Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Langsommelig oplæring

På Akutafdelingen på Horsens Sygehus har det været en langsommelig proces at kompetenceudvikle personalet, især de erfarne sygeplejersker, samtidig med at sygehuset undervejs har fået et større optageområde.

Sygeplejersken 2013 nr. 4, s. 28

Af:

Annette Hagerup, journalist

SY-2013-04-28aOplæringen af sygeplejersker på Akutafdelingen på Horsens Sygehus var langsom og tilfældig. Og samtidig skal sygeplejerskerne spænde over for meget, mener sygeplejerske og tillidsmand
på Akutafdelingen Kirsten Aaby (t.v.).
Sygeplejerske samme sted, Dorthe Vinther Falck, står ved skærmen. Foto: Søren Holm

Der er travlt på Horsens’ akutafdeling. I snit indlægges 33 patienter pr. dag via akutafdelingen. Dertil kommer de patienter, der behandles på skadestuen. En ny tilbygning med otte senge blev indviet i september 2012. Det har taget toppen af presset og har været godt for trivslen og arbejdsmiljøet.

“Vi er en afdeling, hvor der aldrig er ro. Der sker hele tiden nye sygeplejefaglige tiltag. F.eks. er vi en del af Patientsikkert Sygehus og skal screene de akutte patienter på en række parametre. Alt skal dokumenteres i EPJ,” fortæller Helle Rothausen.

“Nogle vil mene, at det efterhånden er for meget. I ledelsen tror vi på, at vi løbende må ændre på organisationen og på arbejdsgange, men vi tror samtidig også, at vi altid vil være en afdeling, hvor nye opgaver og projekter dukker op til gavn for patienterne.”

Helle Rothausen indrømmer, at især oplæringen af de erfarne sygeplejersker har været nødlidende. “Det har været en langsommelig proces samtidig med driften, men vi forsøger at kompetenceudvikle de erfarne sygeplejersker i det tempo, det nu engang lader sig gøre. Alle nyansatte bliver i dag lært op i basiskompetencerne,” siger hun.

Som noget nyt er det beskrevet, hvilke basiskompetencer alle sygeplejersker i afdelingen skal have, og de kompetencer bliver alle nyansatte stille og roligt uddannet i. Alle skal f.eks. kunne modtage en patient, klare et hjertestop, kunne lægge et støttebind på en patient med forstuvet fodled, udskrive en patient til hjemmeplejen m.m. Alle sygeplejersker i afdelingen skal desuden tage regionens basisakutuddannelse.

Derudover forsøger afdelingen at holde en målsætning om, at sygeplejerskerne skal kunne specialisere sig i to af fire følgende områder: Visitation, behandling, modtagelse/triage samt observation. For at kunne vedligeholde sine kompetencer skal den enkelte sygeplejerske helst arbejde en tredjedel med hver af sine to specialefunktioner og bruge den sidste tredjedel af sin arbejdstid på basisopgaver, som kan være i hele afdelingen.

Helle Rothausen siger:
”Det her er én lang proces. Vi afdelingssygeplejersker elsker akutarbejdet, og vi elsker idéen om det tværfaglige samarbejde på kryds og tværs. Som medarbejder bliver man også nødt til at dedikere sig til det her koncept – med den travlhed, det indimellem indebærer. Travlhed og logistiske udfordringer vil ofte være et vilkår i en akutafdeling.