Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2008 nr. 21, s. 59-61

Solid viden gør det muligt at nå svingdørspatienterne

Lars Thorgaard

Individuel mestring og mestring i relation - bind 4 af 5

PsykInfo
2. udgave 2007
318 sider - 299 kr.

SY-2008--21-59aI denne fjerde bog ser Thorgaard på de strategier, den psykisk syge anvender for at holde på livet og holde døden på afstand. Udgangspunktet er igen de mest syge. De psykotiske og de selvskadende. De meget sårbare. Det er de patienter, vi møder i svingdøren, og som med tiden bliver ganske svære at nå.

Bogen ligger således fint i forlængelse af de tidligere bøger. Den går i dybden med de emner, der tidligere er berørt overfladisk.

Igen beder Thorgaard os om at se på den syges historie. Altså det liv, personen har haft, indtil man møder patienten (igen!"). Forfatteren er optaget af patientens personlige tab, og den anførte tabsliste er ganske omfangsrig. Tab invaliderer og tærer på det forsvar, der er helt nødvendigt for personlig integritet. Konsekvensen er, at hver gang svingdøren kører rundt, mister patienten lidt mere af sig selv, og det polster, der passer på jeget, slides.

Men hvad er det, der skal til, så patienten ikke vader ud og ind af de psykiatriske afdelinger" Det er underligt, at patienterne har så stor modstand mod deres medicinske behandling. Den hjælper jo, deres psykotiske verden blegner. De er ved korrekt medicinering ikke så plaget af stemmer og ser ikke i samme grad imaginære ting og personer. Men patienten er som oftest stadig defensiv både over for systemet og medicinen. Hjertepatienten vil modsat meget sjældent have modstand mod den stabiliserende hjerterytmemedicin.

Der er noget andet i spil. Forsvaret for jeget findes i personens evne til at mestre sit eget liv. Denne evne har den psykotiske eller stærkt personlighedsforstyrrede kun i stærkt begrænset omfang. Thorgaard samler i denne bog de evidensbaserede redskaber, der anvendes til at forstå de mekanismer, der ligger bag. Bogen hjælper os til at forstå disse patienters psykose og/eller selvskadende virksomhed som en mestringsstrategi, der faktisk holder patienten i live. Konsekvensen af ensidigt at satse på den medicinske behandling er, at vi fjerner patientens strategier. Personalets arbejde er at sætte noget andet i stedet, f.eks. patientens mestring af eget liv. Konkret beskrives, hvordan kontaktpersonen i den tætte relation med patienten arbejder med ændringer i dennes mestringsstrategier. Det gøres der rede for i detaljer eksempelvis ved stemmehøring og ved ekstremt selvskadende virksomhed.

Efter at have læst denne bog kan det aldrig være nok at give medicin, så patienten ikke længere er psykotisk eller er drevet til at skade sig selv. Det er for pauvert. Kontrollen over eget liv og evnen til at mestre det gives i den tætte kontakt til personale, der ud af afprøvede modeller, evidensbaseret teori og tæt supervision giver patienten håb om et bedre liv. Men det kræver et højt vidensniveau og trygge rammer i personalegruppen. Det høje vidensniveau kan man passende begynde at få med denne bog. De trygge rammer kræver hårdt arbejde i personalegruppen.

Denne fjerde bog er kommet i to udgaver, og 2. udgave må foretrækkes alene af den grund, at det er den opdaterede version.

Af Jørgen Bendsen, psykiatrisk sygeplejerske, sundhedsinformatiker (MI).

Den truende eksamen motiverer til portfolio-brug

Birthe Lund (red.)

Portfolio i et lærings- og uddannelsesperspektiv

Aalborg Universitetsforlag 2008
168 sider - 199 kr.

SY-2008--21-59bBogen er en antologi, der giver indføring i portfolien som et komplekst fænomen. Gennem præsentation og diskussion af de muligheder og udfordringer der ligger i portfoliometodikken fremhæves såvel praktiske som lærings- og uddannelsesteoretiske betragtninger.

De fem forfattere, der alle er ansat på Aalborg Universitet, beskriver, med baggrund i undersøgelser og egne erfaringer, brugen af digitale portfolier. Væsentlige er de læringsteoretiske begrundelser, der primært beskrives med udgangspunkt i skandinavisk tradition og forskning. Der peges bl.a. på vigtigheden af at finde balancen mellem den lærendes eget ansvar for læring, læringsportfolien, og tydeliggørelse af evalueringsgrundlaget, dokumentationsportfolien.

Ligeledes belyses og diskuteres portfolioevaluering som ny eksamensform og de problemstillinger, dette rejser, og det fremhæves, at de studerende oplever denne eksamensform som mere retfærdig end andre eksamensformer.

