Når sygeplejersken bliver pårørende

Foto: Søren Svendsen 

Der er mange og store fordele ved at være sygeplejerske, når ens nærmeste bliver alvorligt syge. Man bliver ikke forskrækket over apparater og procedurer, men kan stadig kende sin gamle mor i hospitalssengen bag slanger og katetre.

Man forstår, hvad behandlerne siger, og kender forretningsgangene. Man kan deltage aktivt i plejen og bidrage med løsninger på nogle af de problemer, der opstår, som gentagne forstoppelser eller pleje af et kræftsår.

Man kan tage sin dødssyge mor hjem med en trakeostomi, som for andre patienter ville betyde, at de måtte tilbringe deres sidste tid på et sygehus. Man kan pleje sin kræftsyge mand selv og undgå, at hjemmet bliver forvandlet til en institution, hvor offentligt personale går ud og ind.

Men det er ikke entydig lykke at have indsigt og faglig viden. Det bevidner de mange henvendelser, Sygeplejersken fik, da vi efterlyste sygeplejersker, der selv har oplevet at være pårørende til alvorligt syge slægtninge.

Viden kan belaste. Det oplever f.eks. den intensivsygeplejerske, der kommer ind i opvågningen og ser, at der hænger blod hos hendes nyopererede mand. Og ved, at det ikke er almindeligt at give blod ved den operation, han har fået. Eller den sygeplejerske, der ser begyndende symptomer på hjertesygdom eller demens hos sin mand.

Og i samarbejdet med de behandlende læger og sygeplejersker kan sygeplejerskens faglige baggrund endda blive en hæmsko. Mere end én sygeplejerske fortæller, at hun har følt sig dårligere informeret end andre pårørende, ud fra devisen: Det må hun da vide, hun er jo sygeplejerske.

Flere sygeplejersker har undret sig over personale, der undgår dem og nærmest gør sig usynlige: "Jeg skal løbe rundt på gangene for at finde dem," fortæller én. En anden har været ude for en sygeplejerske, der bad hende gå ud af stuen, da hun skulle tage en blodprøve på den syge, "for ellers fik hun præstationsangst".

Den emsige sygeplejerske

"Jeg oplever, at jo mere sikre personalet er i deres egen faglighed, jo bedre er de også til at inddrage mig som pårørende," siger en sygeplejerske, hvis mor fik ALS og var indlagt på både specialafdelinger og sengeafdelinger i sit lange forløb.

"Men jo mere usikre de virker, jo mere de trækker sig og lader mig være den opsøgende, jo mere træder jeg ind som sygeplejerske og bliver, om ikke kontrollerende, så i hvert fald den, der tager ansvar."

Og så er der lagt op til konflikter. Mange sygeplejersker fortæller, at de selvfølgelig ikke kan lægge deres faglighed fra sig. De ved tit, hvad der bør gøres, og de kan ikke lukke øjnene og lade være med at observere, selv om patienten er deres egen nære slægtning.

Samtidig vil de allerhelst have lov til at være pårørende. Men hvis man oplever, at personalet i afdelingen eller på plejehjemmet trækker sig, at man ikke får de informationer, man har brug for, at ens ønsker og forslag bliver ignoreret eller afvist, så kan man ende med at blive den kritiske og kontrollerende sygeplejerske, man helst ikke vil være.

For der eksisterer mange fordomme om sygeplejersker som pårørende: De blander sig, de vil bestemme, de stiller spørgsmål til alt muligt, der ikke angår dem, de kræver særbehandling og stiller med helt urealistiske forventninger.

Sådan er der vel også enkelte sygeplejersker, der opfører sig, men de henvendelser, Sygeplejersken har fået, peger snarere i en anden retning: Mange sygeplejersker vil så nødig se sig selv i rollen som den emsige sygeplejerske-pårørende, at de afholder sig fra forslag og kritik, selv når de oplever ting, som andre pårørende ville reagere på.

