Dilemma: Bag tremmer

Gunhild er sygeplejerske og skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse, som hun har fået indkaldelse til fra regionen.

Hun sidder i venteværelset hos sin praktiserende læge og hører konsultationssygeplejersken småsnakke engageret med en af de ventende mandlige patienter. Hun studser, da konsultationssygeplejersken pludselig hæver stemmen og siger: ”Hold da op, hvad har du været i fængsel for?”

Gunhild kan ikke dechifrere svaret, men undrer sig over konsultationssygeplejerskens kombination af ekstrem nysgerrighed og åbenmundethed. Hun overvejer en flabet bemærkning til konsultationssygeplejersken, når hun går forbi:

"Tak for underholdningen" men forkaster idéen. For dumt, og hvad skulle det nytte. Skal man overhovedet blande sig, når en kollega overtræder tavshedspligten lige for næsen af én"

Illustration: Pia Olsen

Svar 1.

Man er i tvivl om, hvorvidt patientens autonomi er respekteret, om patienten har været kompetent til at træffe en beslutning, og om der er givet rum hertil.

De Sygeplejeetiske Retningslinjer beskriver, at sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet, og at sygeplejersken skal værne om fortrolige oplysninger om patienten.

Det fremgår ikke af beskrivelsen, om patienten har noget imod sygeplejerskens udbrud. Det er fagligt forkert at bringe oplysningen frem uden at spørge først, men Gunhild antager med sikkerhed, at patienten føler sig stødt. Hvad jeg ville gøre" På baggrund af historien har jeg ikke noget entydigt svar, men jeg hæfter mig ved, at Gunhild ikke er på arbejde. Hun befinder sig i venteværelset som privatperson, og De Sygeplejeetiske Retningslinjer gælder for sygeplejerskens virksomhedsområde.

Af Dorte E. M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale, kliniske etiske komité ved Aalborg Sygehus

Svar 2.
Der kan nemt findes gode forklaringer på ikke at gøre noget: Jeg kommer jo hos lægen som patient, Gunhild er jo ikke min kollega, og jeg kommer heldigvis ikke så tit, så jeg behøver ikke blande mig. En anden mulighed kunne være at påtage sig ansvaret i forhold til De Sygeplejeetiske Retningslinjer. Det står nu helt klart for mig: Der er intet valg! Jeg må sige noget til konsultationssygeplejersken, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Når det så er slået fast, så er næste skridt at overveje måden, og under hvilke forhold jeg vil kontakte min kollega - og her er der intet endegyldigt svar.

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser