Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mænd bliver skræmt af følepjecer

Gennem en analyse af tre pjecer fra forskellige kræftrehabiliteringstilbud til kræftpatienter viser artiklen, at det er afgørende vigtigt, at der tænkes i køn og kommunikation, hvis mænd med kræft skal rehabiliteres. Ellers tager de ikke imod tilbuddene.

Sygeplejersken 2010 nr. 12, s. 58-61

Af:

Hanne Højsager Damgaard, sygeplejerske, SD

SY-2010-12-58bb
Foto: iStock

I mit arbejde med kommunal rehabilitering til borgere med kræft har det undret mig, at fordelingen af mænd og kvinder, der tager imod tilbuddet, er meget skæv. Ca. 80 pct. er kvinder, og 20 pct. er mænd, skønt lige mange kvinder og mænd får konstateret kræft.

Denne artikel handler om, hvilken skriftlig kommunikation fra sundhedsvæsenet der er mest hensigtsmæssig til mænd med kræft, så de oplever rehabiliteringstilbud som relevante og brugbare. Artiklen diskuterer, om vi skræmmer mænd væk med pjecer, der er præget af et feminint følelsesunivers og på vigtigheden af at tænke i køn i de pjecer, sundhedsvæsenet udsender.

Mænd efterspørger, men bliver væk

Elleve kommunale projekter i Danmark har de sidste to år arbejdet med tilbud om rehabilitering til borgere med kræft, og alle ser samme tendens. Mange kvinder og betydelig færre mænd.

En stor undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at mænd efterspørger tilbud om rehabilitering i højere grad end kvinder (1). Mændene efterspørger tilbuddene, men bliver væk, når tilbuddene er der. Spørgsmålet er, hvorfor mænd med kræft ikke i samme omfang som kvinder opsøger de kommunale rehabiliteringstilbud" Og hvilket ansvar vi som sygeplejersker har for dette" I min afgangsopgave på den sundhedsfaglige diplomuddannelse i sundhedsformidling har jeg fundet nogle overraskende svar på disse spørgsmål.

Der er kommet fokus på tilbud om rehabilitering til borgere med kræft, fordi flere og flere mennesker helbredes for kræft i Danmark, og mange derfor skal leve med følger af sygdommen og behandlingen. De senere år er der også lavet forskning inden for området "Men´s Health", der sætter fokus på manden som køn i forhold til sundhed og sygdom. Det giver mulighed for at se på, om der er særlige forhold, der gør sig gældende for mænd. Det handler det følgende afsnit om.

Mænd distancerer sig socialt

Mandeforskere siger, at der er særlige forhold, som gør sig gældende for mænd i forhold til sundhed og sygdom. En væsentlig forskel er, at mænd ofte benytter sig af distancering (2). Denne distancering skal forstås som de forskellige processer, der foregår for at holde sygdom og sundhed på afstand. Herunder også sygdomssignaler. Den sociale distancering er dét, mændene gør for ikke at deltage i situationer med fokus på sygdom. Nogen undgår eksempelvis kontakt med pårørende og venner, mens de er syge.

Den verbale distancering, der er den hyppigste, kan vise sig ved, at mænd ikke taler om deres sygdom med deres nærmeste pårørende eller med fagprofessionelle. Den mentale distancering ses ved, at de distancerer sig fra sygdom og tegn på sygdom ved simpelthen ikke at sætte bevidsthedsmæssigt fokus på sygdom og sygdomssignaler.

Generelt kan man se distancering som en hensigtsmæssig måde at affinde sig med sin sygdom på. Det skaber ro og gør, at man bevarer sin selvstændighed, når man siger, at sygdommen kun må fylde en lille del af tilværelsen og ikke flyde ind over alt, hvad man foretager sig. Hos nogle mænd er distancering markant, og hos andre mindre markant.

Udviklingsarbejder inden for området mænd, kræft og rehabilitering (3,4) viser, at mænd ofte benytter sig af en problemfokuseret coping. Coping er den måde, man prøver at håndtere det misforhold, der opstår mellem krav, der stilles, og de ressourcer, man har. At deres coping er problemfokuseret, betyder, at den er instrumentel og vurderende frem for emotionsfokuseret.

