Vi er som en udenlandsk kernefamilie

Syv kvinder, ét fag: fra venstre ses polske Zofia, der som EU-borger kom med på dispensation, thailandske Lakkana, japanske Hiromi, moldoviske Veronica, congolesiske Colette, kinesiske Yukun og filippinske Girlie. Foto: Signe Fiig

De syv kvinder er kommet til Danmark som flygtninge, indvandrere, medfølgende ægtefælle og au pair-pige fra lande så forskellige som Japan, Congo, Thailand, Moldavien, Filippinerne, Kina og Polen.

Trods deres forskellige baggrunde har de dog alle en sygeplejerskeuddannelse med i bagagen. Og en anden fællesnævner for dem er, at de lige siden deres ankomst til Danmark alle har drømt om at få dansk autorisation til at arbejde som sygeplejersker igen - drømme, der nu er blevet eller er ved at blive opfyldt ved hjælp af en særlig kvalificeringsuddannelse for sygeplejersker fra lande uden for Skandinavien og EU, som Sygeplejerskeuddannelsen i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) står bag.

Sammen med seks andre kvinder udgør Colette Feza, Yukun Qin, Girlie Escandor, Lakkana Isan Sørensen, Hiromi Hansen, Zofia Malinowska og Veronica Sajin det første hold kursister på kvalificeringsuddannelsen. Sygeplejersken har sat dem stævne i et mødelokale i Dansk Sygeplejeråds hus på Sankt Annæ Plads en torsdag eftermiddag, godt et år efter de begyndte på kvalificeringsuddannelsen i september 2005.

Det der sprog

Talen går lystigt blandt kvinderne på mere eller mindre fejlfrit dansk. De kender tydeligvis hinanden godt, både fagligt og personligt, og netop fællesskabet er ifølge kursisterne en af hovedårsagerne til, at mange af dem på blot godt og vel et år har fået både dansk autorisation og job. For som japanskfødte Hiromi Hansen bl.a. siger:

"Under de praktiske forløb har vi været ude blandt danskere og danske kolleger, men to gange om ugen har vi også mødt hinanden på skolen i forbindelse med bl.a. sprogundervisning, og det har været rigtig godt. Her har vi kunnet få luft for de frustrationer, problemer og misforståelser, vi er stødt på, især fordi vi ikke er danskere."

Hun blev færdig på forløb 2 i juli måned og arbejder nu som sygeplejerske på Reumatologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Og Hiromi Hansen ved om nogen, hvad hun taler om, da hun også har taget en dansk uddannelse som social- og sundhedsassistent:
"Det var kun mig og en anden kursist, der havde anden etnisk baggrund end dansk. Der var meget gruppearbejde, og det var svært at deltage ordentligt i, fordi vi ikke kunne sproget så godt."

Frivilligt arbejde

Japanerens problemer med det danske sprog kan samtlige nikke genkendende til. Og selvom de alle skulle mestre dansk på et niveau svarende til danskprøve 3 for at blive optaget på kvalificeringsuddannelsen, udgør det danske sprog dagligt en kilde til frustration.

"Det er det sprog, vi taler med hinanden på, og det er vores arbejdssprog nu. Men hver dag er der nye ord og vendinger, vi skal forholde os til. Ikke så meget fagligt, for her kan vi jo bare bruge de latinske udtryk, men første gang en patient bad om postevand, vidste jeg ikke, hvad han egentlig mente," siger Veronica Sajin.

Hun er fra Moldavien, men har boet i Frankrig i en årrække, før hun kom til Danmark i 2001, da hendes mand fik arbejde i it-branchen.

"Jeg var meget alene i begyndelsen, og da min mand skulle på sin første forretningsrejse, begyndte jeg at søge arbejde. Jeg kom lidt tilfældigt i kontakt med et plejehjem og spurgte, om de ikke kunne bruge en frivillig som mig. Jeg kunne ikke sproget, men jeg kunne jo godt finde ud af at vaske patienterne og klæde dem på," fortæller hun.

