Moderne sygeplejersker skal ikke kunne sengebade

På Aarhus Universitetshospital uddannes årligt ca. 600 sygeplejestuderende, og traditionelt har uddannelsen været tilrettelagt, så størstedelen af den kliniske uddannelse blev afviklet i sengeafdelinger. Udviklingen i sundhedsvæsenet med kortere indlæggelser, optimerede patientforløb, øget ambulant virksomhed og reduktion af senge betyder, at der er brug for at revurdere den traditionelle måde at organisere grunduddannelsen på (1,2,3). Der skal findes nye egnede uddannelsespladser, så uddannelserne matcher udviklingen i sundhedsvæsenet og de krav, som stilles til sundhedspersonalets kompetencer nu og i fremtiden. Derfor blev 12 ledere på Aarhus Universitetshospital interviewet. 

Formål

Formålet med at interviewe ledere var dels at finde langtidsholdbare løsninger på dimensionering og fordeling af uddannelsespladser på Aarhus Universitetshospital, dels at give et bud på klinisk uddannelse, der kan matche udviklingen i sundhedsvæsenet og de krav, som stilles til sygeplejerskers kompetencer nu og i fremtiden.  

Metode

En empirisk deskriptiv undersøgelse bestående af to dele blev valgt. Del 1 var en kortlægning af den nuværende organisering af grunduddannelsen. Kortlægningen omfattede fordelingen af uddannelsessøgende og vejledere på afsnits- og afdelingsniveau, den konkrete daglige organisering af den kliniske uddannelse og samarbejdet mellem involverede parter i grunduddannelsen. Kortlægningen blev foretaget ved en spørgeskemaundersøgelse til alle uddannelsesansvarlige sygeplejersker, da de er ansvarlige for koordinering, tilrettelæggelse og gennemførelse af uddannelse på afdelings- og hospitalsniveau. 

Del 2 var et fokusgruppeinterview med over- og afdelingssygeplejersker. Udvælgelsen af over- og afdelingssygeplejersker til interview blev foretaget på baggrund af svarene fra kortlægningen. Den overordnede strategi i udvælgelsen var at vælge så forskelligt som muligt. Parametre på forskellighed var størrelse på afdeling, antal afsnit, afdelingerne inddrog i uddannelse, pædagogisk tilrettelæggelse samt antal studerende tilknyttet afdeling og afsnit. Ledere blev valgt, fordi de er aftagere af fremtidens sygeplejersker, og desuden er de væsentlige aktører på det strategiske niveau i forhold til organisering af den kliniske uddannelse.

Der blev afholdt to fokusgruppeinterview. Informanterne blev inviteret pr. brev. Der var syv afbud, hvorefter der blev inviteret nye informanter. Ved første interview deltog to oversygeplejersker og tre afdelingssygeplejersker. Ved andet interview deltog fire oversygeplejersker og tre afdelingssygeplejersker. Tre fjerdedele af de afdelinger, der har grunduddannelse indenfor sygeplejen på Aarhus Universitetshospital, Aarhus Sygehus, var repræsenteret.

Temaerne i interviewene blev fremanalyseret ud fra kortlægningen, ved at de to forfattere hver især læste spørgeskemabesvarelserne og derefter i fællesskab kategoriserede temaerne i tre overordnede temaer:

• Organisering i relation til vejledere
• Samarbejdet ledere og vejledere imellem
• Fordeling af studerende.

Interviewene var organiserede som semistrukturerede fokusgruppeinterview (4). De tre temaer fra kategoriseringen blev lagt på bordet ét efter ét, og lederne diskuterede disse temaer. De transskriberede interview blev analyseret ved anvendelse af Kvale og Brinkmanns (5) analysetrin; meningskondensering, fortolkning, analyse og diskussion.

