Sygeplejersken
"Det her overskrider mine grænser"
Sygeplejerske Henrik Kirkegaard har behandlet både sin afdelingssygeplejerske og en jævnaldrende kollega. Begge døde på hans arbejdsplads, og forløbene var fyldt med usikkerhed og afmagt.
Sygeplejersken 2011 nr. 17, s. 22-23
Af:
Katrine Raahauge Nygaard, journalist
”Jeg forsøgte at gøre det ypperste for min kollega," fortæller Henrik Kirkegaard om at pleje sin afdelingssygeplejerske. Foto: Lene Esthave
Afdelingssygeplejersken blev indlagt med alvorlig sygdom på den første vagt, som Henrik Kirkegaard havde efter at have været væk fra afdelingen for at tage to moduler af diplomuddannelsen.
”Jeg blev meget overrasket, da jeg hørte, det var hende, og jeg fik en klump i halsen,” fortæller Henrik Kirkegaard, 34, om oplevelsen.
Det var ikke nyt for ham, at afdelingssygeplejersken var syg. Henrik Kirkegaard havde arbejdet på sygehuset siden 2005, og han vidste, at hun havde haft et sygdomsforløb, mens han havde videreuddannet sig.
Afdelingssygeplejersken skulle have været indlagt på en anden afdeling end sin egen, men den plan slog patienter med roskildesyge bunden ud af, og hun blev indlagt på afdelingen med speciale i hendes sygdom. Derfor blev hun plejet af en sygeplejerske, hun selv havde sat på vagt.
Svært at holde fokus
Henrik Kirkegaard havde afdelingssygeplejersken som patient tre dage i træk og senere på flere nattevagter. Han blev aldrig fortrolig med situationen.
”Jeg ville gøre det absolut bedste for hende, men det var svært at holde fokus, når det krævede koncentration bare at være på stuen. Og hele tiden tænkte jeg: Overskrider jeg hendes grænser? For det her overskrider mine grænser,” husker Henrik Kirkegaard, der følte sig sat i en dobbeltrolle:
”Jeg forsøgte at gøre det ypperste for min kollega, men var ikke kontaktperson og derfor ikke en del af det sammenhængende forløb omkring hendes behandling, så det var svært at vide, om jeg skulle involvere mig i hendes sygdom eller i hende som menneske. Jeg var usikker på hendes forventninger til sygeplejen. Samtidig var hun både min patient og min leder.”
Ved siden af faglige og personlige udfordringer blev Henrik Kirkegaard også opmærksom på, at der forelå en risiko for, at kolleger fra andre afdelinger fulgte med i afdelingssygeplejerskens elektroniske patientjournal. Derfor blev det besluttet til dels at rapportere uden for denne.
Halvt sekunds forberedelse
Et halvt år efter, at afdelingssygeplejersken døde på afdelingen, bad skadestuen Henrik Kirkegaard om hjælp med en anden patient. Da han hørte hendes navn, fik han et chok.
”Jeg havde et halvt sekund til at forberede mig på, at det var min kollega, jeg skulle ind til,” fortæller han.
Igen vidste Henrik Kirkegaard, at kollegaen havde været syg, men på daværende tidspunkt havde hun været erklæret rask i to måneder.
”Når hun kom ind med de symptomer, vidste jeg godt, hvor det bar hen. Men hun var indlagt og havde brug for intravenøs adgang, hvilket var det, jeg skulle forholde mig til lige der. Jeg gav hende et knus i medfølelse og ydede den nødvendige sygepleje. Det var næsten ikke til at bære,” siger Henrik Kirkegaard.
Kollegaen var et år yngre end ham og havde sit terminale forløb på afdelingen, hvor han arbejder. Henrik Kirkegaard genkalder sig følelsen i elevatoren, når han skulle op til nattevagt i den periode:
”Jeg håbede, hun ikke var der, for det brød mine grænser for, hvad jeg havde lyst til at deltage i.”
Dengang tænkte Henrik Kirkegaard, at kollegaen ikke kunne bruge hans ked af det-hed til noget. I dag tænker han på, om hun har følt det, som om han tog afstand fra hende.
”Jeg var ikke færdig med at bearbejde forløbet med afdelingssygeplejersken, og så kom min yngre kollega oveni. Vi havde jævnaldrende børn, og jeg holdt af hende som kollega. Det kom virkelig tæt på og var overvældende meningsløst,” fortæller han.
