Studerende i praksis: Når patienten insisterer på at tisse i sengen

Foto: iStock

Jeg er i praktik på modul 11 på en opvågningsafdeling og modtager en ældre, kvindelig patient, som har brækket hoften under en trafikulykke, men er en frisk og rask dame.

Patienten er stadig påvirket af anæstesien og ligger og griner. Hun fortæller, hun ikke helt ved, om hun drømmer. Jeg fortæller hende, at hun har brækket hoften og er på opvågningsafdelingen efter en veloverstået operation, og at hun skal ligge her, til hun er mere vågen. Hun tysser på mig, så jeg tænker, det er bedst at lade hende sove. Kort efter græder hun pga. chokket efter ulykken, så jeg prøver at trøste hende lidt.

Efter en halv times tid skal hun tisse, så jeg vil hente et bækken. Men hun siger, jeg kan hente et blåt stykke, så kan hun tisse på det. Jeg tænker, at hun stadig er påvirket, så jeg henter alligevel et bækken. Da jeg kommer tilbage, insisterer patienten på ikke at tisse på bækken, så jeg spørger min vejleder, hvad jeg skal gøre.

Vejlederen giver mig ret i, at patienten skal have bækken, så vi får det lagt under protest fra patienten. Hun tisser kun en lille smule, men blærescanningen viser, der er langt over 300 ml i blæren. Hun siger, hun ikke kan tisse mere, kun hvis vi giver hende et blåt stykke.

Kort efter da jeg vil kigge til patienten, fortæller hun glad, at hun ligger og tisser på et blåt stykke, hun holder mellem benene med hånden. Jeg forklarer, at det er uhensigtsmæssigt, fordi det betyder, vi skal skifte lagnet, hvis hun tisser udenfor af hensyn til bakterier.

Jeg forklarer også, at det ikke vil være godt for hoften, at hun bliver flyttet rundt. Men hun griner bare.

Det forvirrer mig, at patienten insisterer på at tisse i en ble og kalder det hyggeligt. Jeg kan ikke forstå, at en voksen dame vil det. Hun svarer relevant på alt og siger, at jeg må forstå, at patienter har individuelle behov. Jeg tænker derfor, at hun er helt vågen igen.

Efter at hun har ligget hos os i en time, virker vejlederen irriteret på patienten, som har stabile værdier og er smertedækket, og vil sende hende tilbage til afdelingen. Dog insisterer hun stadig på at tisse på det blå stykke.

Nu fem måneder senere tænker jeg stadig på, om hun var helt upåvirket, da vi sendte hende tilbage, og om den habituelle psykiske tilstand var så god, som det fremgik i journalen. Jeg følte, hun blev sendt op, fordi hun var irriterende, og at jeg havde udøvet dårlig sygepleje, fordi jeg ikke følte, jeg fandt frem til sagens kerne.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.