Brugere med på behandlingsplansmøder

Foto: Simon Klein Knudsen

Førhen fik patienterne en kopi af deres behandlingsplan og en orientering om, hvad der var besluttet. I dag sidder de med ved bordet til de tværfaglige behandlingsplanskonferencer på det lukkede afsnit 2320 i Hillerød.

I forbindelse med en diplomuddannelse skrev afdelingssygeplejerske Helle Lytken i 2010 afgangsopgave om medinddragelse, og det førte til nye procedurer.

”Vi begyndte at se på, om vi kunne gøre tingene på en anden og bedre måde,” fortæller hun.

Før behandlingsplansmøderne får patienterne udleveret en række spørgsmål, så de kan forberede sig, og punkterne bliver så vidt muligt gennemgået med deres kontaktperson inden mødet. På selve mødet er også en læge, en psykolog, en ergoterapeut, en fysioterapeut og en socialrådgiver til stede, og her drøfter parterne i fællesskab, hvad der skal ske. Det er der langtfra altid enighed om på et afsnit, hvor en stor del af patienterne er tvangsindlagte eller tvangsmedicinerede.

”Vores udfordring er tit, at patienterne bare gerne vil udskrives eller af med deres medicin. Det kan fylde alt, og øvelsen er så i første omgang at prøve at få dem til at forstå, at de har brug for at blive stabiliseret, før de igen kan komme hjem,” siger Helle Lytken. 

En anden udfordring er, at mange patienter er så syge, at de har svært ved at deltage aktivt på møderne.  ”I starten kan de være så psykotiske, at de ikke er i stand til at give udtryk for deres ønsker. Men i takt med, at de har været her et stykke tid og får det bedre, kan de fleste se meningen med møderne og deltage konstruktivt, så vi sammen kan finde ud af, hvordan vi bedst hjælper dem,” siger Helle Lytken. 

Dialog om recovery

Oplever patienterne, at medicinen giver bivirkninger, kan hjælpen f.eks. bestå i at skifte præparat eller justere lidt på doserne, og hører de stemmer, kan de få hjælp til at få dem ned på et niveau, der er lettere at leve med.

Kun få patienter giver udtryk for drømme om, hvad de gerne vil på sigt, men sker det, forsøger personalet at komme dem i møde ved at bryde drømmen op i mindre bidder og finde ud af, hvad der skal til for at komme et stykke ad vejen.

Undervejs viser det sig typisk, at patienterne har brug for hjælp til andet og mere end det rent læge- og sygeplejefaglige, og her kommer hele det tværfaglige team i spil.

”Det nytter ikke, at vi fokuserer entydigt på f.eks. medicin. Vi skal også se på det mere recovery-orienterede og have en dialog om, hvilke udfordringer de står overfor, når de efter udskrivelsen skal klare sig derhjemme i hverdagen,” siger afdelingssygeplejersken.

Den dialog kan f.eks. handle om muligheden for bostøtte eller hjælp til at træne sociale kompetencer og komme ud af den ensomhed, mange er fanget i. Pga. sygdommen er forholdet til familien ofte tyndslidt, og teamet kan nogle gange hjælpe patienter med at genoptage kontakten.

Konceptet for behandlingsplansmøderne udvikles løbende, og på sigt er der planer om f.eks. også at invitere de pårørende.
”At inddrage patienterne på den her måde er meningsfyldt. Jeg tror, det betyder meget, at vi lytter til dem og deres livssituation, for vi skal også vove at lade os medinddrage,” siger Helle Lytken.