Der er et meget inspirerende afsnit om anvendelse af portfoliens muligheder og udfordringer i adjunktforløb, og der argumenteres for at understøtte kvalificering i adjunktforløb med en såkaldt undervisningsportfolio. Gevinsten ved at arbejde systematisk og anvende portfolio som et redskab til professionel videreudvikling fremhæves som væsentlig i udvikling af adjunktpædagogikum på professionshøjskolerne, og der opfordres til at se undervisningsarbejdet som en kontinuerlig udviklings- og læreproces.

En artikel i bogen bygger på interview med kandidatstuderende for at afdække studieerfaringer ved brug af e-portfolio. Her fremhæves det bl.a., hvor svært det er at komme i gang med at bruge portfolio, den truende eksamen bliver ofte den ydre motivation, og først efter halvandet års studie opleves læringsrelevansen. Det bliver tydeligt, at de studerendes it-tekniske kompetencer er afgørende, samt at portfoliobrugen skal være integreret i læringsmiljøet.

Sidst er der medtaget en artikel med organisatorisk perspektiv. Kulturen, undervisernes indstilling, ressourcer og ledelsens opbakning påpeges som betydningsfulde for implementeringsprocessen.

Antologiens målgruppe er undervisere og ledere på mellemlange- og lange videregående uddannelser, og den er et uundværligt bidrag til de pædagogiske drøftelser, implementering af portfolio i sygeplejerskeuddannelsen kræver.

Af Birgith Sletting, lektor, cand.pæd. Ansat i Den Flerfaglige Professionshøjskole i Hovedstadsregionens Sygeplejerskeuddannelse i Herlev.

Køn er noget, vi gør, og ikke noget, vi er

Nina Lykke

Kønsforskning - en guide til feministisk teori, metodologi og skrift

Forlaget Samfundslitteratur 2008
256 sider - 248 kr.

SY-2008--21-59cSå er der kommet en guide til et kundskabsfelt, der er præget af mangfoldighed, fluktuation og forandring. Nina Lykke har bedrevet en indføring i kønsforskningens verden, der hovedsageligt har været kendt for store skikkelser, såsom Judith Butler, Sandra Harding og Donna Haraway. Det er ikke kun disse kvinders filosofi i det mangfoldige kønsforskningslandskab, der guides til i bogen, men til flere, og hvad bedre er: Nina Lykke giver et pædagogisk overblik over centrale begreber, fænomener, teorier, tendenser og debatter.

Bogen er opbygget med en systematik, der først fører læseren ind i kønsforskningsfeltet med understregning af tværvidenskabeligheden forstået som multi-, tvær- og transvidenskabelighed. Nina Lykke, som er professor i køn og kultur på Linköpings Universitet i Sverige, positionerer sig selv i sin egen faghistorie og giver herved et eksempel på, hvordan princippet om situeret viden kan håndteres. Det er en del af kønsforskningens kerne, at al vidensproduktion forstås som lokaliseret eller situeret. Situeringen indebærer et opgør med en positivistisk videnskabsforståelse og med troen på et ansigts-, krops- og kontekstløst forskersubjekt, der kan stille sig uden for verden og betragte den fra et neutralt ophøjet sted.

Man kan ikke hæve sig over det, man analyserer, og producere objektiv kundskab om verden. Viden produceres ud fra et bestemt perspektiv og ud fra bestemte interesser. Det er en pointe i feministisk forskning ikke at fastlægge betydningen af køn en gang for alle, men i stedet at diskutere køn som et åbent, dynamisk og transformativt fænomen. Samtidig har forståelsen af, at køn er noget, vi "gør", ikke noget, vi "er", vundet genklang i mange kønsforskningskredse. I den forståelse opfattes kønnene som noget, der hele tiden bliver produceret og reproduceret af de måder, vi agerer på som køn i mellemmenneskelige relationer og interaktioner.

Intersektionalitet er centralt i feministisk kønsteori og har mange styrker, idet perspektivet indebærer opmærksomhed på samspil mellem køn og andre identiteter og kategorier.

Lykke gennemgår de teoretiske forudsætninger for intersektionalitets-tænkningen og anvender perspektivet konkret i forhold til queerfeminismen og kritiske studier af mænd og maskulinitetet, og Lykke går videre til at konkretisere de videnskabsteoretiske tilgange til kønsforskning. Et eksempel er den lægevidenskabelige forskning, der ofte har taget udgangspunkt i mandlige patienters symptombilleder og i de risikofaktorer, der gør sig gældende for mænd. Mandekroppen var i årevis en selvfølgelig og let norm, da der ikke skulle tages hensyn til forstyrrende faktorer som menstruationscyklus, graviditeter etc. Det er en stor styrke for bogen, at de videnskabsteoretiske perspektiver føres sammen med illustrative eksempler på, hvordan forskeren konkret kan gribe verden an, når den bliver badet i kønsforskningens lys.

