En sygeplejerske krydser sit spor

Det går hurtigt, når ekspertsygeplejersken krydser gangene for at tilse patienterne. Foto: Kissen Møller Hansen.

Ned ad trappen, hen ad en lang gang, op ad en ny trappe, endnu en gang, døre, der går op og i. Sygeplejerske Mette Morgen Rothmann suser hjemmevant med sin sorte taske rundt på Regionshospitalet Randers’ hvide og pastelfarvede gange, mens hun i skyndingen sender nik til forbipasserende kolleger.

”Jeg tjekker lige tavlerne,” siger hun, da hun lander ved det første bestemmelsessted. Et ikke særlig stort, men til gengæld meget varmt lokale, hvor tre anseelige fladskærme hænger på den ene væg. Der er ikke meget gammeldags kridt og pegepind over skærmene, som ud over at være varmekilder til rummet er en farvekaskade af lilla, gule, blå, grønne, hvide og rosa felter. 

Hvert felt er en patient på Akutafdelingen, hvor Mette Morgen Rothmann har sin daglige gang. Ikke fordi det er hendes afdeling. Hun har hjemmebase på Lungemedicinsk afsnit et helt andet sted på hospitalet, hvor hun er KOL-sygeplejerske. Men i modsætning til de overleverede sprogligheder er hendes job en del af et nytænkende projekt, som hospitalet har iværksat.

Det handler om krydspatienter. Dem, der ellers af personalet er kendt som ”de komplekse patienter”. En vending, patienterne selv opfatter som ”de besværlige patienter”.

Daglig gang på andre afdelinger

57-årige Henning Kristiansen er en af dem. Han har KOL. Lungerne stod af, da han var 25. Nu er han indlagt med forstoppelse.

”Og så har jeg fået urinsyregigt i fødderne. Det gør møgondt at gå,” fortæller han og peger anklagende på de fødder, der forhindrer ham i daglige gåture i naturen. 

Mette Morgen Rothmann har ret beset ikke meget at gøre med hverken forstoppelse eller fødder, men Henning Kristiansens lunger piver og hvæser i øjeblikket, så i stedet for, at han skal rulle rundt på hospitalet, kommer hun til ham. Krydspatienter er dem, der har krydsende diagnoser, og Mette Morgen Rothmann krydser gangene for at tilse dem.

”Du har taget lidt på, synes jeg,” siger hun til Henning Kristiansen, der kvitterer med et snedigt grin. Der er noget søulk over herren, som er tatoveret og har tykke guldøreringe i ørerne.

”Har jeg det,” spørger han uskyldigt og prikker sig selv i maven.

”Jeg er nok fed,” siger han glad.

Mette Morgen Rothmann trykker på omdrejningspunktet for samtalen. Hans mave er hård og opspilet, og det kan trykke på lungerne. Hun tager en saturationsmåler frem og måler hans iltmætning, der er på 90, så han får en iltslange på. Lungerne hvæser hidsigt.

”Jeg finder lige en ventoline. Du lyder, som om du trænger til det,” siger hun roligt.

På stuen er der fredeligt, og hun tager sig god tid til patienterne, der ofte kan blive urolige eller angste, når lungerne strejker.
Efter at have tilset Henning Kristiansen, går Mette Morgen Rothmann tilbage til lokalet med tavlerne. Stemningen er anderledes hektisk her. Der er mange travle fødder, læger, der mumler hastige betragtninger i diktafoner, og hurtige bevægelser og bladren igennem journaler.  Et par sygeplejersker vil gerne vende deres patienter med hende.

”Jeg har en patient med sarkoidose,” siger Helle Mark Sørensen, og Mette Morgen Rothmann graver lidt i hukommelsen.
”Har hun ikke et forløb i lungeklinikken?”

Det mener Helle Mark Sørensen ikke, hun har.

”Det er derfor, vi gerne vil snakke med dig.”

Sygeplejerskerne diskuterer forløb og muligheder. Krydspatienterne giver måske nok udfordringer, men også muligheder for, at de kan kombinere og supplere deres faglige viden. 

Klædt på til at krydse gange

”Mine ledere synes, at projektet omkring krydspatienterne og det, at jeg er ekspertsygeplejerske i KOL, er vigtigt for patienterne. Derfor sørger de for at klæde mig rigtig godt på,” fortæller Mette Morgen Rothmann, som har været med til lungekongres i European Respiratory Society de seneste to år.

Derudover har hun videreuddannet sig som ekspertsygeplejerske, så hun kan fungere som bindeled mellem afdelingerne, sygeplejerskerne, lægerne og ikke mindst patienterne.

”Jeg kan tilse fru Jensen, når hun er indlagt med et brækket ben, så hun ikke samtidig ligger med en ubehandlet lungebetændelse,” fortæller hun og forklarer, at det også kommunikationsmæssigt kan have fordele, at hun forlader Lungemedicinsk afdeling for at spurte rundt til andre afdelinger.

”Patienterne kan f.eks. glemme at tage deres KOL-medicin, når de er indlagt for andre ting. Der er jeg med til, at vi får en større helhed i behandlingen,” fortæller hun og påpeger, at det ikke kun er patienterne, der kan bruge hendes viden:

”Det sker, at kollegerne får en patient ind med f.eks. en brækket hofte. Så ringer de efter mig, fordi han ser dårlig ud. Jeg ser mange af kronikerne, så jeg kan fortælle, at sådan ser han altid ud,” smiler hun.