Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2013 nr. 4, s. 60-61

Et spørgsmål om at lære at lære

Thorbjørn J. Karlsen (red.)

Vejledning under nye vilkår

Skabende processer i mødet mellem vejleder og den vejledte

Forlaget Klim 2012

231 sider – 269 kr. 

7anmeldelseVejlederens etiske ansvar kan beskrives som et ansvar for at være undersøgende og åben over for den anden med en vished om, at det, vi hører, møder og erfarer, aldrig er det samme, som det vi har hørt, mødt og erfaret tidligere.

Bogens første del ”Vejledning og møder med det uforudsete” tager vejledningens mange facetter op både ud fra teoretiske analyser og praktiske eksempler. Her ser vi, hvilke intentioner og holdninger der ligger bag den gode vejledning, men vi ser også, hvor svær vejledning til tider kan være trods gode intentioner.

”Vejledning og vores tid” hedder bogens anden del. Her belyses, hvordan samfundsudviklingen har været op gennem det 20. århundrede, hvorledes vejledning er blevet en del af den pædagogiske praksis pga. en vidensudvikling og en vidensforandring, hvor viden ikke mere er en konstant, og kundskabstilegnelse snarere bliver et spørgsmål om at lære at lære. I dette perspektiv bliver vejledning også en etisk praksis, hvor det mellemmenneskelige og kommunikative samvær kommer i centrum. Det indebærer, at vejlederens kompetencer nødvendigvis må ses i et holistisk perspektiv.

Bogens tredje del har hovedoverskriften ”Vejledning og kollektive processer”. Her ser vi på, hvad profession er for et begreb, og hvordan det har udviklet sig frem til vor tid. De forskellige kundskabssyn inden for lærerprofessionerne bliver gennemgået.

Vi får gennemgået nogle undersøgelsesresultater, der viser, hvordan mentorfunktion i børnehaver bidrager til individuelle og kollektive læringsprocesser og udvikling af børnehaverne. I en professionel organisation kan vejledning som en refleksions- og samtalemetode skabe udvikling og forandring, ikke blot for den enkelte medarbejder, men for hele organisationen.

Til sidst tegnes der et sammenfattende billede af, hvordan vejledere kan udvikle deres vejlederkompetence, og hvilke barrierer der skal overvindes.

Bogen giver ikke opskriften på den gode vejledning, men den giver stof til inspiration og eftertanke for den, som ønsker at udvikle sin vejlederkompetence. Skal jeg komme med en lille kritisk finte, går den på bogens titel. Vejledning er ikke under nye vilkår. Vejledning er en del af de nye vilkår, hvilket bogens indhold til fulde bekræfter.

Af Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.

Alternativ virken virker – måske

 Inge Kryger Pedersen
Kampen med Kroppen
Aarhus Universitetsforlag 2012
144 sider – 199,95 kr.  

9anmeldelseHvad er det, der gør alternativ behandling tiltrækkende for mennesker fra alle lag i samfundet? Det er det bærende spørgsmål for Pedersen, og jeg kan fuldt ud tilslutte mig den undren, der ligger bag.

Hvorfor vælger omkring halvdelen af den danske befolkning at bruge milliarder på udokumenteret alternativ behandling i et land, hvor al behandling er gratis og relativt lettilgængelig?

Bogen bygger på samtaler med 18 alternative behandlere indenfor akupunktur, zoneterapi og mindfulness. Derudover er 46 brugere af samme behandlingstilbud interviewet og har skrevet dagbogsnotater. Undersøgelsen demonstrerer, at det er uhyre vanskeligt at besvare bogens hovedspørgsmål præcist. Dertil gives der alt for mange svar.

Pedersen opdeler informanterne i forhold til to temaer. Den ene gruppe lægger vægt på mobilisering af egne ressourcer, og ord som balance, selvheling og lindring er centrale. Den anden gruppe prioriterer generelt velbefindende, forebyggelse, forkælelse og livsstil.

Vurderingerne, som de interviewede tildeler deres behandling, gives ud fra vidt forskellige kriterier. Desuden er brugerne, også dem, som ikke har fået løst deres primære problem, tolerante og medregner fremtidige effekter. I et forsøg på at indfange de multiple effekter af behandlingerne, som brugerne nævner, foreslår Pedersen at anvende begrebet ”virken”, der ses som en proces, hvor årsag-virkning ikke søges forklaret, men som fokuserer på, hvad brugerne oplever i et behandlingsforløb.

Der er en interessant analyse af mulige grunde til, at kliniske undersøgelser ikke kan forklare, at der er en virkning, som registreres. For det første er alternativ behandling ikke standardiseret, som randomiserede undersøgelser kræver, så man kan ikke forvente og måle samme effekt.

Desuden er den virkning, som brugere af alternativ medicin mærker, præget af relationen mellem patient og behandler. Ydermere inddrages placeboeffekten ikke. Afslutningsvis argumenteres for, at alternativ medicin har en særlig rolle i samfund, hvor stadigt flere får mentale lidelser og kroniske sygdomme. I lyset af den uomgængelige kronicitet bliver jagten på trivsel og velbefindende vigtigere end helbredelse.

Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.

Styrken er også svagheden

 Susanne Jastrup (red.)
Akut sygepleje
Munksgaard 2012
264 sider – 299,00 kr.

8anmeldelseEr det muligt at skrive en grundbog i akut sygepleje for sygeplejestuderende, der både har en stærk forankring i praksis, en høj sygeplejefaglighed, og som samtidig henviser til den nyeste litteratur og artikler?

Det er en svær opgave, men ikke desto mindre formår bogens 18 forfattere at løse den på fornem vis. Udgangspunktet i alle kapitler er en relevant case som appetitvækker. Derefter kommer et teoriafsnit med løbende henvisninger til casen, hvor forfatterne også inddrager figurer på en god måde.

De enkelte kapitler er opbygget efter ABCDE-princippet, hvilket er en klar styrke, idet læseren guides til at undersøge, observere og behandle patienten efter dette princip, uanset om patienten er luftvejstruet, har et hovedtraume eller er nyopereret efter et akut abdomen.

Forfatterne viser, at tingene hænger sammen, idet de enkelte sygdomsforløb skildres som meget komplekse. Den sekundære målgruppe er sygeplejersker, der møder akutte situationer i hverdagen. Bogen kan skabe et hurtigt overblik, men selve indholdet er for tyndt for den rutinerede sygeplejerske, der vil trænge dybere ind i problemstillingerne, men litteraturhenvisningerne kan give god inspiration til fordybelse.

Bogens styrke er også dens svaghed. Lige så velvalgte de enkelte cases er, lige så overdrevent eksemplariske kan de fremstå. Set ud fra et pædagogisk hensyn er det hensigtsmæssigt, mens især en af casene virker usandsynlig, når man tager udgangspunkt i praksis.

Der er også en del gentagelser af f.eks. ABCDE og ISBAR. Her ville jeg have foretrukket, at emnerne blev uddybet i et enkelt hovedafsnit, og at de enkelte forfattere ville henvise til afsnittene med en sideangivelse.

Desuden har der desværre indsneget sig enkelte faktuelle oplysninger, der er direkte forkerte, og der bør udarbejdes et rettelsesblad snarest.

Af Henrik List, produktspecialist, anæstesisygeplejerske, Smiths Medical Danmark.