Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: En erfaring rigere

"Den afmagt og skrøbelighed, som man oplever som operationspatient, fortjener et kompetent menneskeligt modsvar, og jeg lover derfor, at jeg aldrig mere vil ærgre mig, når jeg hører om studerende, som ønsker at bruge deres uddannelse på en operationsstue."

Sygeplejersken 2011 nr. 17, s. 28

Af:

Eva Hoffmann, lektor, MKS

Den bedste kur mod fordomme er som bekendt viden, ligesom det ofte er lettest at finde ud af, hvor skoen trykker, hvis man selv trutter i skohornet og tager skoen på. Som nybagt mor og sectiopatient vil jeg i bagklogskabens klare lys tillade mig at konstatere, at begge dele faktisk giver god mening.

Jeg må nemlig med røde ører indrømme, at jeg bag studievejlederens lukkede dør flere gange har doceret en omgang velmenende karrierevejledning, når nogle af de rigtig gode studerende (læs: meget empatiske og omsorgsfulde) delte deres faglige ambitioner med mig og fortalte, at de drømte om en sygeplejefaglig karriere badet i operationslampens blændende rampelys.

Rationalet for mine ærgrelser var ganske enkelt og unuanceret, at disse studerende ville spilde deres gode fornemmelser for omsorg, empati og kommunikation, når de ønskede at bruge deres uddannelse på at være sammen med patienter, som i mine øjne ikke rigtig kunne få glæde af disse kompetencer.

Et operationsar og en bunke smertefulde lærepenge har dog gjort mig klogere på den sag, og jeg må nu erkende, at der er mere end almindeligt brug for også at invitere disse mere bløde sygeplejefaglige kompetencer med til bords, når der dækkes op på operationsstuen.

Faktisk kan disse kompetencer slet ikke undværes, hvad enten det er et sectio eller en appendicit, der er på OP-programmet.

At min debut som operationspatient trods alt blev positiv, skyldes nemlig langtfra kun det faktum, at jeg fik en dejlig søn ud af det, at operatøren havde en rolig hånd, samt at hygiejnen på stuen var inden for de acceptable rammer, men i særdeleshed også hele den menneskelige varme, som både anæstesisygeplejersken og operationssygeplejerskerne mødte min mand, mig og ikke mindst vores nyfødte med.

Det er nemlig langtfra ligegyldigt for totaloplevelsen, hvordan stemningen var på stuen, hvordan der blev talt til og om mig, hvordan øjnene, der tittede frem over mundbindet, så ud, og det var bestemt ikke ligegyldigt, om empatien var med, da der både blev målt blodtryk, dækket af, bedøvet og beroliget.

Jeg er absolut modstander af fagkampe for fagkampenes skyld, men ikke desto mindre vil jeg i denne anledning tillade mig at komme med et indspark til den altid verserende debat om, hvorvidt personer uden eller med anden form for sundhedsprofessionel uddannelse kan erstatte de sygeplejersker, der varetager operationsassisterende funktioner.

Netop spørgsmålet om operationssygeplejersker versus operationsassistenter mener jeg nemlig kan besvares med et klart krav om, at alle på operationsstuen er uddannet til at møde det hele menneske og ikke blot uddannet til at varetage afgrænsede og specialiserede instrumentelle og hygiejniske funktioner.

Den afmagt og skrøbelighed, som man oplever som operationspatient, fortjener et kompetent menneskeligt modsvar, og jeg lover derfor, at jeg aldrig mere vil ærgre mig, når jeg hører om studerende, som ønsker at bruge deres uddannelse på en operationsstue.

Fra nu af vil jeg snarere tilskynde til, at det netop bliver de mest empatiske og omsorgsfulde studerende, der tager opstilling omkring lejet, og jeg vil glædes, når jeg tænker på den forskel, de vil gøre for de operationspatienter, de møder på deres faglige vej.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.