Dilemma: Aldeles uprofessionelt

Illustration: Bodil Molich

Susanna har været i praktik i psykiatrisk afdeling i to måneder. Sammen med sin kliniske vejleder er hun blevet kontaktperson for en ung kvinde, Sif, som nærer en udpræget lede ved livet, hvilket har fået hende til at skære sig i håndleddene flere gange. Susanna og Sif har fundet sammen om en fælles interesse: heste.

De har begge redet, siden de var børn, og Susanna har stadigvæk part i en hest. Hun lover Sif, at de sammen kan tage ud til hesten og ride en tur i volten.

Det bliver en fin dag. Sif viser glæde over turen og fortæller Susanna mange ting, som gør det lettere for Susanna at forstå hende. Næste dag kommer Susannas vejleder hen og beder om at komme til at tale med hende.

"Jeg synes, du opførte dig aldeles uprofessionelt i går, da du tog Sif med ud til din hest," siger hun. "Det er fuldstændig uholdbart, at du indlader dig så meget med en patient og blander dit privatliv ind i arbejdet på den måde," fortsætter hun.

Susanna indvender, at det faktisk var første gang, hun så Sif være glad, og at det måske kan hjælpe at gøre ting sammen, som Sif har lyst til. 

"Empati," svarer kontaktpersonen, "det er der brug for i det her fag, men ikke privathed. Du må holde en vis distance, ellers bliver du slidt op."  

Hvad mener du: Er der grænser for, hvor tæt relationen mellem patient og sygeplejerske må blive?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 6 2006

Gør det i arbejdstiden

Jeg tror, de fleste mennesker har tillid og sympati for andre mennesker, som vi kan tale med, og ikke som vi hver især taler til og om. At finde nogle fælles interesser eller oplevelser, som man kan tale om, er dejlig samtale for de fleste. Som patient har jeg og mange andre ingen tillid til en sygeplejerske, som ikke viser, hvem hun er som menneske, jeg sidder jo som patient totalt blottet. Dette forhold kan sagtens være til stede med respekt for hinanden, og uden at man skal være/blive slyngveninder.

Når jeg er patient, vil jeg gerne plejes af Susanna, hvis hun også forstår at bruge den tillid, hun formår at skabe, til noget konstruktivt i plejen. Besøget hos hesten kunne jo lige så godt have foregået i arbejdstiden, og jeg vil da også foreslå Susanna at gøre disse utraditionelle ting med patienterne i arbejdstiden, hvis det er noget, som fremmer patientens helbredstilstand - så er man jo stadig sygeplejerske, men også mennesket Susanna.

Lene Goller, sygeplejerske, ansat på Ortopædkirurgisk afdeling, Sydvestjysk Sygehus.

Vær dig selv

I 90'erne var der en bølge af, at den professionelle udelukkende skulle fungere som et "spejl," der skulle hjælpe patienten til at se sig selv og derudfra selv vælge at ændre adfærd.

Siden er det af mange erfaret i både psykiatri og pædagogik, at dén professionelle, der virkelig gør en forskel, er dén, der tør være sig selv, være ægte til stede og tror på, at der er en udvej. Susannas dilemma er dog, at hun kun er der kort, og at hun derfor ikke kan nå at gøre en stor forskel. Hun skal derfor kun gøre dette i tæt kontakt med Sifs kontaktperson, der skal følge op på succesen. Hun skal også overveje, hvor meget hun selv magter at have kontakt og være tydelig vedr. dette. Begge dele for ikke at komme til at bidrage til endnu et svigt af relationer for Sif.

Merete Falkenfleth, hotelchef, ansat på Patienthotellet, Randers Centralsygehus