Vi leger ikke katten efter musen

Afdeling R9 er omkranset af hegn. Ca. midt i selve afdelingen ligger akutstuen, som anvendes i forbindelse med tvang. Sygeplejerskerne anslår, at rummet kun bruges ca. en gang hver tredje måned. Der bruges kun tvang, når alle andre muligheder er udtømt. Foto: Simon Klein Knudsen

”Vi gør meget ud af, at det ikke er et fængsel, men et hospital,” fortæller afdelingssygeplejerske Bodil Svare Sørensen, mens hun sammen med Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, er på vej gennem sikkerhedsslusen ind til sin arbejdsplads på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. De to sygeplejersker er nået frem til den inderste dør i slusen.

Bodil Svare Sørensen stikker nøglen i, der lyder et lille ”bip”, og døren går op. De to sygeplejersker træder ind i en lang, bred og lys fordelingsgang. ”Velkommen til Retspsykiatrisk Afdeling R9,” siger Bodil Svare Sørensen.

Der bor 10 patienter på afdelingen, ni mænd og en enkelt kvinde. Patienterne har hver deres værelse, som ligger på begge sider af gangen, der løber gennem afdelingen. I den ene ende munder gangen ud i et aktivitetsrum med fjernsyn, bordtennis og et sofaarrangement, hvor patienter og personale kan sidde og snakke sammen over en kop kaffe.

Kerneopgaven for de 10 sygeplejersker på R9 er at udføre kognitiv psykiatrisk sygepleje i tværfagligt samarbejde med bl.a. sosu-assistenter, læger, psykologer og socialrådgivere.

”Vi er alle meget erfarne sygeplejersker. Og det gør en kæmpe forskel i hverdagen,” fortæller Louise Preisler, assisterende afdelingssygeplejerske. Sammen med udviklingssygeplejerske Rikke Holsdorf, psykiatrisk sygeplejerske Birgitte Sønderborg og Bodil Svare Sørensen fortæller hun Grete Christensen om arbejdet i retspsykiatrien.

Rikke Holsdorf konkretiserer: ”Eksempelvis har nogle patienter en uhensigtsmæssig adfærd i og med, at de råber meget. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de er aggressive. Det er blot deres vanlige adfærd. Og den forskel kan den erfarne sygeplejerske aflæse.”

På retspsykiatrisk afdeling R9 på Psykiatrisk Center Sct. Hans er patienterne i gennemsnit indlagt i fem år. ”En af mine kæpheste er, at vi skal undgå alle mulige firkantede regler. Vi skal have så få
restriktioner som muligt. Derfor må patienterne gerne have både mobiltelefon og computere, men det gælder ikke dem, der venter på dom, hvor retten har besluttet, at de har telefon- og brevkontrol,” fortæller afdelingssygeplejerske Bodil Svare Sørensen (t.h.). Foto: Simon Klein Knudsen
 

Vægt på uddannelse

Samtalen skifter spor mod specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.

De seneste 10 år har R9 i gennemsnit sendt én sygeplejerske på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje om året, fortæller sygeplejerskerne.

”Men det er ikke alle sygeplejersker, der vil på uddannelsen. F.eks. har nogle af de meget erfarne sygeplejersker stor viden på området og klarer sig fint uden specialuddannelsen,” pointerer Bodil Svare Sørensen. Grete Christensen nikker.

”Det er bestemt heller ikke alle, som skal på specialuddannelsen. Men jeg synes, at man bør have et måltal, der siger, at en bestemt andel af sygeplejerskerne på en afdeling skal have uddannelsen,” siger hun og fortsætter:

”Grundlæggende synes jeg, at vores mål ikke bare skal være flere sygeplejersker i psykiatrien, men også specialuddannelse til flere. Og så synes jeg, at det er oplagt at styrke forskningen i, hvad der virker i psykiatrien. Det kan eksempelvis ske ved delestillinger, hvor forskeren er nogle dage om ugen på arbejdspladsen og nogle dage om ugen på læreanstalten.”

Der er konstant lyde fra afdelingen, som trænger igennem døren ind til kontoret. En dør bliver lukket et sted, et andet sted er der én, som taler en smule højt.

Minimalt med tvang

Det er tydeligt, at de fire sygeplejersker fra R9 er både engageret og dedikeret i deres arbejde. ”Vi har meget fokus på nedbringelse af tvang. Vi bruger kun tvang, når alle andre muligheder er udtømte,” fortæller Birgitte Sønderborg.

Louise Preisler supplerer: ”Vi ser ikke umotiveret vold. Det er meget sjældent. Mange af vores patienter er misbrugere. Og det er som regel i forbindelse med indtagelse af stoffer, at patienterne bliver psykotiske. Episoderne er næsten altid stofudløst.” Når en patient har været underlagt tvang, har personalet en eftersamtale med vedkommende. Og i den samtale sker det tit, at patienten selv tilkendegiver, at det var nødvendigt med tvangen, fortæller sygeplejerskerne.

”Igen; vi gør meget ud af, at afdelingen er et hospital og ikke et fængsel. Ofte kommer vores patienter direkte fra fængslet. Noget af det første, vi siger til dem, er, at vi ikke leger katten efter musen. Vi ønsker ikke at fange dem i at gøre noget forkert. Vi vil tværtimod hjælpe dem til et bedre liv,” siger Rikke Holsdorf.