POR3T af sygeplejersker, der arbejder med børn

Børnenes stemme 

Udviklingsansvarlig sygeplejerske Claus Sixtus Jensen, 38 år, arbejder på Aarhus Universitetshospital Skejbys Børneafdeling A. Er i gang med at producere en film til børn og forældre på hospitalet i samarbejde med Moster Bob Film og Kommunikation.

Hvilken film bliver det?

”Filmen skal handle om, hvad der sker, når børn kommer på sygehus. Den skal vise relationerne til os, som arbejder der, og vise samarbejdet med forældrene og barnet. Vi vil gerne gøre forældrene klogere på, hvor vigtig en faktor de er, når barnet skal mestre at være på sygehus. Filmen bliver lavet, så man undervejs kan stoppe og vælge klip, som passer til barnets alder.”

Hvilke udfordringer er der?

”Der er selvfølgelig meget arbejde i at få andre med på idéen. Økonomien spiller en stor rolle, og den skal finansieres via fonde. Det tager tid og kræver meget benarbejde. En anden udfordring kan blive at få nogle til at være med i filmen. Et er at skulle på sygehus med sit barn, noget helt andet er også at skulle have en filmmand med. Vi skal til at rekruttere forældrene snart, og så må det vise sig, hvor stor en udfordring det bliver.”

Hvad beskæftiger du dig mere med lige nu?

”Filmen afspejler det, jeg er meget optaget af: at give børnene en stemme. Oftest er det os som personale eller forældrene selv, som fortæller, men børnene skal også have mulighed for at fortælle deres oplevelser. Jeg er sammen med nogle kolleger redaktør og skriver selv et kapitel på en kommende antologi, der handler om, hvordan mindre børn, teenagere, søskende til syge børn og forældres oplevelser med sundhedsvæsenet er.”  

Foto: Søren Holm

Tumleri i legestuen

Sundhedsplejerske Dorthe Vittrup Christensen, 41 år, Aarhus Kommune. Var for fem år siden med til at starte Fars Legestue, som i dag er en permanent ordning for fædre på orlov.

Hvorfor Fars Legestue?

”Mænd er også enormt interesserede i deres børns udvikling og kommer for at dele deres tanker og oplevelser med andre fædre. Det er en ny rolle, og de skal træde nogle stier, som deres egne fædre ikke har trådt. I dag er der store krav og forventninger til rollen og ønsker om at blive en god far. Ellers er der ikke den store forskel på mødre og fædre, men fædrene giver nok lidt længere snor i legestuen og tumler vildere med børnene.”

Hvilke faglige udfordringer har du?

”I dag kan man finde svar på alt på nettet, men for mig betyder det meget at mødes med den enkelte far og hans barn. Det nærvær, der skabes ved mødet, er enormt vigtigt, og fædrene bliver nogle gange glemt lidt. De har heller ikke altid på samme måde som mødrene et billede af, hvordan jævnaldrende børn agerer. Mor har tit været i mødregruppe, men far har ikke et billede af, hvad børn kan med andre, før han oplever det og taler om det sammen med andre.”

Hvad beskæftiger du dig med lige nu?

”Udover legestuen har vi i sundhedsplejen fokus på samspil, familieliv og mødre med fødselsdepression. Her har fædrene også en rigtig vigtig rolle, når det ikke er lykken at blive mor. Der skal en god vikar på, og der er fædrene selvfølgelig det første valg. Undersøgelser viser også, at risikoen for skilsmisse falder, når faderen har været på orlov. Forældrene har nemmere ved at snakke sammen, når han også forstår, hvad der sker derhjemme.”

Foto: Søren Holm

Sanseindtryk i Snoezelen

Marie Gregersen er forstander på Tjørringhus, der er bo- og opholdstilbud for børn med svære multiple funktionsnedsættelser. Hun arbejder med forældreinddragelse og Tjørringhus’ teoretiske fundament bl.a. om at udvikle børnenes sanser. 

Hvad laver du lige nu?

”Vi har fokus på forældresamarbejdet. Vi  arbejder meget med at give rum til forældrene og inddrage dem så meget som muligt. De kan overnatte her, og om sommeren har vi f.eks. familiecamping i haven. De tager også med på ture, og det betyder, at vi kan få flere børn med, og at de kommer til at lære andre forældre og personalet at kende.”

Hvem er børnene?

”De har i fostertilværelsen, under fødslen eller kort efter fået massive hjerneskader. Det kan f.eks. være pga. sjældne syndromer eller iltmangel under fødslen. Børnene kan motorisk meget lidt. Langt de fleste sidder i kørestol og skal have hjælp til alt. De har heller ikke et talesprog, og derfor arbejder vi meget med andre former for kommunikation med dem, hvor vi bruger deres andre sanser.”

Hvad kan Snoezelen-rummet?

”Ordet er hollandsk og sammensat af ”sanse” og ”døse”. Det er et afslapningsrum, hvor man kan give sanserne forskellige indtryk. Her er f.eks. oliebilleder, der fungerer ligesom lavalamper, en musikbænk, man kan ligge på og mærke musikken, rør med bobler og lys, vandseng, stjernehimmel og meget mere. Børnene elsker det, og de falder til ro, når de er her. Rummet bruger vi dagligt, og børnene er hver især i det ca. en gang om ugen. Det kræver en-til-en-kontakt, da der kun skal være et barn og en voksen ad gangen i rummet.”

 Foto: Søren Holm