Ved alvorlig sygdom vil mænd ofte se fremad og fokusere på muligheder med hensyn til fremtiden. De har det, man kan kalde en handleorienteret tænkning, hvor de lægger vægt på at være handlekraftige. Det vil ofte være vigtigt for dem at undgå tab af selvbestemmelse. Mandlige patienter er selvfølgelig meget forskellige, så der er her tale om nogle generelle tendenser.

Analyse af tre pjecer

Borgere med kræft får kendskab til rehabiliteringstilbud gennem pjecer, de selv ser eller får udleveret på eksempelvis sygehuset, i Kræftens Bekæmpelse eller i kommunernes syge-dagpengeafdeling. Det er pjecerne, der gør mændene opmærksomme på, at tilbuddet findes. Pjecerne er indgangsport til kommunal rehabilitering. Jeg fandt det derfor relevant at lave en diskursanalyse af tre forskellige pjecer fra tre vilkårlige kræftrehabiliteringstilbud.

Diskursanalyse som metode

I sociologien beskrives diskurs som en institutionelt funderet måde at tænke på; en social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et givent emne. Diskursanalysen står for den opfattelse, at menneskelige fænomener som sprog, bevidsthed og samfund under overfladen styres af ubevidste strukturer. Forholdet mellem sproget og virkeligheden er ikke naturligt, men derimod betinget af de mennesker, der har skabt det. Man kan kalde det en slags uskrevne love og regler, der gælder inden for et socialt felt. Diskurs er tæt forbundet med forskellige teorier om magt, hvor det at kunne definere diskursen ofte sidestilles med det at definere virkeligheden selv. Der foregår en stadig kamp om ordene, der skal beskrive verden. Kampen om ordenes betydning er vigtig, fordi der ikke eksisterer en objektiv virkelighed eller sandhed i diskursteori. Virkeligheden er socialt konstrueret igennem sproget. I de kommunale rehabiliteringstilbud er det os fra sundhedsvæsenet, der har sat betingelserne for, hvad der kan siges, og det er derfor vigtigt, at vi bliver klar over, hvad det er for signaler, vi udsender til bl.a. mænd med kræft.

Vi vil hjælpe de hjælpeløse

Diskursanalysen viste, at der i pjecerne er "skabt en sandhed", der siger, at kræftramte borgere har brug for hjælp fra de sundhedsprofessionelle. Vi kan kalde dette en hjælpediskurs. Det skaber et spændingsforhold til det faktum, at mænd ofte ønsker at distancere sig fra sundhedsprofessionelle. Har man et ønske om at distancere sig til nogen, så ønsker man ikke at opfatte sig selv som en, der har brug for hjælp.

Den anden "skabte sandhed" var, at modtageren af hjælpen til dels er en hjælpeløs person. Hvis man er hjælpeløs, er man en svag person, og mændene ønsker netop fokus på styrke, så også her er der et spændingsforhold.

Analysen viser, at der i hjælpediskursen er nogle meget magtfulde strategier, hvilket betyder, at sundhedsprofessionelle kan udtale sig med stor vægt inden for det her felt.

I pjecerne benyttes det såkaldte brede sundhedsbegreb. Det siger noget om, hvordan den underforståede opfattelse af sundhed og sygdom er. Det brede sundhedsbegreb dækker over både sygdom og livskvalitet. Når det også dækker over livskvalitet, kommer det til at handle om hele ens tilværelse. Det betyder, at sygdom bliver omfattet af alle aspekter af den menneskelige tilværelse. Mændene oplever altså, at her har deres sygdom med alt i deres tilværelse at gøre. Det giver et spændingsforhold til den førnævnte distancering, mændene benytter sig af, hvor de netop ønsker at holde sygdom på afstand, så den ikke flyder ind over hele deres liv.

Der tales meget til følelser i pjecerne. Et eksempel er: "Da du fik din diagnose, oplevede du måske, at dit liv ændrede sig på et øjeblik"" Dette må betegnes som en meget følelsesladet måde at spørge på, og kommunikationen skaber igen et spændingsforhold mellem det, at mænd ønsker at distancere sig i forhold til følelser i forbindelse med deres sygdom, og det, at de ofte håndterer den stressfyldte situation på en handlekraftig mere end en følelsesbearbejdende måde, som mange kvinder benytter sig af.

