Jeg har skammet mig så meget

Sommeren 2010 var en periode præget af besparelser i den medicinske afdeling, hvor Louise fik arbejde som nyuddannet sygeplejerske. I løbet af efteråret blev der ansat tre-fire sygeplejersker i vikarstillinger, men indtil da var det meget svært at få hverdagen til at hænge sammen.

“I juli måned havde vi 21 mors, det var helt uhørt. Det var en rigtig træls sommer. Personalet måtte tage ekstravagter, og vi fik at vide, at vi ikke måtte have overarbejde,” husker Louise.

Et par måneder efter kom der en klage over behandling og pleje af en ældre patient, der var kortvarigt indlagt.
Klagen omfattede flere punkter, bl.a. at der ikke var aftalt hjemmehjælp i forbindelse med udskrivelsen, og det var her, Louise kom ind i billedet. Den dag, hun fortalte patientens familie, at afdelingen ville kontakte kommunen om hjemmehjælp, nåede hun ikke selv at tage sig af det.

Patientens familie henvendte sig til hende om udskrivelsen,  kort før dagvagten var slut, og hun var egentlig på vej rundt med kaffevognen. Så hun overdrog til aftenvagten at kontakte hjemmeplejen, og et eller andet sted i det videre forløb gik det galt, så patienten blev udskrevet dagen efter uden ekstra hjemmehjælp.

Efter to års sagsbehandling i Patientombuddet ender sagen for Louises vedkommende med en påtale for manglende dokumentation af aftalen med familien.  Oprindelig var oplægget, at hun skulle have en påtale for ikke at tage stilling til behovet for hjemmehjælp, og på det tidspunkt kontaktede hun Dansk Sygeplejeråd. I samråd med Dansk Sygeplejeråd fik hun uddybet sin beskrivelse af forløbet, og på den baggrund bliver påtalen ændret.

Den 28. september i år var sidste frist for kommentarer til den ændrede afgørelse, men Louise besluttede, at hun ikke ville gøre mere. “De har jo ret,” siger hun. “Jeg havde ikke dokumenteret nogen steder, at jeg havde overdraget mundtligt til aftenvagten.”

I den uddybende kommentar henviste hun til ledelsens ønske om at undgå overarbejde og forklarede, at mundtlig overdragelse fra afdelingens side var en accepteret måde at dokumentere på.

“Nogle ting bliver også overdraget mundtligt i den afdeling, hvor jeg er nu. Der er endda afsat 15 minutter til det. Men juridisk holder det jo ikke.”

Kæmpeklump i maven

Der var flere sygeplejersker indblandet i klagesagen, men Louise har hverken diskuteret sagen med sine kolleger eller med afdelingssygeplejersken undervejs.

“Det kunne jeg måske godt have gjort, men jeg har skammet mig så meget over det. Det var bare for flovt. I starten, da afdelingssygeplejersken bad mig skrive en kommentar til klagen, tænkte jeg, at der ikke var så meget i det. Men så kommer brevet fra Patientombuddet, og så står man med en kæmpeklump i maven.”

Louise gjorde, hvad hun kunne for at yde god sygepleje under vanskelige vilkår. Og så oplever man det ikke som retfærdigt at få kritik, om det så også er den mildeste form for kritik. Men det gør en forskel for hende, at kritikken bliver ændret til at gå på hendes dokumentation og ikke på hendes sygepleje:

“At få en påtale for manglende dokumentation går ikke på min faglighed som sådan. Den kan jeg godt sluge. Jeg ved ikke, om det er, fordi forløbet har været så langt, at jeg har vænnet mig til det. Men denne gang har jeg slet ikke haft det ligesom de andre gange, jeg fik breve om sagen fra Patientombuddet.”

Louise B. har ikke noget mod at blive genkendt af kolleger, men hun ønsker ikke, at patienter skal kunne google hendes navn og se, at hun har haft en klagesag. Derfor bruger redaktionen ikke hendes efternavn i artiklen.