Resultater

Undersøgelsen peger overordnet på, at det kræver nytænkning af hele organiseringen af den kliniske grunduddannelse, hvis den skal matche fremtidens krav om, at sygeplejersker skal kunne lede patientforløb på tværs af afdelinger og sektorer (1,2). Undersøgelsen bidrager med overvejelser i forhold til den fremtidige organisering med opøvelse af kompetencer til at lede patientforløb på tværs af afdelinger og sektorer. Der peges på dilemmaer knyttet til de studerendes læring på tværs af praksisfællesskaber. Herudover drøfter lederne anvendelsen af vejlederressourcer og samspil mellem ledere og vejledere.

I denne artikel har vi valgt at udfolde to undertemaer. Disse to temaer kan bruges som pejlemærker, og de er almengyldige, når man skal vurdere muligheden for at opøve de forventede kompetencer som sygeplejerske på et givent uddannelsessted. De to temaer er: 1) at udøve sygepleje og 2) handlekompetence.

At udøve sygepleje

Ofte har vurderingen af, om et afsnit er egnet som uddannelsessted for sygeplejestuderende, taget afsæt i, hvilke konkrete sygeplejeopgaver der er mulighed for at lære. Det har bl.a. medført en drøftelse af, om det er muligt at blive en god sygeplejerske, hvis man ikke har lært de grundlæggende håndgreb som f.eks. at give et bækken og udføre et sengebad. I denne undersøgelse løfter lederne drøftelserne op på et mere overordnet niveau ved at drøfte kernen i sygepleje.

Hvad er sygepleje, hvor og hvordan kan sygepleje læres? Disse drøftelser fører frem til ledernes opgør med sengebadet set som symbol på grundlæggende sygepleje. Sengebadet har ifølge ledernes opfattelse været en let måde at introducere til sygeplejearbejdet på. Sengebadet giver den umiddelbare adgang til patienten og patientens krop, adgang til at observere og kommunikere med patienten og dermed mulighed for at samle data og identificere sygeplejebehov. At kunne identificere aktuelt og potentielt truede grundlæggende behov er ifølge lederne kernen i sygeplejen.

Således fremkommer svaret på spørgsmålet om, hvor sygepleje kan læres, og ligeledes svaret på sengebadsspørgsmålet. Muligheden for at kunne identificere aktuelt og potentielt truede grundlæggende behov bliver det væsentligste pejlemærke. Vurderingen af et afsnits egnethed som uddannelsessted flytter sig derfor fra, om der udføres bestemte konkrete opgaver såsom f.eks. sengebad til en mere overordnet vurdering af, om der er mulighed for at identificere aktuelt eller potentielt truede grundlæggende behov. Med den erkendelse åbner der sig muligheder for at finde nye uddannelsespladser til sygeplejestuderende. 

Handlekompetence

Muligheden for at opøve handlekompetence er det andet tema i vurderingen af, om et afsnit er egnet som uddannelsessted. Et ufravigeligt krav fra lederne er, at de sygeplejestuderende har mulighed for at opøve handlekompetence. Der er enighed om, at de studerende er teoretisk dygtige og kan begrunde sygeplejen, men at det kniber med den praktiske erfaring. Handlekompetence er nemlig ikke blot det at gøre noget, men rummer også det at kunne tolke, vurdere, se og mærke ligheder og forskelle og i prioriteringen af, hvad der er væsentligt, tage notits af situationen.

Ifølge lederne opøves handlekompetence i autentiske læringsmiljøer, og derfor er det vigtigt for de studerendes læring, at de bliver en del af praksisfællesskabet og får fingrene i arbejdet uden at være en del af normeringen. Herved gives de bedste forudsætninger for at opnå faglige, sociale og metodiske kompetencer, dvs. kompetencer, som sidder i kroppen, i håndelaget og i øjemålet, og som er tilpasset den konkrete patient i den konkrete situation.

Det er væsentligt, at der er reelle læringsmuligheder, så de studerende ikke blot tilbydes observationspraktikker. Når lederne taler om læringsmuligheder, og hvor de findes, er det især den høje specialisering, der sker og er sket på hospitalerne gennem de sidste 10 år, der italesættes. Der er uenighed om, hvorvidt studerende på alle niveauer i uddannelsen kan opøve handlekompetence i afsnit, som er så specialiserede, at det for den uerfarne kan være svært at få øje på sygeplejen.

