Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bløde hængemaver og store inderlår identificeres i ny bariatrisk score

Fremover bliver patienter på Sygehus Lillebælt vurderet efter vægt og kropsform i en ny bariatrisk score, der skal give personalet overblik over, hvilke udfordringer en patient forventes at give dem.

Sygeplejersken 2013 nr. 11, s. 6

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Sygehus Lillebælt har udviklet en bariatrisk score, der identificerer de store patienter og forbereder personalet til at yde den rette behandling og pleje. Scoren handler både om højde og vægt, men også om kropsform, fordeling af vævsfedt, mobilitet inden indlæggelsen og evnen til selv at stå op.

Jo tungere patienten er, jo flere hjælpemidler og des mere personale er der brug for, men kropsformen har også betydning.  Patienter med stor hængemave, bagdel og inderlår er fysisk udfordrende for personalet, fordi vævsfedt på mave og lår skal flyttes, for at normale behandlings- og plejeopgaver kan udføres.

Det kræver ekstra hænder til at holde og hjælpe ved forflytninger. Tunge patienter, som har brede hofter eller hård rund mave, er mindre fysisk udfordrende.

Personalet er blevet udstyret med Bariatriscoren som lommekort, og der er lagt planer for, hvilke sygehuse der kan modtage patienter, som vejer op til 180 eller 250 kg alt efter deres bariatriscore.

”Vi er så klar, som man kan blive, til at modtage bariatriske patienter,” siger projektleder, cand.scient. Ann Mathilde Furrer fra Sygehus Lillebælt.

Forberedt på store patienter

Der er uddannet ca. 120 forflytningsinstruktører på de fem sygehuse i Sygehus Lillebælt, og tilsammen har de undervist 1.200 kolleger i bariatrisk patienthåndtering bl.a. ved hjælp af øvelser med figuranter.

”Når man har modtaget undervisning, betyder det, at man ikke behøver være bange for at skulle flytte en stor patient, for man har i undervisningen prøvet at flytte mennesker, der er mindst lige så store,” fortæller Ann Mathilde Furrer.

Det toårige projekt er nu afsluttet og evalueret. Men som sideeffekt er der igangsat en række nye udviklingsopgaver.

”I samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation er vi i gang med at udvikle nyt personale- og patienttøj, der tager bedre højde for kropsformen. Vi er også i gang med at udvikle et oppusteligt bækken og en vægt, der kan veje seng og patient. Og vi samarbejder med Falck om, hvordan vi bedst transporterer de bariatriske patienter, så vi er sikre på, at der er plads til både seng og behandlere i ambulancen,” fortæller Ann Mathilde Furrer.

Læs mere: Bartiatriscoren og lommekortet, som Sygehus Lillebælt har udviklet i samarbejde med Guldmann Consulting, kan fås ved henvendelse til e-mail: ann.mathilde.furrer@rsyd.dk