Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bøj nakken og synk

På intensiv afdeling på Aarhus Universitetshospital er der udarbejdet en tværfaglig retningslinje til daglig stimulation af ansigt, mund og svælg. Hensigten er at forebygge dysfagi hos intuberede patienter.

Sygeplejersken 2013 nr. 4, s. 68-69

Af:

Susanne Væggemose, sygeplejerske,

Hanne Caroline Knudsen, ergoterapeut

​ 

Gennem et tværfagligt projekt i intensivregi er der udarbejdet fælles retningslinjer for daglig stimulation af ansigt, mund og svælg, som kan forebygge dysfagi hos intuberede patienter og derved nedsætte risikoen for aspirationspneumoni.

Projektet udspringer af en undren over, hvorfor ucuffede tubede patienter fejlsynker og derved aspirerer til lungerne med pneumoni til følge. En tværfaglig gruppe bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergo- og fysioterapeuter samt en læge besluttede at finde ud af, hvordan vi kunne optimere den daglige sygepleje i relation til indtagelse af væske per os hos de intuberede ucuffede patienter.

Undersøgelser viser, at der ved inaktivitet over kort tid sker en reduktion af antallet af synapser i hjernen i de områder, som ikke stimuleres. Det gælder f.eks. ansigt, mund og svælg. Hos patienter på intensiv afdeling, som er intuberede eller har trakealkanyle, er det derfor væsentligt at give stimulation til disse områder.

Af fysiologiske ændringer har manglende evne til hovedkontrol i normalstilling og ændret siddestilling stor betydning. Ydermere ses ofte en fikseret hovedstilling i ekstension, og erfaringsmæssigt er dette også afhængigt af, hvilke katetre der har indløb ved halsen.

Trakeostomien går udenom de øvre luftveje, og der sker en ændret stimulation af disse strukturer, hvorved lugte- og smagssansen nedsættes. Det ”døde rum” er kortere og respirationen ofte hurtigere med mindre inspiratoriske luftmængder. Sensibiliteten i thrachea nedsættes, og der ses nedsat bevægelighed af strubehovedet. Desuden vil der ofte være øgede mængder af sekret.

Ydermere har bevidsthedsniveauet betydning for, om det er muligt at indtage ernæring per os uden risiko for aspiration. Ligeledes om man kognitivt er påvirket af f.eks. intensivt delirium. En del patienter kan via kompensatoriske strategier klare at synke med meget lille risiko for at fejlsynke. Disse strategier vil mange kognitivt påvirkede patienter have svært ved at benytte (1).

For at imødegå ovenstående problemstillinger har vi tværfagligt udarbejdet forskellige procedurer:

  1. Stimulation af ansigt og mund, som udføres to gange dagligt af plejepersonalet.
  2. Før påbegyndelse af oral ernæring udføres en vurdering af patientens synkefunktion, mulig indtagelse per os, og om der er behov for ergoterapeutisk træning af dysfagi ud fra en vandtest-algoritme.
  3. Mulighed for specielle lejringspuder til at optimere hoved/nakkestilling. Afdelingens fastansatte fysioterapeut laver øvelser for nakkemuskulatur to gange dagligt og assisterer ved lejringer.
  4. Mulighed for at stimulere med sterilt vand tilsat kulsyre lavet på Sodastream maskine, idet danskvand indeholder mere syre og dermed har en tilbøjelighed til at udtørre mundslimhinderne mere end vand med neutral pH-værdi (2).

Efter et halvt år med øget fokus på øvelser af nakkemuskulaturen, lejringer af hovedet, korrekt siddestilling, mundstimulation, vandtest og ergoterapeutisk træning har vi oplevet færre aspirationspneumonier. Ergoterapeuterne har et bedre udgangspunkt for genoptræningen, og plejepersonalet har en vandtest-algoritme, der viser, om patienten fejlsynker eller ej.

Susanne Kronborg Væggemose er intensivsygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, OVITA.
Hanne Caroline Knudsen er ansat samme sted.

Litteratur 

  1. Kjærsgaard A. Ansigt, mund og svælg – Undersøgelse og behandling efter Coombes konceptet. København: Munksgaard; 2008.
  2. https://e-dok.rm.dk  > Århus Universitetshospital > Anæstesiologisk Afdeling Århus > forebyggelse af fejlsynkning hos intuberede patienter > Aarhus Universitetshospital > Anæstesiologisk afdeling Aarhus (5) > åbn dokument nummer 9.3.24. Samme fremgangsmåde ved vandtest (6) 9.3.24.1 og (2) lejringspude til nakke 9.12.10.