Klare misforhold

Der er altså nogle klare misforhold mellem de særlige forhold, der gør sig gældende for mænd i forhold til sundhed og sygdom, og de signaler, pjecerne udsender.

Det var en overraskelse at opdage, at der i pjecerne er en hjælpediskurs. En diskurs, der signalerer, at vi som sundhedsprofessionelle skal hjælpe, og modtageren af hjælpen er mere eller mindre hjælpeløs. Det er en diskurs, som mænd formentlig reagerer negativt på - eller slet ikke reagerer på.

Den definition, vi her i Danmark bruger på begrebet rehabilitering, taler om, at rehabilitering "er en samarbejdsproces mellem en borger og fagfolk" (5). Der er her en intention om ligeværdighed i forholdet. Den ligeværdighed mangler i den hjælpediskurs, som pjecerne repræsenterer.

Som vist ovenfor har analysen afdækket, at der er tale om en magtfuld diskurs. Det betyder, at sandhedsværdien i pjecerne opfattes som meget stor. Der er vægt bag, når vi som fagfolk i det etablerede sundhedsvæsen udtaler os. At diskursen er magtfuld, betyder, at det kan være vanskeligt at forsøge at gøre op med det, diskursen fremstiller som sandheden. Det kan måske være en del af forklaringen på, at mænd ikke reagerer på pjecerne.

Mænd lever 4-8 år kortere end kvinder (6). Det er der mange årsager til, hvoraf der kun er viden om en del. Mænd er generelt underforbrugere af primærsektoren, og en del af begrundelsen for dette er, at mænd har barrierer i forhold til at søge hjælp. De går mindre til praktiserende læge end kvinder. Til gengæld fylder de mere end kvinderne, når vi ser på indlæggelser for alvorlige sygdomme. Det tyder på, at de kommer for sent, når de bliver syge. Flere undersøgelser siger, at mænd ofte ikke får tilstrækkeligt udbytte ud af sundhedsvæsenets tilbud. Det vil sige, at vi som sundhedsprofessionelle skal fokusere på vores måde at kommunikere med mænd på (6). Det understøtter fundene i denne analyse.

Jeg har analyseret tre pjecer fra rehabiliteringstilbud. Det er et lille materiale, men alle pjecer indeholdt den omtalte hjælpediskurs, så der er grund til at tro, at det er en generel tendens. Undersøgelsen kan derved være med til at give bud på nogle af grundene til, at mænd ikke bruger sundhedsvæsenets tilbud. Det er derfor vigtigt, at resultaterne kommer bredt ud til sundhedsprofessionelle for herigennem at forbedre mænds muligheder for at benytte sig af sundhedsvæsenets tilbud.

Begynd i uddannelsesinstitutionerne

Resultaterne tyder på, at der er brug for at se kritisk på den skriftlige kommunikation, vi udsender fra sundhedsvæsenet, hvis mænd skal opfatte den som relevant og brugbar. Det er en forudsætning for, at de kontakter de rehabiliteringstilbud, som de efterspørger.

Chefpsykolog Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet, som har beskæftiget sig meget med det nye fagområde "Men's Health", siger, at måden, vi som sundhedsprofessionelle møder mænd som patienter og i forebyggende sammenhænge, hidtil har været stort set fraværende i uddannelserne (6). Det vil være oplagt at starte på uddannelsesinstitutionerne med undervisning i, at der skal lægges et kønsperspektiv på kommunikationen i sundhedsvæsenet. Der findes allerede tiltag, som har fokus på området (7). I 2007 blev det første uddannelsesforløb for sundhedsprofessionelle i kommunikation og dialog i sundhedsvæsenet udbudt (se boks 1). 
 

