt.

Støtte til brugere i deres forældrerolle ydes i to tredjedele af tilbuddene, hyppigst i socialpsykiatrien og i de opsøgende psykoseteam. Familiesamtaler tilbydes i lidt under en tredjedel af tilbuddene, hyppigst i Viborg og Århus Amt. I spørgeskemaet har vi bedt om begrundelse, hvis der ikke ydes støtte til forældre. Svarene er dels, at det ligger uden for psykiatriens fokusområde, dels at medarbejderne mangler uddannelse på området.

Børn, der ikke får hjælp og støtte til at bearbejde deres oplevelse af forælderens tilstand, kan udvikle store og langvarige vanskeligheder. Kun 10 pct. af stederne tilbyder børn enesamtaler, oftest i behandlings-psykiatrien. Gruppesamtaler tilbydes også i 10 pct. af tilbuddene, hyppigst i Vejle og Århus Amt.

Hvis børn ikke får noget at vide om forælderens sindslidelse, kan de danne sig skræmmende forestillinger om forælderens tilstand. I 20 pct. af tilbuddene får børn oplysning om forældres sygdom, hyppigst i Sønderjyllands og Århus Amt.

Et rum med legetøj og børnemøbler signalerer, at børn er velkomne. Legemiljøer kan udgøre en ramme af tryghed. Kun 10 pct. af de psykiatriske tilbud har indrettet besøgsrum til børn. Kun en tredjedel af tilbuddene har adgang til legetøj, oftest i behandlingspsykiatrien og oftest i Bornholms Regionskommune og i Sønderjyllands Amt.

At være sammen med ligestillede kan være en stor lettelse for de berørte børn. Halvdelen af tilbuddene har sociale eller kulturelle tilbud til børnene. Det kan være ture ud af huset til skov og strand eller til biografen, oftest i socialpsykiatrien og oftest på Bornholm og i Ringkøbing Amt.

Støttende indsatser for børn og forældre forudsætter, at medarbejderne har viden og indsigt på området. I halvdelen af behandlingstilbuddene får medarbejderne mulighed for efteruddannelse, oftest i behandlingspsykiatrien. I svarene gives der tydeligt udtryk for, at der er behov for mere efteruddannelse på dette område.

Samarbejde med andre instanser, som kender børnene og familien, er nødvendigt i den støtte, der ydes til børn og forældre. Derfor blev der også spurgt, om der foregår et tværsektorielt samarbejde. De fleste psykiatriske tilbud har et sådant samarbejde med kommunale forvaltninger. Ikke ret tit med børns skoler og daginstitutioner. Lidt mere med døgninstitutioner og plejefamilier, dvs. når børn er anbragt uden for hjemmet.

Ildsjæle bag tilbud

På baggrund af resultater fra spørgeskemaundersøgelsen blev der udvalgt ni tilbud, som i deres besvarelser gav udtryk for at gøre en indsats på området. I disse tilbud blev der gennemført gruppeinterview med 54 medarbejdere. Derudover gennemførtes tre gruppeinterview med i alt ni forældre, som var tilknyttet psykiatriske tilbud og en samtale med en gruppe på fem børn.

Interviewene viser, at der er fællestræk ved de udvalgte tilbud. Det er således tydeligt, at indsatserne for børn og forældre er iværksat fra omkring midten af 1990'erne. Motivationen hertil er opstået i praksis, enten fordi der i perioder har været mange forældre med børn blandt brugerne, eller fordi medarbejderne har hørt eller læst om behovet.

Indsatserne er kommet i gang på initiativ af en eller flere ildsjæle, som har trukket det store læs, og som har haft gennemslagskraft. Nogle psykiatriske tilbud har afsat personaletimer til indsatser for børn og forældre, nogle steder spørges der rutinemæssigt til børn, når forældre indlægges, enkelte steder har familiesamtaler eller grupper for børn. Enkelte steder er der fast, tværsektorielt samarbejde.

Ifølge de medarbejdere, som har deltaget i interview, er udbyttet af indsatsen f.eks., at der nedbrydes tabuer om sindslidelse, at børnene oplever lettelse over ikke at være alene i verden, og at forældre er lettede over ikke længere at behøve at lyve for børnene. Der lægges også vægt på, at medarbejderne får bedre kontakt med brugerne, fordi der er mere klar kommunikation, når der er taget hul på de svære problemer med at være en forælder, der har en sindslidelse.

Nogle af medarbejderne fortæller, at det kan give vanskeligheder at forsøge at yde støtte til forældre. Når en medarbejder har god kontakt med en bruger, kan medarbejderen frygte, at kontakten forringes, hvis medarbejderen tager hul på en samtale om forælderens bekymringer for børnene.

Andre er usikre på, hvordan man taler med børn, og hvad børn kan tåle at høre. Andre igen beklager, at det er svært at etablere et frugtbart samarbejde med de kommunale instanser, der skal yde støtte til børnene.

Ligesom andre forældre tænker forældre, der har en sindslidelse, tit og ofte på deres børn. I sygdomsperioder er forældrene bekymrede over deres rolle i forhold til børnene og urolige over, hvordan børnene har det. De interviewede forældre fortæller, at det er en stor lettelse at få lov til at snakke om, hvor svært det er at slå til som forælder. Lettelsen gør, at forældrene føler sig mere motiveret for behandling for deres sindslidelse. Nogle af de interviewede forældre er tilknyttet psykiatriske tilbud uden særlige tilbud til børn. Disse forældre efterlyser konkret støtte til børnene.

Forældre med sindslidelse lever med angst for at få et barn anbragt uden for hjemmet. De forældre, som har deltaget i interview, kender til angsten. En af forældrene fortæller om sin oplevelse af at få barnet anbragt. Forælderen fortæller med egne ord, at anbringelsen var vellykket. Ved at høre om oplevelsen siger en af de andre forældre i samme gruppe, at det måske for denne forælder ville have været en hjælp, hvis barnet var blevet fjernet.

På grundlag af undersøgelsens resultater anbefales en udbygget indsats i voksenpsykiatrien, f.eks. tilbud om familiesamtaler med børn og forældre, henvisning til eller etablering af børnegrupper og mere børnevenlige miljøer. Desuden anbefales det at etablere tværsektorielle samarbejdsrelationer med henblik på støtte til både børn og forældre og uddannelsestilbud til medarbejdere i begge sektorer. 

Else Stenbak er seniorkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS

Rapporten fra undersøgelsen: "Børn og forældre i voksenpsykiatrien" findes på hjemmesiden Børn med psykisk syge forældre.