Nogle gange forventes det nærmest af dem, at de skal være solidariske med det travle personale, selv om det betyder, at der kikser et og andet for deres pårørende: Du er jo selv sygeplejerske, du ved, hvordan det er.

Men det kan lige så godt være dem selv, der føler sig forpligtet til at forsvare systemet over for andre i familien, og de tvinger sig selv til at holde mund med deres kritik, medmindre situationen virkelig er tilspidset.

"Det var frygtelig ubehageligt, og jeg har heller ikke gjort det andre gange," siger f.eks. en sygeplejerske, der kørte en ung forvagt i sænk med faglige argumenter, da hendes far skulle overflyttes til sit hjemsygehus med en uudredt ansigtslammelse - og afdelingen mente, hans jævnaldrende veninde kunne køre ham.

"Jeg tænkte på min egen datter, som læser medicin, og på, om hun også en dag vil komme ud for sådan en forfærdelig pårørende."

Vidne til dårlig sygepleje

Det er svært at sidde med en viden om, hvad der ville være god sygepleje, når den gode sygepleje ikke bliver ens egen pårørende til del.

Og der sker svigt. Der sker fejl, også alvorlige fejl. Det er veldokumenteret, men det fremgår også af henvendelserne til Sygeplejersken.

Når man selv er i systemet, ved man godt, at det ikke altid går, som det skal. Men en række sygeplejersker har undret sig over den måde, afdelingen og personalet så optræder på efterfølgende.

Hvorfor reagerer personalet ikke, når man gør opmærksom på, at et drop løber subkutant" Ja, de har glemt det, det kan man da godt regne ud, men hvorfor bliver de sure, når man langt om længe igen tager sig sammen til at gøre opmærksom på det" Og hvorfor siger de ikke bare undskyld?

Mange sygeplejersker har så fortalt, hvordan det er en fordel at kende systemet, når det virkelig brænder på.

Man kan skaffe hurtig hjælp, når ens mand bliver dårlig under indlæggelsen, fordi man ved, at den unge sygeplejestuderende har en ansvarlig sygeplejerske, og at næste led i hierarkiet er afdelingssygeplejersken. Det er hende, der skal tilkalde den læge, der har opereret, og det er ham, der skal bestille tilsyn fra den specialist, der har ekspertisen og kan gøre noget.

Som sygeplejerske ved man, at der findes aflastningspladser og genoptræningsafdelinger, og kender de instanser, man kan henvende sig til, når afdelingen er i gang med at sende ens gamle mor hjem, selv om hun er ude af stand til at klare sig selv.

Det er en fordel, som nogle sygeplejersker har lidt dårlig samvittighed over, mens andre ikke finder den problematisk. "Jo, jeg har da en fordel, som den ufaglærte ikke har," siger en sygeplejerske, der fik skaffet sin mor en plads på en genoptræningsafdeling.

"Den ufaglærtes mor ville de bare have sendt hjem. Men jeg synes, jeg kæmper lidt for hende også, når jeg roder op i tingene."

En række sygeplejersker kan fortælle om observationer og forslag, som bliver afvist eller bare ignoreret.

"Men jeg synes, man som professionel skal have respekt for, at pårørende vil gøre hvad som helst for deres syge slægtninge. Man søger på nettet, man laver research," siger en sygeplejerske, der som en af de få kan fortælle om en rigtig god oplevelse med at blande sig.

Hun kontaktede selv en specialafdeling, da hendes mor havde et åbent kræftsår, der lugtede grimt. Hun havde læst om et forskningsprojekt, og selv om det ikke var afsluttet, kunne afdelingen faktisk give nogle gode råd, som hun tog med tilbage til det behandlende personale.

"De sagde: Det lyder spændende, det prøver vi. Og da det faktisk hjalp, sagde de, at det ville de bruge fremover. Brug os dog, når man har ressourcestærke pårørende som os."