Når de opgaver, der udføres i de højt specialiserede afsnit, hovedsageligt omfatter kommunikative og medicinske kompetencer, kan det blive svært for den yngre studerende at opøve handlekompetence. Således må lederne være særligt opmærksomme på, om der reelt er mulighed for at opøve handlekompetence i et givent afsnit. Der skal være progression i handlekompetence igennem uddannelsen, så den studerende gradvist opøver evnen til at agere i den kompleksitet, optimerede patientforløb fordrer.

Tilskuer til faget

Kan man blive sygeplejerske uden at kunne sengebade? Ja, det kan man, ifølge lederne. Det, de studerende skal opøve, er evnen til at identificere aktuelt og potentielt truede grundlæggende behov, og det kan man gøre på mange andre måder end ved at sengebade patienter. Sengebadet har imidlertid været en umiddelbar og let måde at få adgang til data på. Når denne umiddelbare mulighed for at identificere behov for sygepleje ikke er til stede, fordrer det ifølge lederne en anden opmærksomhed.

Opmærksomheden skal rettes mod muligheden for at observere og kommunikere med patienten og dermed mulighed for at samle data og identificere sygeplejebehov. Således kan drøftelserne løftes ud over det konkrete opgaveniveau. Herudover må uddannelsen ifølge lederne også give de studerende reelle muligheder for at opøve handlekompetence, forstået som det at kunne vurdere en aktuel sygeplejesituation og tilpasse handling til den konkrete patient i den konkrete situation.

Der er en vis uenighed i gruppen af ledere, når handlekompetence drøftes. Nogle ledere mener, at nogle afsnit er så specielle, og sygeplejen, der udføres, er så kompleks, at nogle studerende ikke får mulighed for at identificere sygeplejen og opøve reel handlekompetence. De risikerer at blive tilskuere til faget, som nogle ledere udtrykker det. Andre ledere mener, at alle afsnit er højt specialiserede. Således kommer lederne ikke uden om en lokal drøftelse af de to temaer at udøve sygepleje og handlekompetence, når et afsnits egnethed som uddannelsessted skal vurderes.

I takt med udviklingen i sundhedsvæsenet, hvor antallet af senge reduceres, bliver vi som kliniske uddannelsessteder til stadighed udfordret på at have tilstrækkeligt med egnede uddannelsespladser. I undersøgelsen præsenteret her i artiklen fremkommer to overordnede pejlemærker; at udøve sygepleje og opnå handlekompetence, som kan anvendes, når det vurderes, om eksisterende og nye potentielle uddannelsessteder kan bruges som klinisk uddannelsessted i sygeplejeuddannelsen.

Karin Larsen er uddannelsesansvarlig sygeplejerske på Medicinsk Endokrinologisk Afdeling MEA, Aarhus Universitetshospital.
Jytte B. Troldborg er uddannelsesansvarlig sygeplejerske på Hjertemedicinsk Afdeling Aarhus Universitetshospital.

Projektrapporten ”Ledelsesperspektiv på organisering af den kliniske grunduddannelse indenfor sygeplejens område nu og i fremtiden”, som er udarbejdet af forfatterne, kan via e-mail rekvireres hos forfatterne.

Litteratur

1. Vinge S. Fremtidens plejeopgaver i sygehusvæsenet. Notat. København: Dansk Sundhedsinstitut; 2010.
2. Danske Regioner. Uddannelsespolitisk oplæg – Kvalitet i fremtidens sundhedsuddannelser. 2012.
3. Regionshuset Viborg. Kvalitetsstrategien på sundhedsområdet i Region Midtjylland 2010-2013. 2010.
4. Halkier B. Fokusgrupper. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2002.
5. Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzel; 2009.