Ikke høre, ikke tale
Det har præget Henrik Kirkegaard ikke at kunne tale med sine øvrige kolleger om de to forløb.
”Tavshedspligten gjorde, at det hverken var legalt at spørge eller at sige noget. Vi har talt om herinde, at man næsten er bange for at klikke forkert på computeren og komme til at gå ind på en indlagt kollegas oplysninger, fordi man skal være så forsigtig med ikke at overskride nogen grænser,” siger han. For ham betød manglende viden om kollegernes tilstand uvished og bekymring, som han tog med sig hjem.
Henrik Kirkegaard kalder det ”ærgerligt”, at han og hans kolleger ikke har haft bedre rammer for at passe på hinanden.
”Vi havde mulighed for supervision, men for mig havde det været mere gavnligt, hvis vi som kollegagruppe kunne have mødtes og få fælles information og debriefing,” vurderer han og understreger samtidig, at han gerne ser, det også fremover er muligt for en kollega at blive indlagt i det rigtige speciale:
”Jeg ville i dag selv vælge at blive indlagt på et andet sygehus, i stedet for på den afdeling hvor jeg arbejder, men jeg vil ikke give kolleger, der ønsker det modsatte, dårlig samvittighed over deres valg. Vi skal blot have retningslinjer for, hvordan vi håndterer det.”
Henrik Kirkegaard: ”Prøv at få klare retningslinjer for, hvad man gør på afdelingen i den situation. Udpeg én til at have fokus på personalets trivsel, så man ved, hvem man kan gå til, hvis situationen er svær. Gør dig klare overvejelser om, hvor dine grænser går. Kan du være kontaktperson for en syg kollega, eller vil du overhovedet ind på stuen?”
Når sygeplejersker plejer patienter med sundhedsfaglig baggrund, er der forskel i plejen alt efter patientens faglige niveau.
Læge fra samme hospital: Lægen, vi kender, vil vi give særstatus som patient, og der vil indgå varmere følelser i plejen, end der bliver tildelt den læge, vi ikke kender, selv om den fremmede læge vil få en meget præcis pleje.
Læge fra andet hospital: Der vil blive ydet særlig opmærksomhed på detaljer i plejen. Den fremmede læge vil dog ikke opnå status som ”særlig patient”, som det vil være tilfældet med en læge fra samme hospital. I begge tilfælde vil sygeplejersken alt andet lige være nervøs for kritik, både i behandlingssituationen, fordi patienten måske har større faglig viden end sygeplejersken, og i øvrigt for, hvad patienten/lægen kan finde på at tale med sine fagfæller om, fordi læger hierarkisk står over sygeplejersker på hospitaler.
Sygeplejerske: Her er der ikke samme forskel, som når patienten er læge. Selvom der træder ekstra sympati i kraft i moralsystemet, når det er en kollega fra samme hospital, som sygeplejersker behandler, så giver sygeplejersker andre sygeplejersker god pleje, lige meget hvor de kommer fra. Plejen bliver udført med ægte empati, fordi den syge er en del af ”vores gruppe.”
Sosu-assistent: Hvis patienten ikke er på niveau med en sygeplejerske, betyder patientens sundhedsfaglige profil ikke noget i behandlingssituationen.
Kilde: Arbejdspsykolog Einar Baldursson, Aalborg Universitet.
Mange sygeplejersker mener ikke selv, at deres sygepleje bliver anderledes, når deres patient også er sygeplejerske. De tror til gengæld, at deres kollegers arbejde bliver påvirket i samme situation. Det er en af konklusionerne i bachelorprojektet ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?” der er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 60 sygeplejersker fra hovedstadsområdet har deltaget.
- 79 pct. svarede, at de bliver påvirket, hvis patienten selv er sygeplejerske.
- 54 pct. mente dog ikke, at selve deres arbejde bliver anderledes, når patienten er sygeplejerske.
- 60 pct. mente til gengæld, at deres kollegers arbejde bliver påvirket.
Kollegerne virker ifølge respondenterne usikre i tilgangen til patienten, de har større fokus på den patient end på andre patienter, og de opfatter det som en personlig kritik, hvis patienten udviser utilfredshed.
Kilde: Bachelorprojektet er fra Hillerød Sygeplejeskole 2009, skrevet af Lene Kim Slengerich og Stina Lindgren.