Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sammenlægninger gav kulturchok

FÆLLES AKUTMODTAGELSER. Akutafdelingerne, der i disse år skyder op rundt om i landet, er mange steder ramt af begyndervanskeligheder. Bl.a. i form af sygeplejerskeflugt og højt sygefravær. Fagidentiteter og arbejdsrutiner udfordres, når afdelinger fusioneres, og alle skal arbejde på tværs af specialer.

Sygeplejersken 2013 nr. 4, s. 18-19

Af:

Annette Hagerup, journalist

SY-2013-04-19a
Attribution 
Arkivfoto: iStock
Der er ingen opskrift på den perfekte fælles akutmodtagelse. De foreløbige erfaringer viser, at afdelingerne og deres personale selv må finde deres egne ben. Der er tale om et kultursammenstød, når afdelinger fusioneres, og det tager tid at skabe teamspirit.

Mest smertefrit er det gået de steder, hvor personalet fra starten har været inddraget i fusionsplanerne. Uddannelse og gode normeringer er en forudsætning, hvis en fusion skal lykkes, lyder det bl.a. fra Dansk Selskab for Akutsygepleje, DAENA.  

Der er eller bliver etableret fælles akutmodtagelser/akutafdelinger følgende steder i landet

Region Hovedstaden: Herlev, Hvidovre, Hillerød og Bispebjerg, Bornholm

Region Sjælland: Køge, Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster

Region Syddanmark: Odense, Kolding, Aabenraa og Esbjerg

Region Midtjylland: Aarhus, Gødstrup, Horsens, Randers og Viborg

Region Nordjylland: Aalborg, Hjørring og Thisted.

På nogle matrikler skal der om- og tilbygges, mens der andre steder skal nybygges. Derfor er der på nogle akutmodtagelser midlertidige organisatoriske løsninger, som vil blive justeret i takt med, at regionerne får frigivet økonomi til at realisere de planlagte byggeprojekter.

Kilde: Danske Regioner.