Ægtefæller til patienter med AMI har brug for støtte

Nye og bedre behandlingsmuligheder inden for det kardiologiske område har medført kortere indlæggelsestid for patienter med akut myokardieinfarkt (AMI). Indlæggelsestiden i dag er få dage og kan være fordelt på flere sygehuse. Dette kan have betydning for ægtefællers/partneres oplevelser og den støtte, de har brug for i en følelsesmæssigt svær tid (1). Angsten for at miste, usikkerheden og magtesløsheden kan opleves invaliderende hos partneren, og begivenheden kan påvirke parrets forhold. Manglende kommunikation og åbenhed kan medføre, at parrene lever følelsesmæssigt fra hinanden, mens de samtidig har et ønske om at dele begivenheden med hinanden (2). Det er derfor vigtigt også at have fokus på partnerens reaktioner og behov i sygeplejen.

Ovenstående fund fra litteraturen blev bekræftet ved tre interview med partnere til patienter med AMI på kardiologisk afdeling, Sydvestjysk Sygehus, i forbindelse med et masterprojekt i klinisk sygepleje. Dette gav anledning til at lave et projekt, hvor AMI-patienter og deres partner blev tilbudt individuelle og dialogbaserede sygepleje-samtaler. Formålet med samtalerne var at hjælpe parrene til at imødegå den psykiske stress, deres situation medfører, og medvirke til at give håb, trøst og støtte.

Samtalerne tager udgangspunkt i parrets særlige situation, forudsætninger og behov, og patientens partner ydes specielt megen opmærksomhed under samtalerne. Samtalerne indeholder både information og rådgivning, og der er fokus på både følelser, reaktioner, sygdom og behandling. Samtaleemnerne og samtalens struktur bygger på viden fra litteraturen og erfaringer fra kardiologisk afdeling. Der er udarbejdet en samtaleguide som en støtte i samtalerne. Guiden er med til at sikre, at samtalerne lever op til formålet.

Bekymring er en del af den naturlige omsorg fra parternes side, og det at lade denne komme sprogligt til udtryk, blive imødekommet og lyttet til kan være med til at bekræfte og lindre bekymringen (3). Det er derfor af betydning under samtalerne, at begge partnere får mulighed for at udtrykke tanker og følelser. Personalet har også fokus på at fremme åbenhed mellem patient og partner med den hensigt at hjælpe til at mestre livet efter AMI. Ud over de følelsesmæssige aspekter er en grundig information her vigtig, da viden er en forudsætning for at magte situationen efter udskrivelsen.

Øget forståelse for den syges situation

Som evalueringsredskab på sygeplejesamtalerne blev valgt en spørgeskemaundersøgelse. Der blev evalueret på ægtefællens oplevelse af samtalens indhold og struktur, relevansen af samtalen og den umiddelbare gavn af samtalen. Desuden gav spørgeskemaet svar på, hvilken information og viden de pårørende havde forud for samtalerne.

Evalueringen viste, at partnerens udbytte af samtalerne var ny information, nyttig rådgivning, bedre forståelse for egen og den syges situation, ligesom samtalerne medførte, at partnerne følte sig beroligede og mindre utrygge.

Efterfølgende er det derfor besluttet, at samtalerne skal være en prioriteret ydelse i kardiologisk afdeling, Sydvestjysk Sygehus, og samtalerne tilbydes nu til alle patienter og deres partnere eller andre pårørende, hvis patienten ikke har en partner. Samtalerne foregår under indlæggelsen og vil fremover blive evalueret en gang årligt med henblik på evt. justering og prioritering. Yderligere oplysninger, evaluering og samtaleguide kan rekvireres hos forfatterne. 

Dorte Sterndorff Nielsen er ansat som sygeplejerske og projektansvarlig. Britt Egeris Jørgensen er ansat som klinisk sygeplejelærer på Sydvestjysk Sygehus, kardiologisk afdeling.

Litteratur

1. Hansen B, Lomborg K. Ægtefællers oplevelser, når deres partner indlægges med AMI. Klinisk Sygepleje 2006; 3:12-19.
2. Svedlund M, Danielson E. Myocardial infarction: narrations by afflicted women and their partner of lived experiences in daily life following an acute myocardial infarction. Journal of Clinical Nursing 2004; 13:438-446.
3. Forup L. et al. Det er værst for familien - I livet med en kronisk lidelse. Tidsskrift for sygeplejeforskning 2007;1:30-37