Benhård pleje til veteraner

Foto: Nils Lund Pedersen

"De forventer disciplin, og de forventer, at vi er hårde ved dem," fortæller sygeplejerske Steve Springer, som har 35 års erfaring i faget. "No cuddling. Only pushing," uddyber han.

At behandle soldater, der er vant til hård militær træning, er en helt anden sag end at behandle civile, har Steve Springer erfaret.

Efter at have arbejdet som traditionel sygeplejerske på civile sygehuse kom han til Walter Reed for seks år siden.

"De første år var hårde. Jeg havde så ondt af de unge mænd, der kunne være mine egne sønner. Men jeg har lært at presse dem i stedet for at trøste dem. Det giver det bedste resultat."

Steve Springer har mødt sin del af de ca. 1.000 soldater, der har ofret en legemsdel i den amerikanske krig mod terrorisme. Omkring 700 af dem har været eller er i behandling på Walter Reed Army Medical Center i Washington, hvor de er i flere år. Men de er ikke syge. De er soldater, og det er deres job at blive raske, hvilket de konstant bliver mindet om af slogans på skilte og bannere.

Patienten sætter målene

Til forskel fra de civile hospitaler, hvor Steve Springer sjældent fulgte en patient i mere end en uge, udvikler han nu årelange bekendtskaber på Walter Reed.

"Det er en stor tilfredsstillelse at se, hvordan alle, dvs. neurologerne, sygeplejerskerne, psykiaterne, ergoterapeuterne, fysioterapeuterne, kirurgerne og bandagisterne, arbejder sammen om at gøre det bedste for en såret soldat. Vi spørger soldaten, hvad han vil. Hvis han vil tilbage i aktiv tjeneste, så hjælper vi ham med det. Hvis han vil kunne løbe en maraton, så går vi efter det."

Her er det patienterne, der sætter målene, og det er ofte også patienterne, der presser personalet til at gøre træningen endnu hårdere. Og det gør indtryk på Steven Springer.

Han husker især en soldat, der havde mistet det meste af sin venstre side. Det halve af kraniet, den ene arm og det ene ben var væk, og han havde mistet talen.

"Men han var ekstremt motiveret, og det endte med, at han selv kunne gå op ad kirkegulvet til sit bryllup. På trods af hans skader og udseende var der en kvinde, der ville have ham."

Skilsmissebegæring med posten

Steve Springer er dybt fascineret af den målbevidsthed og motivation, der driver de unge amputerede soldater. Men historierne er ikke kun rosenrøde. Mange oplever, at filmen knækker for dem, mens de er indlagt.

"Ægtefæller og kærester har det med at forlade en amputeret soldat. Vi ser det hele tiden. De tømmer børneopsparingen, skrider med børnene og sender skilsmissebegæringen med posten."

Det sker også, at soldaten selv ønsker skilsmisse. Han vil ikke have medlidenhed, og han vil ikke have, at hans kone skal føle sig bundet til en invalid resten af livet.

Når disse brud sker, håber Steve Springer, at de sker tidligt i forløbet. Jo hurtigere ægtefællen skrider, og kammeraterne falder fra, jo hurtigere kan han komme i gang med sit job: at få soldaten på benene igen.

Assistenter klarer traditionel sygepleje
Sårpleje, medicinuddeling og anden traditionel sygepleje udfører Steve Springer ikke noget af. Hvis han ser et sår med betændelse eller en soldat, der har brug for noget smertestillende, tilkalder han de assistenter, der tager sig af den traditionelle hands on-sygepleje. Tiden bruger han primært på at tale med soldaterne.

De ved, at de til hver en tid kan bede om at tale med en psykiater, men de føler sig svage, hvis de gør det. I stedet sørger Steve Springer for at give sig god tid, når han sidder på briksene ved siden af soldaterne og sludrer. Den uformelle situation får de unge mænd til at løsne op og fortælle om deres sorger, angst og bekymring for fremtiden.

"De har ikke nødvendigvis brug for en konsultation hos en psykiater, men de har brug for at snakke. Hvis deres problemer er alvorlige, tilbyder jeg at følges med dem nedenunder til psykiaterne, som så kan tage over."

Hver tredje vil i kamp igen

En undersøgelse viste i 2007, at mere end hver tredje hjemvendte amerikanske soldat søgte en eller anden form for psykologisk hjælp til at komme over oplevelserne i Irak og Afghanistan.

Af de amputerede soldater, der vurderes egnede til genoptræning på Walter Reed - og det vil sige soldater, der ikke også har hjerneskader eller rygmarvsskader - ender én ud af 20 med at give op, vurderer Steve Springer.

"Vi prøver selvfølgelig at motivere og opmuntre, men det er i sidste ende soldatens egen beslutning. Hvis han ikke vil mere, kan vi ikke tvinge ham."

Ca. hver tredje amerikanske soldat ønsker at vende tilbage til aktiv kamptjeneste, mens resten drømmer om et mere fredeligt arbejdsliv på baser i hjemlandet, i civilforsvaret eller måske ligefrem helt ude i det civile liv.

Deres kroppe er smadrede og deres sind belastet af umenneskelige oplevelser, men de er unge. Måske klarer de skærene. Måske går de et langt og lykkeligt liv i møde.

Læs også "I behandling på fjerde år: Jeg bliver så aggresiv"