Faglighed på plads

Veronica Sajins henvendelse resulterede faktisk i, at hun et stykke tid arbejdede som frivillig på plejehjemmet, hvilket igen resulterede i et job som social- og sundhedshjælper. Og frivilligt arbejde har fire af de andre kursister også haft i form af ulønnede ansættelser på både plejehjem og hospitaler. Sideløbende har mange af kvinderne gået på sprogskole. Enkelte har også forsøgt at opgradere deres udenlandske uddannelser på en af landets sygeplejeskoler for at opnå dansk autorisation, men altså forgæves, indtil de gennem bl.a. annoncer i avisen, deres sagsbehandler i kommunen eller sproglærer hørte om den særlige kvalificeringsuddannelse for sygeplejersker fra 3.-lande.

For som sagt har de alle haft lyst til at arbejde med deres fag i Danmark, og de har som sådan også følt sig fagligt klædt på.
"Sprogligt lærer man bedst, når man er ude blandt danskerne på job. Især ældre patienter er gode, de er tålmodige og taler tit meget tydeligt og langsomt. Men netop fordi vi er anderledes og måske ikke kan dansk så godt, tror mange af vores kolleger, og også patienter, at vi ikke kan det samme som danske sygeplejersker. Men når vi viser, at det kan vi, får vi stille og roligt lov til mere," siger Colette Feza, der kom til Danmark som flygtning fra Congo i 2002.

Kulturelt til kort

Der, hvor alle kursister føler, de virkelig kommer til kort som udenlandske sygeplejersker, er kulturelt, både i omgangen med patienter og kolleger:
"Danske sygeplejersker er meget professionelle, dygtige og kompetente, men nogle gange mangler de forståelse for den måde, vi arbejder på, f.eks. da jeg arbejdede over for at kunne skrive en journal ordentligt færdig," fortæller Lakkana Isan Sørensen, der kom til Danmark fra Thailand for tre år siden og afsluttede forløb 1 i juni og nu arbejder som sygeplejerske på Dialyseafdelingen på Frederiksberg Hospital.

I den forbindelse har kvalificeringsuddannelsen været en stor gevinst, fortæller kursisterne samstemmende. De har kunnet diskutere alle mulige problemstillinger, også kulturforskellene, med hinanden, men også med deres undervisere og mentorer, som kursisterne alle har brugt flittigt.

"Jeg ringer tit til min mentor, måske for meget, men jeg var f.eks. meget nervøs, før jeg skulle begynde i praktik, og her var min mentor en stor hjælp," siger filippinske Girlie Escandor, der har boet i Danmark i syv år.

Foruden fag som farmakologi har kursisterne også berørt emner som sociologi, pædagogik, kommunikation og dansk sygepleje og fået et godt indblik i, hvordan det danske sundhedsvæsen fungerer i teori og praksis.

"På den måde finder vi stille og roligt ud af, hvordan vi skal begå os som sygeplejersker og kolleger. Det sociale aspekt er MEGET vigtigt her i Danmark, både i forhold til ens kolleger, men også patienterne. Vores mening som sygeplejersker betyder ikke lige så meget i Japan, som den gør her i Danmark. Der bliver lyttet meget mere til os, og det er en stor udfordring. Jeg skal bruge mange flere af mine kompetencer," siger Hiromi Hansen.

En udenlandsk kernefamilie

Ikke alle kursister føler sig overbevist om, at de havde fået dansk autorisation, hvis de skulle have gået den traditionelle vej og selv opsøgt uddannelsessteder og fået prøveansættelserne på plads. De er i hvert fald alle enige om, at kvalificeringsuddannelsen med Ulla Gars Jensen og Jutta Fogh i spidsen har fremskyndet processen og dermed fået deres drømme til at gå i opfyldelse flere år tidligere. Og selvom de ikke længere har timer sammen, er de syv udenlandske sygeplejersker på ægte dansk manér blevet en del af et netværk, de kan trække på fagligt og personligt de næste mange år.

"Vi er som en kernefamilie. Vi kan tale med hinanden om alt, og vi holder kontakten. Vi ringer ofte til hinanden, og vi sender også tit mails. Og vi skal også snart mødes alle sammen igen," siger Colette Feza, mens de andre smiler og nikker bekræftende.