Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tanker energi før aftenvagten

Velfærdsfryns. Vandgymnastik, fitness, pilates og zoneterapi. Det er nogle af tilbuddene, når Regionshospitalet Horsens hver tirsdag inviterer de ansatte til chillout.

Sygeplejersken 2009 nr. 5, s. 30-31

Af:

Lotte Edberg Loveless, journalist

SY-2009-05-30a
Foto: Thomas Søndergaard

"Ahhh. Det er en anden temperatur, end man er vant til," sukker den midaldrende kvinde, da hun lader sig synke ned i varmtvandsbassinet.

Vi er i Terapien på Regionshospitalet Horsens. Normalt bruges bassinet til træning af patienter, men siden slutningen af januar har det hver tirsdag eftermiddag været befolket af ansatte som del af et chill-out-tilbud, der også byder på bl.a. massage, fitness og pilates.

33 grader står der på vandtermometret, og man kan ligefrem se, hvordan varmen sammen med meditativ musik sænker skuldrene hos de badende og lægger ansigterne i fredfyldte folder. Med langsomme svømmetag indtager de bassinet i det lyse rum, hvor store relieffer på væggene flankeres af dansende reflekser fra forårssolen.

En halv time senere bliver eftermiddagens første vandgymnastik-session skudt i gang til tonerne af Rollo & King.

"Så er det slut med at slappe af," siger instruktøren fra kanten og sætter de badende i gang med march på stedet, stræk-øvelser og vandcykling i højeste gear.

Chillout er del af en overordnet velfærdsstrategi på Regionshospitalet Horsens, der bygger på idéer indsamlet blandt de ansatte. Tilbud som vandgymnastik og fitness er gratis, mens for eksempel ansigtsbehandlinger og zoneterapi kan købes til en fordelagtig pris.

"Det er et rigtig godt initiativ. Jeg håber, det bliver udvidet med flere dage. De tre timer om tirsdagen passer ikke altid med vagter og alt muligt andet," siger sygeplejerske Gitte Boier fra Skadestuen.

"Jeg har arbejdet her i mange år og er rigtig glad for at være her. Tiltag som det her og den mentorordning, vi har for nye sygeplejersker, bestyrker mig i, at hospitalet er en god arbejdsplads," siger hun.

Zoneterapi

For Gitte Boier trækker specielt varmtvandsbassin og pilates-træning. "Jeg har problemer med min ene hofte og tror, at det er en god og skånsom måde at træne den på."

I dag afprøver hun også zoneterapien, før hun skal på vagt halv fire.
"Kan du mærke det?" spørger zoneterapeut Charlotte Agerup, mens hun med fingrene finder et ømt sted på Gittes fødder. "Ja, det napper der," svarer Gitte Boier.

Zoneterapeuten er landet på det punkt, der korresponderer med Gittes problemhofte. "Pyh, lige der er det slemt," stønner hun fra briksen. Alligevel er Gitte Boiers oplevelse positiv. "Jeg bliver ligesom varm i hele kroppen," siger hun velbehageligt mod slutningen af behandlingen

Og udgangsreplikken er heller ikke til at tage fejl af: "Du har allerede solgt mig næste tid! Det var meget dejligt, selvom det gjorde ondt indimellem," siger hun til Charlotte Agerup.

I træningsrummet er nogle stykker i gang på løbebånd og motionscykler. Inde ved varmtvandsbassinet fylder den meditative musik igen rummet og sætter såvel den fysiske som den mentale puls helt ned i gear.

Én af dem, der efter vandgymnastikken kan slappe af med god samvittighed, er sygeplejerske Hanne Ørskov fra Dialysen. "Jeg har det rigtig godt nu og føler, at jeg har været hele kroppen igennem," siger hun fra bassinet.

Hanne Ørskov gør, hvad hun kan for at få tirsdagens chillout passet ind i sin vagtplan. "Når jeg afspadserer 10 minutter, passer det lige med, at jeg kan nå første hold vandgymnastik. Jeg kan gå direkte til træningen og køre hjem bagefter. Det betyder meget og er med til at motivere mig til at få dyrket motion."

"Selvfølgelig er det også et plus, at det er gratis. Det er rart at føle den form for påskønnelse fra sin arbejdsplads. Jeg vil langt hellere have tilbud som det her end for eksempel julegaver," siger Hanne Ørskov.

Ved bassinkanten venter velfortjent isvand. Snart kan Horsens-sygeplejerskerne også tage færdig aftensmad med hjem til familien. For 30-40 kr. pr. måltid tilbyder hospitalet fra næste måned alle ansatte en take-away-ordning med sunde og lækre retter.