Af Marianne Mahler, sygeplejerske, MPH, sygeplejefaglig konsulent, Ældrekontor Østerbro i København. 

Et maraton i lidelse

Katrine Krebs og Henrik Day Poulsen

Kvinder der lever farligt

Forlaget Documentas 2008
240 sider - 249 kr.

SY-2008--21-59dVi hører tit om kvinder, der sidder fast i dårlige forhold med mænd, som udsætter dem for psykisk og fysisk vold og gør deres og børnenes liv til et helvede. Det er svært at forstå, hvorfor kvinderne bliver i de ødelæggende forhold. Det har forfatterne til "Kvinder der lever farligt" sat sig for at beskrive og analysere. Journalisten Katrine Krebs har sammen med kollegaen Vivi Sjøner interviewet fem kvinder og gengiver deres historier i bogen. Historierne er et maraton i lidelser, og indimellem er det svært at læse dem. Det er forståeligt, at nogle kvinder takkede nej til at deltage, da de havde læst deres egen fortælling.

Efter hvert interview analyserer psykiateren Henrik Day Poulsen historien ud fra en biologisk og medicinsk indfaldsvinkel. Psykopatibegrebet, depression, dependent personlighedsforstyrrelse, pædofili, Aspergers syndrom og ludomani bliver kort gennemgået.

For at komme ud af forholdet med den farlige mand har alle interviewede haft brug for rigtig megen støtte fra familie, venner, politi og krisecentre. Vanskelighederne for kvinder ligger i, at manden langsomt har isoleret dem fra deres familie og netværk, bl.a. ved systematisk at nedgøre kvindens kontakter, så de trækker sig fra relationen. Manden er tit voldsomt, ubegrundet, jaloux og kan udsætte kvinderne for forhørsagtige seancer. Alle mændene i historierne er stærkt selvoptagne og har svært ved at sætte sig ind i andres behov. Kvinderne, der lever i disse forhold, prøver at få det hele til at glide og indordner sig under deres tyranniske mænd og finder undskyldninger og forklaringer på mandens dårlige opførsel. Manden kan på den anden side være så god til dobbeltspil, at han charmerer omgivelserne. Herved bliver det svært for omgivelserne at forstå, hvad kvinden taler om, når hun endelig fortæller om det farlige forhold. Flere af kvinderne i bogen bliver for længe i forholdet, fordi de er bange for at være alene, andre har svært ved at se skammen i øjnene, og andre igen bliver afhængige af mandens charmerende side og periodevise tilbedelse. Prisen for at blive i et farligt forhold er høj, børnene lider overlast og mærkes for livet, flere af kvinderne ender på psykiatrisk afdeling med angst, depression og misbrug.

Bogens hensigt er at hjælpe kvinder i belastende forhold til at identificere problemet og slippe ud af forholdet i tide. Bogen er skrevet i et enkelt hverdagssprog. Analyseafsnittene er korte og enkle, hvilket gør bogen brugbar. Kvinder i belastende forhold kan få hjælp af bogen, dels fordi de finder ud af, at de ikke er alene med problemet, dels fordi bogen slutter med en adresseliste til krisecentre og relevante telefonrådgivninger. Personligt blev min viden øget om, hvor vanskeligt det er at forlade en farlig mand. Jeg fik associationer til 1980'er-succesbogen "Kvinder der elsker for meget". Men hvor den gamle bog var meget amerikansk, forholder "Kvinder der lever farligt" sig til nutidige danske kvinder i fastlåste, sundhedsskadelige forhold.

Af Berit Fekkes, psykoterapeut, MPF og sygeplejerske. 

Kend bogen, før du befinder dig i orkanens øje

Henrik Torup

Førstehjælp til børn og spædbørn

Politikens Forlag 2008
126 sider - 149 kr.

SY-2008--21-59eUlykker er et af de alvorligste sundhedsproblemer blandt børn. Det er den hyppigste dødsårsag hos børn fra etårsalderen og den hyppigste årsag til børns kontakt til hospitalsvæsenet. De fleste ulykker sker i hjemmet. For de små børn er ulykkesrisikoen størst i 1-3- årsalderen.