BOKS 1. OM MÆND

 
Det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle medtænker mandens køn i kommunikationen og indretter kommunikationen på, at

  • mænd vil helst være fri for bekymring - egen og andres
  • mænd føler ofte stort ansvar for familien
  • stille konkrete spørgsmål om, hvad, hvornår, hvor meget, hvor ofte?
  • fokusere på optimisme og muligheder
  • give råd og opstille valgmuligheder
  • lægge op til, at manden selv styrer
  • stå til rådighed, hvis du bliver spurgt - vente og lytte
  • lad ham selv komme med udsagn om, hvorvidt han kan være utryg, nervøs eller lignende
  • finde den rette balance imellem mandens behov for selvbestemmelse og autonomi på den ene side og hans behov for omsorg og trøst på den anden (6).

Det, der er undersøgt her, er skriftligt materiale fra sundhedsvæsenet. Det ville være overordentligt spændende at undersøge, om de fundne diskurser eksisterer i den kliniske praksis også. Det kan vi undersøge ved f.eks. at lave observationsstudier, hvor der bliver fokuseret på den sproglige virkelighed vi skaber, og som patienter skal agere i.

Undersøgelsen her har givet en viden om, hvordan vi kan forbedre vores skriftlige kommunikation til mænd med kræft. Denne viden skal være med til at skabe en debat inden for primær sundhedstjeneste i kommunerne, men er formentlig lige så relevant på sygehusene og uddannelsesstederne for sundhedsprofessionelle. Med sundhedsprofessionelle tænkes der bredt på alle faggrupper, der har kontakt til mænd i forbindelse med sygdom og/eller rehabilitering. Der vil være mulighed for at få undervisningsforløb for sundhedsprofessionelle i kommunikation ud i kommunerne og på sygehusafdelinger. Der kan organiseres fagdage eller temaeftermiddage med fokus på netop dette emne.

Som sundhedsprofessionelle må vi medtænke et kønsperspektiv i både vores skriftlige og verbale kommunikation. Kun på den måde sikrer vi, at mænd på lige fod med kvinder får del i de ydelser i sundhedsvæsenet, som de efterspørger.

Hanne Højsager Damgaard er sygeplejerske på Hospice Fyn.

 Litteratur

  1. Grønvold M et al. Kræftpatientens verden. København. Kræftens Bekæmpelse. 2006

  2. Simonsen SS. Mænd, sundhed og sygdom - ronkedorfænomenet. Århus N. Forlaget Klim. 2006.

  3. Tofte J, Nielsen MM. Spørgeskemaundersøgelse fra RcDallund. 2007. Upubliceret.

  4. Faber C. Fokusgruppeinterview med mænd med kræft fra Sundhedscentret i Ryesgade i København. Rehabiliteringscenter for Københavns Kommune for kræftramte. 2008. Ikke publiceret.

  5. Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Red. Jan Sau et al. Rehabiliteringsforum Danmark og Marselisborgcentret. 2004.

  6. Madsen SA. Manden som køn og patient. Tidsskrift for akademiske sygeplejersker 2007;( 4).

  7. Kompendium med fokus på mænds sundhed og sygdomme. Uddannelse i kommunikation med mænd. Red. Hanne Olsen, Jan Gram og Svend Aage Madsen. 2007. Kan downloades: www.sundmand.dk

ENGLISH ABSTRACT

Damgaard HH. Men scared away by pamphlets that are sensitive to fee-lings. Sygeplejersken 2010;(12):58-61.

The article is based on a final thesis for the Danish Diploma of Healthcare Communication, which is about, what kind of written communication is most appropriate for men with cancer, so that they take up rehabilitation offers that are relevant and useful.

Two methods are used in the thesis: A text analysis, which looks at what has meaning in written communication for men, and a discourse analysis of three pamphlets that focuses on the discourses that are used in actual rehabilitation pamphlets.

The research indicates that, there are different opposing forces in play be-tween the functioning discourses and those which are relevant and useful for men with cancer. Opposing forces were found between: 1) Men that disassociate themselves from the disease, and the ruling health discourse and accepted help discourse; 2) Men that wish to focus on strength and on the help discourse; 3) Men that are coping by being problem focussed and the help discourse; 4) Men that require treatment orientated emphasis, and on the help discourse.

The research concludes that it is important that health professionals take a gender perspective in written communication, as it can otherwise be a hin-drance to men at the same level as women in receiving in part the healthcare services, which they seek.

Key words: Healthcare related written communication, men with cancer, rehabilitation, discourse analysis.