Landet hvor Glæde døde

10-årige Allegria , hvis navn betyder "Glæde", mistede som seksårig begge sine forældre til aids. Hun døde den 25. november af selvsamme sygdom. En blodtransfusion, medicin og mad kunne have sikret hende en fremtid, men i Mozambique er man ved at tabe kampen mod hiv/aids. Foto: Line G. Rasmussen 

På et forgældet landsbyhospital i Vilankulo i Mozambique kæmper to læger og alt for få sygeplejersker med at overkomme køen af patienter. De venter i klynger under skyggen fra kronen på et frodigt mafuta-træ på gårdspladsen ved hospitalets indgang, og de sidder i sandet langs hospitalets gule mure og venter i apatisk stilhed. Med børn byltet fast på ryggen og pårørende ved deres side. Det er formiddag, men solen kaster allerede sine glohede, hvide stråler over Mozambiques golde, sandede jord, og selv ikke udsigten til kystens smukke turkisblå hav kan formilde den søvnige, mismodige stemning, der kryber stille langs hospitalets afskallede vægge.

Mange har gået kilometervis for at få hjælp. På skadestuen tager en sygeplejerske imod forældreløse, 10-årige Allegria Antonio, der tynd og svækket, er blevet bragt til hospitalet for tredje gang af sin bedstemor.

De første to gange blev den syge pige, hvis navn betyder "Glæde", sendt hjem igen med et par aspiriner som behandling. Men nu har hun haft hævet mave og hostet kraftigt i ugevis og har ikke kunnet gå i skole. Hendes farmor, der bor i en hytte i landsbyen Pambarra 20 km fra kystbyen Vilan-kulo, tager til daglig vare på Allegria og hendes søskende, der har mistet begge forældre pga. aids i 2004.

Besat af ond ånd

Farmoren har sammen med pigens mormor forsøgt alt, hvad der stod i de to fattige koners magt for at få hjælp til pigen.

"Da vi ikke synes, hovedpinepillerne hjalp, opsøgte vi en lokal læge. Men han havde ikke tid til at se Allegria, så hans kone gav os en recept på noget medicin, der heller ikke virkede. Vi fik at vide, at vi skulle give hende æg at spise, men det har vi ikke råd til at købe," siger Allegrias farmor, Sarneta Faife, der ernærer sig ved at dyrke en lille jordlod i Pambarra.

Bedstemødrene fortæller, at de blev desperate og har prøvet alt. "Vi har også besøgt en traditionel healer, men han sagde, at Allegria var besat af en ond ånd. Vi fik noget medicin af ham også, men vi kan jo godt se, at hun ikke er besat, så vi nægtede at give hende det," siger Sarneta Faife.

Først efter en kvinde fra landsbyen, der er formand for den lokale organisation, som hjælper forældreløse børn, pressede lidt på, besluttede bedstemødrene at give hospitalet endnu et forsøg. Og denne formiddag er der bedre held.

I et af hospitalets mange overfyldte undersøgelseslokaler hjælper bedstemoren Allegria op i en gammel metalseng. Hun ryster, og sveden pibler frem på panden af den afkræftede pige, der stirrer stift frem for sig, mens brystkassen hæver sig i hurtige stød under hendes falmede T-shirt.

10 år og hiv-positiv

Efter sygeplejerskerne har undersøgt og testet Allegria, viser det sig, at hun har meget lavt indhold af jern i sit blod, og hun desuden er hiv-positiv.

"Når hiv-testen er positiv, har hospitalet ansvar for pigen. Først og fremmest skal hun have en blodtransfusion - ca. en halv liter, og derefter skal hun begynde behandling for hiv," fortæller sygeplejerske Amina på skadestuen, der er optimistisk. Hun kigger endnu en gang på hiv-testen, der som en graviditetstest viser to røde streger, når den er positiv. Hun undrer sig over, at Allegria viser sig at være hiv-positiv, for normalt dør børn, der er født med hiv, inden de fylder fem år, såfremt de ikke når at komme i behandling.

Men før hospitalet kan iværksætte hiv-behandling, skal Allegria komme sig over følgesygdommene. Og det kræver i første omgang en blodtransfusion. Men blod er ikke tilgængeligt på hospitalet, så familien skal selv finde en donor.

Allegrias bedstemor står stille ved sengekanten og venter på svar. Men hun får ingen. Sygeplejersken udfylder nogle papirer og indlægger Allegria. Som hun siger, så er det ikke hendes ansvar at fortælle bedstemoren, at barnet er hiv-positivt. Det skal hun høre fra en læge senere på dagen. Men den ene af hospitalets to læger, der i dag har vagten, sidder optaget af konsultation på en klinik, der tager sig af hiv-positive patienter.

7-årige Amos faldt i en brønd og brækkede sin fod. Et hjemmelavet snoretræk holdet hans ben hævet. Teltene fra et gammelt felthospital udgør et midlertidigt og gloende hedt sengeafsnit, hvor Amos er indlagt. Foto: Line G. Rasmussen.

80 km gåtur til hospital

Uden for konsultationen står godt 25 mennesker i kø og venter på at få recepter til hiv-medicin eller få foretaget den månedlige kontrol af deres immunforsvar.

En mand har gået 80 km for at få tjekket, om han stadig kan klare sig uden hiv-medicin. Han bærer et lille, grønt kort på sig, hvor lægen noterer hans værdier. Han kan klare sig lidt endnu uden medicin.