"Førstehjælp til børn og spædbørn" er en opslagsbog, som er bygget op efter førstehjælpens fire hovedpunkter: Stands ulykken, livreddende førstehjælp, tilkald hjælp og almindelig førstehjælp. De enkelte kapitler er bygget op med en kort beskrivelse af skaderne, hvad man skal være opmærksom på, og førstehjælpen er beskrevet i listeform med en trinvis guidning i tekst og tegning af, hvad man skal gøre. Der er forslag til, hvornår det er tilrådeligt at søge læge eller skadestue, og hvornår det er nødvendigt at tilkalde ambulance. Bagerst i bogen er et kapitel om forebyggelse af ulykker med forslag til, hvordan barnet ude og hjemme kan sikres bedst muligt.

Bogen er letforståelig og overskuelig som opslagsbog. Jeg forsøgte mig med et panikopslag: "Galt i halsen". Måtte lige lede lidt. Fandt det under: "Halsen, noget galt i" og "Noget galt i halsen". Det belærte mig om følgende: Kend din førstehjælpsbog, hvis den skal være dig til nytte, når du befinder dig i orkanens øje. Et råd jeg vil give med på vejen, når jeg præsenterer den for forældrene til de små, hvor allehånde farer lurer lige om hjørnet.

Af Hanne Lindhardt, ansat som sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

Fra frygtens dybfryser

Flemming Flyvholm

På kanten af livet - En beretning om kræft og optimisme

Gyldendal 2008
123 sider - 199 kr.

SY-2008--21-59fDer er efterhånden udkommet en del bøger, hvor patienten selv eller dennes pårørende fortæller om, hvordan det er at have en kræftsygdom. Også denne bog handler om det at få stillet en alvorlig dia-gnose og komme igennem hele behandlingsforløbet for igen at skulle vende tilbage til en hverdag, hvor sygdommen i alt fald for en tid ikke længere er en realitet.

Kan det blive ved at være inspirerende for sygeplejersker at læse den slags bøger" Måske ikke, men denne beretning er noget særligt. Den beskriver ganske vist som andre bøger af samme slags et sygdomsforløb med dets kampe, nederlag og sejre, men den skiller sig ud på to områder, dels ved måden at kritisere sundhedsvæsenet på og dels ved måden at bruge sproget på, som er helt unik.

Forfatteren er journalist og tidligere nyhedsredaktør og er som sådan vant til at lege med ord, og det mærkes. Et flot sprog, en ren nydelse. Der er et stort forbrug af overraskende og beskrivende vendinger i bogen. Han taler f.eks. om "frygtens dybfryser" og "kærligheden som den stærkeste optimist-generator." Flyvholm fortæller om sit eget kræftarbejde, beretter om den proces, som han må igennem både tanke- og følelsesmæssigt. I dette arbejde får han hjælp gennem ord og billeder. Han fortæller bl.a. om tre billeder, der får betydning for ham i processen. Det første billede dukker op den dag, han får diagnosen kræft, en sekretær siger til ham: "Min computer er gået ned." Denne sætning bliver for ham billedet på, at hans liv er gået ned. Senere samme dag ser han i fantasien sin kone sammen med en anden mand, et billede på fremtiden, hvor han er koblet af. Og endelig det tredje billede, naturen omkring hans sommerhus, han går på græsset, hvor der er træer og buske, men længere fremme går klinten stejlt ned. I billedet er der intet efter kanten. Det bliver for ham dels et billede på døden som livets ophør, hvor der for ham intet er efter, og dels en påmindelse om at leve i mellemtiden, leve i naturen, fra nu og indtil ophøret.

Ud over at danne billeder mediterer han hver dag over positive ord, udfærdiger brugbare mottoer, visualiserer, fortæller sig selv gode historier og udtager de mest glade og positive fotos fra familiealbummet, alt sammen er det med til at højne hans humør og livsmod. Der gives i bogen mange konkrete anvisninger på at håndtere en alvorlig kræftsygdom, som vil være brugbare for andre kræftpatienter, og som sygeplejersken kan få inspiration af at læse.

Og så er der i tillæg hans måde at kritisere sundhedsvæsenet på. I begyndelsen af sygdomsperioden har han megen vrede og mistillid, men senere formår han at vende det til en konstruktiv kritik og tillid til læger og sygeplejersker. Vejen er det dybe samarbejde mellem patient og personale, som er baseret på gensidig respekt. Han har også mange gode råd til sundhedspersonalet, f.eks. at vi skal anerkende den moderne patients ressourcer til selv at bidrage til helbredsprocessen, og at vi ikke altid skal gemme optimismen.

Bogen er en stærk personlig beretning, der løfter sig op og kan bruges på det generelle plan som inspiration til både patienter og personale. Den bør stå på alle afdelinger, hvor der er kræftpatienter.

Af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist, ansat på Diakonissestiftelsens Hospice, København.