Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Langsigtet indsats skal hjælpe patienter med leddegigt

Seks løsningsforslag, der skal hjælpe patienter med leddegigt. Det kom der ud af projektet ”Vision leddegigt”. Bag løsningsforslagene stod to arbejdsgrupper, hvor der bl.a. deltog sygeplejersker. Forfatteren var en af dem.

Sygeplejersken 2012 nr. 10, s. 44-45

Af:

Gunhild Bukh, sygeplejerske

Det er sjældent, man får mulighed for at tænke langsigtet og sætte nye initiativer på den politiske dagsorden. En mulighed, der på den lange bane kan hjælpe patienterne. Denne mulighed bød sig igennem deltagelse i projektet ”Vision Leddegigt 2020”.

Vision Leddegigt handlede om at formulere seks løsningsforslag mhp. at forbedre hverdagen for patienter med leddegigt. Løsningsforslagene blev præsenteret på en konference på Christiansborg i maj 2012.

Bag løsningsforslagene stod to arbejdsgrupper med førende folketingspolitikere, økonomer, repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, patienter, reumatologer, arbejdsmarkedsforskere, ergoterapeuter og sygeplejersker.

Arbejdsgrupperne virkede inden for sundhed og arbejdsmarked. Hver arbejdsgruppe skulle hen over efteråret udvikle tre løsningsforslag til forbedring af leddegigtpatienters hverdag. Løsningsforslag, som alle deltagere i arbejdsgruppen skulle bakke op om.

Som sygeplejerske opstod muligheden for at tydeliggøre mange af de udfordringer, vi oplever i hverdagen, og som vores patienter har.

Det var i denne proces særlig spændende at opleve, hvordan en bredt repræsenteret faglighed i samarbejde med førende politikere kunne sætte idéer og perspektiver i gang, der kunne tegne fremtidens sundhedspolitiske indsats.

Diskussionerne gik således bredt. Hvordan kan telemedicinske løsninger forbedre patienternes sundhedstilstand og reducere omkostningerne? Vil der være politisk opbakning til dette? Hvordan uddanner vi patienterne bedre i egenomsorg? Hvordan sikrer vi, at løsningsforslagene bliver realistiske og mulige at gennemføre økonomisk?

Mulighederne var mange og holdningerne ligeså.

Nødvendigheden af en styrket indsats blev tydeliggjort bl.a. af Jes Søgaard (direktør, Dansk Sundhedsinstitut), som på vores lanceringskonference fremviste beregninger, der viste, at det danske samfund årligt taber 4 mia. kr. på leddegigtpatienter.

Frafaldet af mennesker med leddegigt på arbejdsmarkedet er i denne patientgruppe særlig stort, og derfor er en tidlig diagnose og behandlingsstart vigtig. Samtidig er leddegigt en sygdom, der sjældent er synlig og i øvrigt møder ringe forståelse blandt almindelige danskere.

Der er således en stor barriere på såvel det økonomiske som på det menneskelige plan. En barriere, som løsningsforslagene vil kunne bryde ned.

Udmeldingen fra konferencens deltagere og oplægsholdere var klar: Løsningsforslagene er et pejlemærke for den indsats, der fremadrettet skal ske mht. leddegigt.

Det har været en god oplevelse at være med til at udarbejde langsigtede, løsningsorienterede forslag, der med bred politisk opbakning forhåbentlig bliver til virkelighed inden 2020.

Løsningsforslagene vil kunne afhjælpe de problemer, sygeplejersker dagligt oplever, og som begrænser vores mulighed for at hjælpe patienterne.

Seks løsningsforslag

Sundhed

  • En national handlingsplan for leddegigt med langsigtet politisk prioritering
  • Forpligtende partnerskaber mellem det offentlige og civilsamfundet
  • Styrket uddannelse af den kompetente patient.

Arbejdsmarked

  • Indførelse af en forløbskoordinator, der arbejder på tværs af forvaltninger
  • Højere informationsniveau og bedre interaktion med ligesindede
  • Øget fokus på leddegigt i forhold til arbejdsmarkedspolitikken.

Gunhild Bukh er tidligere formand for Fagligt Selskab for Reumatologiske Sygeplejersker og deltog i arbejdsgruppen ”Sundhed” i projektet Vision Leddegigt 2020.