Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Skotsk sygepleje kan inspirere dansk praksis

Gerontopsykiatriske patienter har brug for specialiseret sygepleje og særlige afdelinger på plejehjemmet. Begge dele har en mærkbar positiv effekt, oplever en sygeplejestuderende, som er i klinik i Edinburgh i Skotland.

Sygeplejersken 2014 nr. 1, s. 16

Af:

Mette Jensen, sygeplejestuderende

SY-2014-01-16-1
Arkivfoto: Scanpix
Jeg er i øjeblikket på klinisk udlandsophold i Edinburgh, hvor jeg har tilbragt fem uger på et plejehjem for ældre med mentale lidelser. Hver dag oplever jeg den skotske ekspertise i sygeplejen til psykisk syge ældre og forundres og skræmmes over, hvor meget vi har at lære i Danmark.

Her bliver ældre med en psykiatrisk diagnose ofte behandlet af det ældrepsykiatriske team, som besøger de ældre i deres eget hjem. Plejehjemsbeboerne kan, uanset diagnose, bo sammen, hvilket kan medvirke til en skævhed i plejen. De ældre med en psykiatrisk lidelse vil ikke få imødekommet deres plejebehov og får måske slet ikke anerkendt, at de har en psykiatrisk lidelse.

Ifølge Psykiatrifonden overses eller fejldiagnosticeres psykisk sygdom hos ældre ofte, da det kliniske billede i mange tilfælde er anderledes end hos yngre. Det betyder, at der på de danske plejehjem højst sandsynligt bor ældre, hvis lidelser ikke er blevet diagnosticeret, og hvis fysiske og psykiske plejebehov derved ikke bliver tilstrækkeligt dækket. Dette forringer uden tvivl deres livskvalitet og kan skabe frustration hos plejepersonalet, som kan have vanskeligt ved at forstå den ældre.

Ellen’s Glen House i Liberton udenfor Edinburgh har været min hverdag som sygeplejestuderende de sidste mange uger. Huset hører under National Health Service Scotland og er altså en offentlig hospitalsafdeling, hvor beboerne ingen udgifter har. Afdelingen er opbygget som et plejehjem, hvor beboerne har deres egen lejlighed og mødes til fællesspisning og aktiviteter. For at få en plads på hjemmet skal man have en psykisk lidelse, og de fleste af patienterne er diagnosticeret med skizofreni, bipolær affektiv sindslidelse, angst eller depression. Sygeplejerskerne er som oftest uddannet med speciale i mental sundhed og har en indgående viden om psykisk sygdom hos ældre.

Ved udelukkende at specialisere afdelingen til gerontopsykiatriske patienter ser man, hvilken forskel den rette og målrettede sygepleje kan gøre. Med udgangspunkt i viden om patientens diagnose, livs- og sygehistorie skabes der en anerkendende og udviklende psykiatrisk sygepleje, som jeg kun kan håbe på, at vi engang kan måle os med i det ellers så forsømte område i det danske sundhedsvæsen.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk
Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.