Når han en dag skal starte den barske behandling, koster det 1,25 kr. for medicin til en måned, men dertil kommer, at han skal spise godt og regelmæssigt, og det har de færreste råd til i et land, hvor godt 80 pct. af befolkningen ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO lever for under 2 dollars om dagen.

Men behovet for behandling er støt stigende. "Care Mozambique" vurderer, at 1,5-2 millioner mennesker er smittet, og på det lille hospital kan lægerne også mærke antallet af patienter stige.

"Sidste år kom der 20 patienter dagligt med hiv, men nu er det steget til 60. På den medicinske afdeling har 45 pct. af patienterne hiv. De kommer langvejsfra og med sygdomme på forskellige stadier, derfor er der også mange af dem, som dør her," siger lægen Milton Tatia, der rengør sine hænder med alkohol - vand er ikke tilgængeligt i de indbyggede håndvaske. Kun få af hospitalets vandhaner på gårdspladsen giver en svag stråle rent vand fra sig.

Låner til vand og el

Hospitalet er i ringe forfatning. En cyklon ødelagde mange af bygningerne for halvandet år siden, og selv om der er skaffet penge til genopbygningen af et nyt hospital, er byggeriet endnu ikke begyndt. Et par af sengeafsnittene er stadig lokaliseret i felttelte, der ligger gloende hede og isolerede hen i udkanten af hospitalsområdet.

Den daglige drift er også lidt af en udfordring. Hver måned modtager hospitalet godt 42.000 kr. fra det lokale distrikt. Det beløb dækker dårlig nok udgifterne til mad til patienterne, benzin til ambulancen og husleje til personalet. For at betale medicin, reparationer, el og vand må hospitalet optage lån, og på nuværende tidspunkt skylder det 125.000 kr. til de lokale erhvervsdrivende, der har lånt penge ud. Selv om donorpengene ikke vælter ind, så værdsætter lægen Milton Tatia hver en krone, der gives til hospitalet.

"Vi får 150 l benzin hver anden måned af "CARE", og de hvide i Vilankulo donerer deres blod, fordi vi behandler dem gratis. Vi er glade for det, vi kan få, for det giver os mulighed for at redde flere liv," siger Milton Tatia, der endnu ikke har afsluttet sin toårige turnus.

Ingen dør på barselsgangen

Selv om både personale, medicin og øvrige ressourcer er en mangelvare, er der én afdeling, hvor behandlingen, ifølge lægen, er i top. Fødeafdelingen.

"Hvis en kvinde dør i barselssengen, skal vi skrive en rapport til provinsens ledelse. Der er et stort politisk fokus i Mozambique på at få antallet af kvinder og babyer, der dør i forbindelse med barsel, til at falde drastisk. Derfor er fødeafdelingen den bedste sektion på hospitalet," siger han.

Sygeplejerske Rosita Cuinhane, der arbejder på fødeafdelingen, er enig. Hun har både medicin, udstyr og engangshandsker nok til at sikre de indlagte kvinder god behandling. Pladsen er trang, og 27-årige Fatima, der skal til at føde, ligger nøgen i en gynækologstol, der er presset ind mellem det brune metal-medicinskab og de åbne affaldsspande, hvor blodige vattotter og emballage fra det medicinske udstyr former en top på spanden.

Hun vånder sig under veerne, mens Rosita gør et metalbækken klar og tager handsker på. Da smerterne ser ud til at være på punktet af det uudholdelige, stiller Rosita sig ved Fatimas side og begynder at presse hende blidt på maven, mens hun fortæller, at det hele snart er overstået. Her er ingen pårørende, og ingen hånd at holde. Fødslen af Fatimas lille pige tager under en halv time, og da barnet er kommet til verden, lægger Rosita pigen på en hylde i et klæde, tørrer Fatima nødtørftigt for blod og forlader stuen.

De stærke kvinder

Den lille pige græder hjerteskærende fra hylden, men det er meningen, forklarer Rosita. "Hun skal lige vræle godt igennem. Mor og barn bliver forenet senere," siger hun. Fatima ser ud til at affinde sig med situationen uden de store følelser.

"Kvinder i Mozambique er stærke. De sætter en ære i ikke at græde eller vise følelser," forklarer Rosita, inden hun går stuegang blandt de indlagte kvinder.

De to bedstemødre, der sidder ved Allegrias side på den medicinske afdeling tæt ved fødeafsnittet, synes heller ikke at bære deres bekymringer for den syge pige udenpå. De gamle koners ansigter er foldet i apatiske rynker, mens farmoren langsomt og blidt aer Allegrias fingerspidser uden at mæle et ord.

Alligevel virker de opgivende, da de sent på eftermiddagen, stadig ikke har set en læge eller fået besked om pigens tilstand. Om de allerede da havde mistet håbet, kan kun de vide. Men den hiv-smittede pige med navnet "Glæde" nåede aldrig at blive tilset af en læge eller få sin blodtransfusion. Under et døgn efter sin indlæggelse - natten til tirsdag den 25. november - døde hun. Hendes fireårige lillesøster med navnet "Glem mig ikke" var endnu ikke testet for hiv, da hendes søster dagen derpå blev begravet mellem et mangotræ og et cashewtræ i landsbyen Pambarra.